Karikaturtegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten og Charlie Hebdo har i de seneste år ført til terrorhandlinger, stormede ambassader, afbrænding af flag og voldsomme demonstrationer i mange lande.
I kølvandet af dette har debatten om ytringsfrihed og krænkelser raset. Kun få rejser tvivl om ytringsfriheden. Men er det i orden at publicere noget, man ved, kan krænke andre?
De fleste ikke-muslimer er klar over, at muslimer faktisk bliver krænket af tegninger af profeten Muhammed. Men helt så enkelt er det måske ikke at forstå, hvorfor nogle ”uskyldige” tegninger kan vække så meget harme.
Korsfæstelsen som skam
Postdoc Ole Jakob Filtvedt ved det teologiske menighedsfakultet i Norge bringer kristne og muslimers måde at forholde sig til traditionen om Jesus korsfæstelse ind som en mulig forklaring.
Han peger på, at det, at Jesus måtte bære korset på vej op mod Golgata og der blive sømmet fast for at dø, kan tolkes som en krænkelse af Gud – hvis man antager, at Jesus var Guds søn.
Samtidig er denne hændelse en så central og integreret del af kristendommen, at det måske kan gøre det lettere for kristne at forholde sig til krænkelser af deres gud og tro.
Og når islam benægter, at korsfæstelsen fandt sted, bliver muslimer så måske frataget de mulige positive tolkninger af en krænkelse og ydmygelse af deres profet og gud?
Jagten på en positiv forståelse
»Jeg kender ikke islam indefra, men det forekommer mig som noget særligt ved den kristne tro, at Gud lider et så skamfuldt nederlag – i hvert fald tilsyneladende. Det er en spænding, som man arbejder meget med i Det Nye Testamente: Hvordan kunne det ske, at Jesus blev korsfæstet?«
»Fordi man i antikken var optaget af skam og ære og opfattede det som en stor skam at dø på korset, har kristne lige siden det første århundrede jagtet en positiv forståelse af det, der skete,« siger Filtvedt.
Han mener, det kan have betydning for, hvordan kristne forholder sig til krænkelse.
»Som kristen deler jeg erfaringen med at skulle forholde sig til det hellige og ønsket om, at dette skal mødes med respekt. Jeg ønsker ikke, at min tro skal krænkes, og jeg er ikke immun over for at blive såret. Men det, at Gud har gjort sig sårbar for krænkelser, afvisning og latterliggørelse, betyder, at det er blevet lettere for mig at forholde mig til latterliggørelse.«
Mere kultur end religion
I islam afvises korsfæstelsen ved, at en profet ikke synes om en så nedværdigende krænkelse.
Religionshistoriker og islamekspert Kari Vogt vil derfor ikke afvise teorien om, at det kan have betydning for, hvordan begrebet krænkelse opfattes og behandles teologisk og filosofisk inden for de to religioner, men hun vil gerne nuancere den.
»Det er vigtigt at skelne mellem normsystem og historisk kontekst, og i den situation, vi har i dag, er der nok helt andre faktorer, som spiller ind,« kommenterer Kari Vogt, som er professor emeritus ved Universitetet i Oslo.
Hun henviser desuden til, at ærekrænkelse er centrale forestillinger både inden for kristne og islamiske traditionelle kulturer. Det handler mere om kultur end religion.
»Og historisk gælder det for begge kulturer, at ærekrænkelse må hævnes. Ære er en af de fem grundlæggende værdier i klassisk islamisk retstænkning. Og sammen med retten til liv er ære også en værdi, der fremstilles uafhængigt af religion.«
Svært at drage paralleller til nutiden
Senaid Kobilica, som er tidligere leder af Islamisk råd, mener, det er svært at trække paralleller mellem de to religioner, når det gælder krænkelse, udover at ingen bryder sig om krænkelse.
»Men det er ikke det, pointen handler om, men hvordan vi møder krænkelser og reagerer på dem. Demonstrationer og markeringer for at vise en uenighed er helt legitimt, men ikke vold. Det er uforeneligt med islam,« siger Kobilica, som i dag er øverste imam i Det Islamiske Fællesskab Bosnien og Hercegovina i Norge.
Han tilføjer, at mange muslimers voldsomme reaktion på karikaturtegningerne skyldes en manglende forståelse af islam, at de ikke ved så meget om de krænkelser, som Muhammed blev udsat for.
»Profeten blev både hånet og spottet, men han svarede ikke igen med samme midler. Han mødte i stedet krænkelserne med kærlighed og respekt, og i islam står det klart, at man ikke kan bruge eller true med vold.«
Det er ikke den kristnes job at redde Guds ære
Hvad enten det skyldes en manglende forståelse af troen eller ej, så kan det i hvert fald se ud til, at muslimer har lettere end kristne ved at finde vej ud i gaderne for at vise deres raseri og afsky, når de føler, at deres religion bliver krænket.
Ingen af de tre, vi snakkede med, vil dog sige, at dette skyldes en større tolerance blandt kristne.
»Nej, sådan noget tør jeg ikke påstå på empirisk grundlag. Derimod tror jeg, godt man kan sige, at kristne burde have gode teologisk grunde til at indse, at det ikke er deres job at bruge magt for at redde Guds ære ved at forhindre, at han ikke bliver latterliggjort. Gud har jo vist os, at han kan tåle det,« siger Filtvedt.
»Reaktionerne på krænkelsernes udfald har mindre at gøre med religionen end med konteksten, de opstår i,« siger Vogt, mens Kobilica igen peger på, at islams lære tager afstand fra vold og i højere grad prædiker kærlighed og respekt.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
