»Sangene går ofte i arv fra generation til generation. Ind i mellem sniger der sig nogle nye ind undervejs, ofte dem der er blevet kendt på tv, eller som børnene lærer at kende i børnehaven,« fortæller Lisa Bonnár.
Hun tog sidste år en doktorgrad i vuggesang. Hun fortæller, at der ikke findes nogen eksakte tal for, hvor mange forældre der synger vuggesang for deres børn, men at antallet temmelig sikkert er dalende.
»Vuggesang møder hård konkurrence fra tv, spil og anden moderne teknologi,« forklarer Bonnár.
Men selvom der er færre, der synger, er der alligevel fortsat mange forældre, der bevarer vuggesang som et fast indslag ved sengekanten, forsikrer forskeren.
Dagens sidste omsorg
Det er først og fremmest forældre med høj uddannelse, som opretholder traditionen, viser studier fra udlandet.
»Vuggesangen er et vigtigt redskab for at få børn til at falde til ro, når sengetid nærmer sig. Vuggesang er den sidste omsorg og et hverdagsritual, som skaber gode følelser for både de, der synger, og de som bliver sunget for,« kommenterer Bonnár.
Hun påpeger, at vuggeviser giver barnet en tryghedsfølelse og et positivt ’ejerforhold’ til sangene. Samtidig får forældrene mulighed for at genopleve gode minder fra deres egen barndom.
»Det sætter følelser i gang. Tilsyneladende bliver det en slags videreførelse af gamle traditioner, da de, der er blevet sunget for som børn, har en større tilbøjelighed til selv at synge som forældre. Det er også årsagen til, at så mange gamle vuggeviser overlever. Forældrene har et godt forhold til dem, mens det samtidig er dem, de husker bedst.
I Bonnárs forskningsprojekt indgår der nogle samlinger med spædbørnsforældre. Her kan du se (og høre) lidt norsk vuggesang.
Sang og samspil
Selvom Lisa Bonnár afsluttede sin doktorafhandling ’Life and Lullabies. Exploring the basis of meaningfulness in parents’ lullaby-singing’ sidste år, er hun dog ikke færdig med at beskæftige sig med vuggesang. I år fortsætter studiet som et udvidet projekt ved Agdeforskning, i tæt samarbejde med psykologerne Anne Kjeldsen fra Folkesundhedsinstituttet og Gry Stålsett ved Universitetet i Oslo.
Bonnár holder samlinger i Oslo og Kristiansand med omkring 10 forældre og deres spædbørn i hver by. På samlingerne står sang og samspil centralt under titlen ’Musik i børns ører’ (MUSBA), før Bonnár gennemfører dybdeinterviews med forældrene om sangens virkninger på store og små.
»Der har været et begrænset fokus på det psykosociale ved vuggevisesang. Både for forældre og børn er vuggesang mere end bare at få barnet til at sove. Det handler om kontakt, for musik er noget, som de to generationer har tilfælles, og i musikken kan de mødes. Det er et vigtigt frirum for både forældrenes og barnets psyke,« siger Bonnár.
Alvorlige kvinder, spontane mænd
Studiet viser også, at der er forskel på, hvordan mænd og kvinder begynder på godnatsangene. Kvinder tager opgaven lidt mere alvorlig og bladrer gerne i sangbøger i jagten på egnede sange. Mænd har derimod en større tilbøjelighed til at tage det, de lige har for hånden.
»På den måde bliver deres repertoire også mere forskelligartet, med alt fra militærmarcher til Beatles som naturlige indslag,« siger Bonnár.
For barnet er det helt i orden. Det er genkendeligheden i sangen og trygheden i den kendte stemme (uanset hvor falsk den måtte lyde!), som har betydning. I hvert fald mens de stadig er meget små, for fra 2- til 3-årsalderen begynder børnene at udvikle egne præferencer.
»Og så taber Beatles, fordi børnene i deres sproglige orientering gerne vil have noget, de forstår. Derfor bliver det mere personligt og berigende for de små at synge på eget modersmål.«
Ligheder og forskelle
Vuggesang er et internationalt fænomen, og mange af sangene synges i flere forskellige lande. Selvom man finder mange ligheder over grænserne, eksisterer der også nogle forskelle. I nogle kulturer er de sange, som bliver brugt, ofte mere melankolske og mørke for at give barnet en mere realistisk forestilling om, hvad der måtte vente. Mens andre kulturer i større grad fokuserer på glade sange.
»Der er ikke foretaget noget studie, som klart viser, hvorfor, men det er rimeligt at antage, at forskellen ofte bunder i forældrenes bevidste eller ubevidste ønsker om at videreføre følelser og stemninger til deres børn, som de oplever i eget liv,« hævder Bonnár.
Hun tror, det kan forklares ved, at forældre også har behov for at få afløb for følelser, og at det lettere kan ske gennem musikken. Der er imidlertid en tendens til, at norske forældre vælger positive sange til børnene, fordi de vil give deres børn en god afslutning på dagen og ikke vil udtrykke smertefulde følelser foran dem.
»Voksne er under alle omstændigheder mere alvorlige end børn, men musikken stimulerer legelysten og minder os om, hvordan det er at være lille.«
Forsker blev inspireret af sin egen datter
Lisa Bonnár fortæller, at en del af formålet med projektet er,
»at inspirere og styrke forældrenes egen indre musikalitet i mødet med børnene.«
»Musikaliteten er her en meget bred definition og sigter blandt andet til sensitiv timing, aktiv lytten, følelsesmæssig indlevelse, eller fortoning, og engagement. Den er i allerhøjeste grad til stede i god kommunikation og godt samspil,« forklarer Lisa Bonnár.
Hun har selv en datter på otte år og indrømmer smilende, at det at blive mor havde en vis betydning for realiseringen af vuggesangsprojektet.
»Jeg havde forsket i inspiration i musikken og undersøgt, hvad arkitekter, kunstnere og forfattere blev inspireret af. Da jeg blev mor kom der mange god minder, følelser og oplevelser frem, og i denne proces indså jeg, at det kunne være noget, som var værd at forske i!«
Forældre skræddersyr sangene til deres børn
Gamle norske sange, som fortsat synges mange steder, omfatter blandt andet ’Bussan Lul’, ’So, ro’ og ’Kvelden lister seg på tå’. Men også disse kan variere fra hjem til hjem, fordi mange skræddersyr sangene til deres børn.
»Ved at skifte et ”intetsigende navn” i sangen ud med barnets navn, bliver den mere personlig, så barnet får et ejerskab til sangen. Det vil gøre det lettere for dem at genkende sangen og identifikationsfølelsen stærkere. Og det har en positiv indvirkning på deres selvfølelse,« fortæller Bonnár.
Midt i alt det positive kan vi dog eller ikke se bort fra, at mange forældre fra tid til anden knap nok er tilstede under sangen. Ordene kommer bare som en automatisk strøm, mens en udslidt mor eller far kæmper mod sin egen udmattelse. Eller lader sangen gå på autopilot (barnet siger jo under alle omstændigheder fra, hvis man havner ude af kurs), mens hovedet arbejder på at løse arbejdsrelaterede problemer.
»Jo, og nogle synger nok mest bare af pligt. Men de fleste skærper deres fokus ved sengekanten for at sikre både deres og barnets kvalitetstid sammen, når dagen går på hæld.«
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
