Du har sikkert set det ske i film og serier: En person indser pludselig, at vedkommende var ude for noget traumatisk i barndommen - noget, personen fuldkommen havde fortrængt. Men kan man virkelig fortrænge et minde? Er det faktisk sådan vores hukommelse fungerer?
Ligesom så mange andre spændende historier om den menneskelige psyke starter historien om de fortrængte minder hos Sigmund Freud – faderen til psykoanalysen.
Ifølge Freud er fortrængningen af minder den mekanisme, der finder sted i hjernen, når vi ubevidst skubber ubehagelige eller traumatiske minder ud af vores bevidsthed.
Lidt på samme måde, som man kan feje sit skidt ind under sengen, hvor man ikke kan se det, skal man forestille sig, at hjernen kan gemme de mest ubehagelige minder væk – smide dem ind bagerst i skabet af vores bevidsthed, hvor dagslyset aldrig når ind, og på den måde helt glemme, at de er der.
Men sådan forholder virkeligheden sig ikke helt. Det har den moderne hjernevidenskab slået fast. Og ligesom med så mange andre af Freuds ideer har videnskaben siden måttet kæmpe en hård kamp for at rydde op i misforståelsen om fortrængning.
Lyt med i denne uges episode af Videnskab.dk’s hjernepodcast, Brainstorm, for at finde ud af, hvad der er sandheden om fortrængte minder, og hvad der er Freud og fidus.
På ægte Freud-manér viser det sig, at historien tager et krumspring forbi mange mørke emner. For eksempel satan, massehysteri og misinformation.
Lyt til podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm udkommer også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
RMT: Psykologernes guldmine
En patient ligger på ryggen på en blød sofa, mens psykologen spørger ind til patientens barndom. »Hvordan ville du beskrive dit forhold til din far?« spørger psykologen.
Selvom den her stereotypiske forestilling ikke nødvendigvis helt afspejler nutidens psykologpraksisser, tegner den et meget godt billede af, hvordan det var at gå til såkaldt 'repressed memory therapy' (RMT) i slutningen af 1980’erne og 1990’erne i USA.
På det her tidspunkt var ideen om, at vi alle sammen går rundt med fortrængte minder, nemlig dødpopulær i USA. Og pointen med RMT var netop, at du ved hjælp af din psykolog skulle kunne genvinde dine fortrængte minder, og listen af symptomer på, at du kunne have fortrængte minder, var lang.
Folk troede for eksempel, at fortrængte minder kunne være årsag til et hav af symptomer såsom ledsmerter, koncentrationsbesvær, kvalme og migræne.
Så lige pludselig kunne alt muligt altså være et tegn på, at du havde fortrængte minder og derfor burde gå til psykolog for at få det behandlet.
Men det kunne vel ikke skade, at folk gik meget til psykolog? Også selvom RMT måske ikke var heeeelt i overensstemmelse med videnskaben, tænker du måske? I så fald tager du fejl…
Hvilke samfundskonsekvenser fik psykologernes terapi-hit i USA? Få svaret på det spørgsmål, og hør om forskernes Inception-agtige modbeviser til RMT i ugens podcast.
