Nogle børn spiller fodbold, andre rider ponyer. Nogle dyrker karate, andre er vilde med håndbold. Men anbragte børn, fattige, handikappede og overvægtige går sjældent til en sportsgren.
Vanskeligt stillede børn har ofte svært ved at fungere socialt i en idrætsklub. De føler sig anderledes, bliver holdt udenfor, eller de har fysiske begrænsninger, som gør, at de ikke kan dyrke sport på samme niveau som deres jævnaldrende.
I 2005 gav Folketinget derfor 40 millioner kroner til projekter, der skulle inkludere vanskeligt stillede børn i Danmarks organiserede foreningsidræt.
Men i dag er mange af de statsstøttede projekter forsvundet, og der er stor usikkerhed om, hvilken forskel de har gjort.
»Det er yderst kritisabelt, at man ikke stillede krav om, at projekterne skulle evalueres i forhold til de målsætninger, ansøgerne oprindeligt skrev, at de ville opfylde. Mange af projekterne er lukket ned, uden at det er blevet dokumenteret, hvad børnenes udbytte har været,« siger Jan Toftegaard Støckel fra Syddansk Universitets (SDU) Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.
Sammen med andre forskere fra SDU er Jan Toftegaard Støckel blevet bedt om at evaluere, hvad der kom ud af de statsstøttede projekter. Forskerne er netop blevet færdige med evalueringsrapporten Idrættens Outsidere - inklusion eller eksklusion af vanskeligt stillede børn og unge i idræt.
Effekt bliver ikke dokumenteret
Det var Kulturministeriet samt Social- og integrationsministeriet, der bad forskerne om at lave evalueringen. De samme ministerier stod oprindeligt for at fordele puljepengene.
»Formålet med evalueringen har været at vurdere den samlede effekt af indsatserne og at videreformidle erfaringerne fra projektet herunder til projekt- og praksisnære aktører,« siger Martin Holmlund, der er fuldmægtig i Kulturministeriet.
Da Jan Toftegaard Støckel og de andre idrætsforskere fra SDU vandt evalueringsopgaven i et udbud, gik de i gang med at indsamle al den dokumentation om projekterne, de kunne finde frem til.
Forskerne ringede rundt til projektlederne, de lavede interviews, læste de oprindelige projektbeskrivelser, og de analyserede i det hele taget al det relevante materiale, de kunne få fingrene i.
Ingen dokumentation af social indsats
Selv om de fire idrætsforskere bag rapporten er garvede og har erfaring i at løse opgaver, som den de fik af ministerierne, blev de sat på en prøve, da de skulle evaluere idrætstiltagene til vanskeligt stillede børn. For i mange tilfælde var der ikke skrevet noget ned om projekterne.
Derfor kunne forskerne kun samle meget lidt viden om, hvad der skal til for at motivere belastede børn og unge til at starte på en sport og blive ved med den.
»Projektlederne er gået i gang med andre ting, efter at puljen er hørt op, og de har ikke dokumenteret effekterne af aktiviteterne. Derfor har vi ikke lært særlig meget nyt om, hvordan man får de her børn til at dyrke idræt, og derfor risikerer man at begå de samme fejl igen, når man starter nye projekter op,« siger Jan Toftegaard Støckel.
Især klubber, organisationer og foreninger fik i 2005 støtte fra Folketingets pulje til at starte aktiviteter, der skulle inkludere udsatte børn i det danske idrætsliv. Aktiviteterne fik beløb fra 6.000 og helt op til 2.698.500 kroner, som gik til den største støttede organisation, DGI Midtjylland.
Kun få har opfyldt ambitionen
Mange af projekterne er løbet ud i sandet, uden at man ved, hvordan de har virket, konkluderer forskerne i deres evaluering.
\ Fakta
Vanskeligt stillede børn skal have mulighed for at dyrke sport i almindelige idrætforeninger. Det var idéen bag Folketingets pulje til idræt for vanskeligt stillede børn fra 2005. I 2004 formulerede den daværende regering puljens formål: »Med henblik på en målrettet indsats for at lette vanskeligt stillede børns adgang til idrætslivet, herunder svært overvægtige børn, er parterne enige om, at der afsættes i alt 40 mio. kr. i perioden 2005 til 2008 til en ny pulje,« lyder det i aftalen om kultur, idræt for vanskeligt stillede børn, folkeuniversiteter, energibesparende foranstaltninger med videre. Puljen skulle støtte idrætforeninger, der iværksatte »målrettede initiativer for vanskeligt stillede børn,« aftalte et samlet Folketing. Puljen blev administreret af Kulturministeriet og Socialministeriet.
Det skyldes blandt andet, at Kultur- og Socialministeriet, som fordelte puljen til de 87 sociale idrætstilbud, ikke stillede krav om, at ansøgerne skulle dokumentere, hvad de fik ud af puljepengene.
»Der er altid en balance mellem at sikre, at så mange som muligt – i dette tilfælde vanskeligt stillede børn, som aktiveres i idrætsforeninger – i praksis får gavn af projekterne og samtidig at undgå at begrave idrætsforeningerne i administration,« forklarer Martin Holmlund fra Kulturministeriet.
Men når der ikke findes dokumentation, er der ikke meget viden at trække på, næste gang man prøver at inkludere institutionsbørnene, de overvægtige, handikappede, fattige og de dårligt fungerende i det danske idrætsliv, pointerer forskerne. Og det er ikke puljens eneste problem, viser deres evalueringsrapport:
Kun få af de statsstøttede projekter har opfyldt ambitionen om at give de udsatte børn mulighed for at dyrke idræt på samme vilkår som andre, viser de erfaringer, som forskerne trods alt har kunnet samle sammen. (Læs mere om det i boksen under artiklen)
Fejl går igen i mange sociale projekter
Mange af de projekter, der ikke nåede deres mål, ligner til forveksling tidligere fejlslagne projekter: Jan Toftegaard Støckel har set andre sociale idrætstiltag gå til grunde på nøjagtig samme måde, som de projekter, han senest har været med til at evaluere.
Statsstøttede projekter laver de samme fejl igen og igen, fordi man ikke lægger vægt på at dokumentere både de gode og dårlige erfaringer, man gør sig i løbet af projektarbejdet.
»Det er et problem, at projekterfaringer ikke i højere grad bliver skrevet ned, fordi megen viden går tabt. Projekterne kunne få større succes, hvis man stillede krav om, at de skulle delevalueres undervejs. Så ville de sandsynligvis blive bedre til at nå deres mål,« siger Jan Toftegaard Støckel.
»Der er brug for, at man samler den viden, man har, for eksempel i en vidensbank. Man må også kunne stille krav i det mindste til de store idrætsorganisationer, der får støtte, om at de skal evaluere projekterne og indhente den viden, de har brug for,« fortsætter han.
Evalueringer bliver bagatelliseret
I 2005 fik mange idrætsorganisationer altså støtte til projekter, der nu er lukket ned, uden at man har fået særligt meget ud af dem.
»Man bagatelliserer evalueringerne, fordi man hellere vil bruge tid og energi på at lave aktiviteter med børnene. Derfor bør man måske alliere sig med nogle, der er gode til dokumentationsdelen. Kommunerne kunne for eksempel blive bedre til at stille deres kompetencer til rådighed,« fortsætter han.
Selv om idrætsklubber ofte har ofte svært ved at involvere vanskeligt stillede børn, fordi det kræver en særlig indsats, er det vigtigt, at man gør noget for at få det til at lykkes, siger Jan Toftegaard Støckel:
»Det er vigtigt, at vanskeligt stillede børn får mulighed for at dyrke idræt, fordi den fysiske dimension ofte er voldsomt underprioriteret i deres hverdag. Idræt giver dem et frirum fra de problemer, de ellers går og tumler med,« siger lektor Jan Toftegaard Støckel.
Hvis opgaven skal løses, er der blandt andet behov for, at foreninger, institutioner og organisationer arbejder sammen med kommuner og staten om at løse opgaven. På den måde får man mulighed for at trække på erfaringer, andre har gjort, konkluderer forskerne fra Syddansk Universitet i evalueringen.
33 projekter til overvægtige børn, som fik støtte fra puljen i 2005, er tidligere blevet evalueret blandt andet i rapporten Virker det? Og i givet fald hvorfor?. Rapporten er skrevet af forskere fra Københavns Universitet. Læs også Udsatte børn får selvtillid i idrætsklubben.
\ Projekter virkede ikke efter hensigten
Idrætsforskerne blev bedt om at evaluere 53 af de projekter, der fik statsstøtte. Men reelt har forskerne kun kunnet evaluere 21 projekter, fordi de resterende 32 projekter ikke har efterladt noget skriftligt om deres resultater og erfaringer.
De erfaringer, forskerne trods alt kunne samle sammen, viser, at mange af de statsstøttede sociale idrætsprojekter fejlede på en række områder:
Mange steder har man lavet hold forbeholdt børn med særlige behov. I stedet for at inkludere børnene i almindelige idrætsklubber har man altså isoleret dem i projekter, hvor de møder andre, der er vanskeligt stillede ligesom dem selv. Det kan være nødvendigt at gøre det sådan for at tage hensyn til børnene, men det var ikke puljens oprindelige formål.
Der er tal på, hvor mange børn, som startede med at dyrke idræt i de støttede projekter, men der er ikke lavet opgørelser over, hvor mange børn, der er fortsat: I en del tilfælde er det ikke angivet, hvor ofte børnene er mødt op. Registreringerne kan altså dække over, at børnene måske kun har været der en enkelt gang eller nogle få, men alligevel er registeret som aktive. Der skal et længere forløb til, hvis idræt skal have en positiv effekt på børnenes liv, siger Jan Toftegaard Støckel.
Projektansatte har manglet faglig viden om, hvordan man motiverer børn, der har sociale problemer. I stedet for at bruge fagligt funderede metoder, har de brugt deres fornemmelse, velvilje og fornuft. Men når man vil have børn med sociale vanskeligheder til at dyrke idræt sammen med velfungerende børn, er det vigtigt, at man har viden om, hvordan man skal takle børnenes usikkerhed, temperament, manglende selvværd og øvrige psykiske problemer, pointerer forskerne fra SDU.
Ofte har projekterne haft svært ved at få fat på de socialt isolerede børn, man gerne ville inkludere i idrætsklubberne. Især overvægtige børn har det været svært at få til at møde op.
Mindre, lokalforankrede projekter, der har fået faglig og økonomisk hjælp fra deres kommune, har generelt haft størst succes, og mange af dem er fortsat, efter pengene fra Folketinget er sluppet op.
Store idrætsorganisationer, som fik flest penge, har derimod haft svært ved at holde styr på, hvad der skete ude i deres lokalforeninger, og i nogle tilfælde blev deres projekter helt anderledes end dem, de fik støtte til. DGI Midtjylland brugte for eksempel en stor del af de 2.698.500 støttekroner på at lave kurser til ansatte på institutioner og i lokalforeningerne, nævner Jan Toftegård Støckel. Forskeren mener, at organisationen oprindeligt fik puljepengene til noget andet.
Afdelingsleder Peter Sig Kristensen fra DGI Midtjylland er enig i, at der fra Kulturministeriets side har været alt for lidt fokus på evalueringsdelen, men han afviser, at DGI Midtjylland skulle have brugt puljepengene på noget andet, end det de oprindeligt fik dem til.
»Vi har haft meget styr på, hvad der skete ude i vores lokalforeninger, det viser vores aktivitetsregistrering. Vi ved for eksempel, hvem der har deltaget i projekter med navns nævnelse. I nogle tilfælde blev vores projekter anderledes, end det vi søgte om penge til, men det er vi faktisk stolte af, fordi det viser, at vi løbende har forholdt os til virkeligheden, også når den viste sig at være anderledes, end vi troede, da vi skrev ansøgningen,« siger Peter Sig Kristensen.
»Der er ikke noget forkert i, at vi har brugt en del af pengene på kurser, det helt i tråd med, hvad vi fik penge til, og vi har løbende informeret Kulturministeriet om det. Det hele står i vores regnskab,« fortsætter han.
I følge Peter Sig Kristensen viser DGI Midtjyllands regnskab, at organisationen kun har brugt omkring 15% af puljepengene til at holde rummelighedskurser, mens 65% er gået til projektledelse. Resten er blandt brugt på evaluering og udstyr til de vanskeligt stillede børn.
