Informationssøgning som socialt fænomen

Som nyansat skal du tilegne dig viden for at kunne begå dig.

Noget finder du måske på intranettet.

Noget slår du måske op i en manual.

Men rigtig meget viden opsøger du mere eller mindre ubevidst.

For eksempel er du næppe bevidst om, at du i kontakten med dine kolleger forholder dig til, hvad der er god praksis på arbejdspladsen - også hvad angår informationssøgning.

Men sådan er virkeligheden, konstaterer Camilla Moring. Hun har forsvaret en ph.d.-afhandling om nyansattes informationspraksis.

Ny i DSB-kiosk

Afhandlingen tager afsæt i et grundigt feltstudie i DSB S-tog, hvor Camilla Moring har fulgt nyansatte i DSB's kiosker under deres oplæring.

Her har hun iagttaget, hvordan de lærer, hvordan de opsøger viden for at lære, men i høj grad også hvordan det fællesskab, de kom til at indgå i, prægede deres læring og måde at søge informationer på.

Udgangspunktet for hendes ph.d. er, at informationssøgning opfattes som et socialt fænomen, der integrerer sig til bestemte praksisformer. Informationssøgning er altså ikke kun en individuel og intellektuel proces.

»Det er ikke nok kun at se på, hvordan der søges information, og hvilke informationsressourcer der bruges i søgeprocessen. I stedet ser jeg bredere på, hvordan informationssøgning og informationsressourcer tillægges bestemte betydninger i praksis,« siger Camilla Moring og fortsætter:

»Jeg lægger således et yderligere analytisk lag ind og fortolker de nyansattes informationssøgning i relation til den praksis, de skal lære at blive en del af.«

Vigtigt for HR

For Camilla Moring sker der nemlig i fællesskabet en social forhandling og fortolkning af informationssøgningens betydning i praksis.

Denne viden er nyttig.

Både for medarbejdere, men også for ledere eller andre, der er ansvarlige for oplæring og uddannelse af nyansatte i organisationer.

»Det er ikke nødvendigvis noget, man kan eller skal styre. Men er man bevidst om det, når man ansætter nye medarbejdere, så kan man forsøge at fascilitere en informationspraksis, der er hensigtsmæssig for virksomheden,« konstaterer Camilla Moring.

Fra perifer til kompetent deltager

Gennem sit feltstudie i DSB S-tog har Camilla Moring fået et indblik i, hvordan nye medarbejdere kommer ind i et fællesskab, og hvordan læreprocessen fra at være perifer deltager til kompetent deltager i et praksisfællesskab foregår.

Og det giver et indblik i, hvilke faktorer der både hæmmer og fremmer læring.

Teorien, som Camilla Moring har brugt i forbindelse med nyansattes informationsprakis, er Etienne Wengers sociale teori.

Etienne Wenger sætter ord på, hvad der sker, når vi træder ind i nye fællesskaber, og teorien er nem at relatere til.

»Vi har alle prøvet at være nye og opleve, at mens vi kan begå os i nogle sammenhænge, så går det knap så godt i andre sammenhænge, hvor vi mangler viden for at kunne deltage og udvikle vores position i fællesskabet.«

»Vi skal finde ud af, hvem der ved hvad, og hvem vi skal spørge for at få adgang til fællesskabets viden. Det vil altid være forholdsvis foranderligt, hvilke kompetencer der er brug for i en given organisation,« siger Camilla Moring.

Fra informationssøgning til informationspraksis

Det interessante ved begrebet informationspraksis er, at det rykker informationssøgningen hen der, hvor vi som mennesker erfarer den.

»Vi foretager ikke vores informationssøgning ved siden af alt det andet vi ellers gør, fordi vi ofte ikke ser det som en særlig opgave. Den fletter sig ind i vores gøremål, og dermed får vi med informationspraksis et lidt mere integreret perspektiv.«

»Når fokus flyttes fra informationssøgning til informationspraksis, finder vi nogle andre svar på hvad informationssøgning handler om,« siger Camilla Moring.

Forskellige fællesskaber har forskellige praksisser

Det at læse Etienne Wengers teori er ikke som at åbne en værktøjskasse.

Men man kan blive inspireret til at tænke på, at mennesker lærer i og på tværs af mange sammenhænge og bevæger sig mellem forskellige informationspraksisser.

Det kan være på arbejdspladsen, uddannelsesinstitutionen eller omkring et interessefællesskab, som for eksempel rollespil eller sport, at der udvikler sig en informationspraksis, som man som medlem af det fællesskab, må forholde sig til. De forskellige praksisfællesskaber rummer forskellige informationspraksisser.

Lavet i samarbejde med Bibliotekspressen