I 1936 tog fire danske fremmedkrigere cyklen fra Nørrebro til Barcelona

»Hvorfor stå her og slibe støbegods, når vi kan tage ned og gi’ dem en håndsrækning i Spanien?«

Sådan spurgte 21-årige Kai Nielsen sig selv i sommeren 1936. Den Spanske Borgerkrig var netop brudt ud – fascistisk støttede nationalistiske oprørsstyrker ønskede at vælte den demokratisk valgte regering i Spanien.

Spørgsmålet meldte sig i en samtale mellem Kai og kammeraten Hans Petersen. De var begge to overbevidste kommunister og arbejdede sammen på Hartmanns Maskinfabrikker i udkanten af København.

De mange samtaler i den larmende fabrikshal gjorde det snart tydeligt for dem begge, at de ikke bare kunne se til – de måtte ned for at bekæmpe fascismen.

Men Kai Nielsen kunne ikke tage af sted bare sådan uden videre. Han måtte snakke med to af sine brødre, Harald og Aage.

Kai og hans brødre kom fra et kommunistisk arbejderhjem og var opvokset i en toværelses lejlighed i Skyttegade på Nørrebro – trange kår til to voksne og ni børn.

I den store søskendeflok var den 21-årige Kai, den 24-årige Harald og den 18-årige Aage særligt tæt knyttede. De delte næsten alt – også politisk ståsted.

Egentlig blev Kai og Harald enige om, at det blot skulle være de to og kollegaen Hans Petersen, der skulle afsted til Spanien – Aage var simpelthen for ung.

Men den yngste bror ville ikke acceptere sine brødres velmenende formynderi. Aage var blevet mynding nogle uger inden, påpegede han selv, så hvis han ville med, kunne de ikke stoppe ham. Harald og Kai måtte se sig slået – deres lillebror havde en pointe.

Således blev brødrene Nielsen og Hans Petersen den 22. august 1936 de første fire danskere, der tog afsted for at blive fremmedkrigere i Den Spanske Borgerkrig.

Den Spanske Borgerkrig og de danske fremmedkrigere

Det er mere end 85 år siden, at de første danskere forlod deres hjem for at gribe til våben i Spanien, men med krigen i Ukraine er snakken om danske fremmedkrigere endnu engang blevet relevant.

Det ukrainske udenrigsministerium har fortalt, at mere end 20.000 udlændinge allerede har meldt sig i kampen mod Rusland. Ifølge Ukraines ambassadør i Danmark er over 100 af dem danskere.

Men er de fremmedkrigere?

Det kommer an på, hvad man helt præcist mener med begrebet. En fremmedkriger er defineret som en ikke-borger i en given konfliktstat, der tilslutter sig en oprørsgruppe under interne konflikter. Det er for eksempel tilfældet med de danskere, der er taget til Syrien for at tilslutte sig én af borgerkrigens mange fraktioner.

Dog er der flere, der mener, at begrebet også dækker ideologisk motiverede tilrejsende til krige mellem nationer – hvilket i så fald også gælder dem, der rejser til Ukraine nu.

Uanset hvordan man vender og drejer det, var de danske spaniensfrivillige, hvad man i dag ville kalde fremmedkrigere, og de er langt fra de sidste danskere, der er taget afsted for at slås i et fremmed land uden en dansk militæruniform.

Men de var heller ikke de første. Det fortæller Charlie Krautwald, der er ph.d. i historie og forsker ved Lunds Universitet.

»Lige efter Første Verdenskrig var der borgerlige kræfter i Danmark, der rekrutterede for at sende folk til Baltikum i den russiske borgerkrig, hvor man forsøgte at modsætte sig sovjetisk styre,« forklarer Charlie Krautwald, der har været med til at skrive bogen ’Brødrene Nielsen – Breve fra den Spanske Borgerkrig’.

»Men der er også andre paralleller i historien, for eksempel de danskere, der tog til Finland under vinterkrigen i 1939,« uddyber Charlie Krautwald og fortsætter:

»I moderne tid er der selvfølgelig konflikten i Syrien og nu Ukraine. Men hvor de, der tog til Syrien for at kæmpe, typisk kæmpede for forskellige oprørsgrupper, tog mange af de danske spaniensfrivillige ned for at forsvare en demokratisk valgt regering.«

\ Læs mere

Hvad får danskere til at tage til Ukraine for at kæmpe?

Da Den Spanske Borgerkrig brød ud i 1936 indgik 37 lande, herunder Danmark, i en ikke-interventionsaftale. Det betød, at ingen måtte røre ved den spanske konflikt, fortæller historiker og forfatter Morten Møller.

»Ikke-interventionsaftalen blev jo til, fordi man var hunderæd for, at denne her konflikt skulle sprede sig og blive til en større international konflikt – en europæisk storkrig,« forklarer Morten Møller, der blandt andet har skrevet bogen ’De Glemtes Hær’ om de danske frivillige i Spanien.

Men aftalen blev på ingen måde overholdt, fortæller Charlie Krautwald.

»Tyskland og Italien støttede oprøret med både våben, penge og soldater – særligt Italien sendte mange mænd afsted. Sovjetunionen støttede på lignende vis Folkefronten (regeringstropperne, red.) og sendte en masse våben og nogle militære rådgivere, der oplærte de spanske tropper i at bruge de våben, der blev sendt afsted,« uddyber Charlie Krautwald. Han fortsætter:

»Havde det ikke været for Tyskland, Italien og Sovjet, så var det blevet en meget mindre konflikt. I stedet blev det en slags generalprøve på Anden Verdenskrig – man havde nok kaldt det en stedfortræderkrig, hvis det havde fundet sted under Den Kolde Krig.«

Det anslås, at omkring 500 danskere deltog i Den Spanske Borgerkrig som en del af de Internationale Brigader.

På cykel, til fods og på tomlen ned gennem Europa

Men tilbage til brødrene Nielsen og deres kammerat. For hvordan kom disse unge mænd egentlig til den anden ende af Europa i 1930’erne?

På cykel. Naturligvis.

Ikke mange andre spaniensfrivillige gjorde det samme, men fra brødrene Nielsens og Hans Petersens side var det gennemtænkt.

Cyklen var nemlig ikke kun et praktisk, billigt transportmiddel. For ikke at vække for meget opsigt besluttede de fire unge danskere sig for at lade som om, de skulle på cykelferie.

De lagde alle sammen nogle ugers løn til side og skaffede telt, tørkost og – bare for at være helt sikre – et medlemskort til Dansk Vandrelaug. Kun den nærmeste familie vidste besked.

Brødrenes tur gennem Europa nåede sin første bratte stopklods, da de på grænsen mellem Tyskland og Frankrig rendte ind i en grænsevagt, der opkrævede depositum for, at de kunne tage deres cykler med videre.

Da de ikke kunne betale, måtte de efterlade cyklerne og tage rejsen mod Paris til fods.

For at få noget at spise plukkede de frugt fra træerne i vejkanten, og det sidste stykke vej til den franske hovedstad fik de lov at køre med på ladet af en svinetransport.

Mens de var i byen fik de økonomisk hjælp af blandt andre en venligtsindet krovært og en antifascistisk taxachauffør.

Herfra blaffede de, tog toget og blev til sidst smuglet over grænsen til det borgerkrigsramte land, og en måned efter afrejse kunne brødrene Nielsen endelig skrive hjem:

»Kære Fader og Moder! Ja, saa er vi ankommet til Barcelona.«

Politisk splittelse i de Internationale Brigader

Hvad brødrene ikke nævnte var, at de brugte deres første nat på spansk grund i en fængselscelle.

De spanske anarkister, der mødte de fire danskere ved grænsen, var nemlig mistænksomme overfor udenlandske kommunister, der kom og blandede sig.

Den Spanske Borgerkrig var en politisk rodet affære, der ganske vidst stod mellem de fascistiske oprørere på den ene side og den spanske folkefront på den anden, men som Charlie Krautwald forklarer, var der massive splittelser internt:

»De kræfter, der støttede den spanske republik og den demokratisk valgte centrum-venstre regering, bestod blandt andet af trotskister, anarkister, baskiske og catalanske separatister. Og disse grupper, som det ses igen og igen i venstrefløjens historie, havde utroligt svært ved at samarbejde.«

Særligt kommunister og anarkister, der var samlet under de antifascistiske faner, havde blodige sammenstød krigen igennem.

»Dét, der startede som en stærk fælles fortælling – kampen mod fascismen, kampen for demokratiet – blev mudret til undervejs. Primært fordi kommunisterne ønskede at sætte sig på det hele og direkte bekæmpede andre af Folkefrontens grupperinger,« konstaterer Morten Møller.

Brødrene Nielsen var alle glødende kommunister, og det var ifølge Charlie Krautwald også den primære drivkraft bag, at de tog afsted:

»Det skinner tydeligt igennem i brødrene Nielsens breve. Hvis de skulle have mulighed for at bringe kommunismen til Danmark, skulle de slå fascismen, som de så som den største trussel mod deres mål.«

Der var til gengæld intet, der tydede på, at brødrene nærede synderlig kærlighed til parlamentarismen. I et brev dateret 5. maj 1937 udtrykte den ældste bror, Harald Nielsen, sin ufortyndede mening om Danmarks første socialdemokratiske statsminister:

»Ja Stauning, den skid, han kan vente, til vi kommer Hjem, saa er vi i Træning. Saa fortsætter vi Krigen i Danmark, og Skægaben, han skal faa den første Kugle, for han er Landets største Fascist.«

\ Læs mere

Forskere: Politikerne aner ikke, hvordan man stopper radikalisering

Idealister, eventyrere og socialt marginaliserede

Brødrene Nielsen var langt fra alene om at tage til Spanien af ideologiske årsager.

Politisk engagement var klart den mest almindelige grund til, at danskere blev fremmedkrigere i Spanien, siger Charlie Krautwald, men det var selvfølgelig ikke entydigt.

I sin bog ’De Glemtes Hær’ opridser Morten Møller tre overordnede motivationer for de danske spaniensfrivillige:

• Ideologi – altså mennesker, for hvem deltagelse først og fremmest var en politisk sag – det kunne være alt fra forsvar for demokratiet til at se Den Spanske Borgerkrig som en del af en verdensomspændende, revolutionær kamp med kommunismen som endemål.
• Eventyrlyst – altså en gruppe mennesker, der opfatter krigen som et spændende eventyr, som de gerne vil kaste sig ud i.
• Social marginalisering – altså mennesker, der er drevet af deres egen baggrund på bunden af samfundet.

En »ret naiv forestilling om, hvad krig indebærer«, som Morten Møller udtrykker det, har givetvis været en drivkraft for de eventyrlystne. Men også et Europa uden åbne grænser og en arbejderklasse uden mulighed for at rejse spiller ind.

»Rigtig mange mennesker havde aldrig været uden for landets grænser, så det eksotiske Sydeuropa var helt bestemt et trækplaster for nogle,« fortæller Morten Møller.

Charlie Krautwald stemmer i:

»Det var nogle unge mænd, der for en dels vedkommende aldrig havde været vest for Storebælt.«

Morten Møller tilføjer dog, at social marginalisering var »ubetinget vigtigere« end eventyrlyst for mange af dem, der ikke var ideologisk motiverede.

Cirka halvdelen af dem, der tog afsted, var arbejdsløse ved afrejse, og hele 90-95 procent kom fra arbejderklassen. Nogle havde været kriminelle, mens andre var udfordret af eksempelvis skilsmisse, som der blev set ned på.

Disse elementer gjorde valget om at sætte livet på spil lidt mere ligetil – og så hjalp det også, at soldaterne i de Internationale Brigader blev aflønnet.

»Det var bestemt ikke noget, man blev rig af, men hvis alternativet var en lav arbejdsløshedsunderstøttelse i Danmark, kunne pengene være det sidste skub, der fik folk til at drage af sted,« konstaterer Morten Møller.

\ Læs mere

Hvornår bliver en frihedskæmper til en terrorist?

Frivillige til fronten – med og uden militærtræning

Så hvad lavede brødrene Nielsen, Hans Petersen og de andre frivillige egentlig, mens de var i Spanien?

En hel del, lader det til.

For det første var der brødrene, der var »meget blonde og iøjefaldende kønne«, som en anden frivillig formulerede det.

Hermed egnede de danske brødre sig storartet til propaganda, og der blev sendt mange breve og billeder hjem til Danmark og til Arbejderbladet.

Men Harald, Kai og Aage var ikke bare pyntedukker. De blev sammen med resten af de internationale frivillige hurtigt sat i sving.

»De var primært ved fronten, altså ude at slås. Det handlede især om, at den Spanske Republik havde begrænsede væbnede styrker, da store dele af militæret tilsluttede sig det højreorienterede, fascistiske oprør,« fortæller Charlie Krautwald.

Af de tre brødre havde både Harald og Kai aftjent deres værnepligt, men det gjaldt langt fra alle danske frivillige.

»Der er absolut eksempler på spaniensfrivillige med militær baggrund, men så sandelig også eksempler på det modsatte,« fortæller Morten Møller.

»De (uden militærtræning, red.) vidste nok ikke, hvad de egentlig sagde ja til. Den brutale konsekvens af det var de meget høje tabstal, og at nogle af de danske frivillige kun overlevede dage eller få uger ved fronten,« fortsætter han.

Han nævner blandt andet en britisk frivillig, der efter sigende udtrykte sig således: ’If I can shoot rabbits, I can shoot fascists.’

»Det har nok været en brat opvågning, da han så pludselig stod over for en ret veludrustet, nationalistisk hær, der ovenikøbet fik støtte fra Tyskland og Italien,« siger Morten Møller.

Den første enhed, som Nielsen-brødrene kom med i, var en forløber til de Internationale Brigader ved navn Centuria Thälmann.

Sammen med dette kompagni blev de snart sendt til Huesca-fronten vest for Barcelona.

»De, der havde militærtræning, blev sat til de vigtigere opgaver, så de tre brødre blev placeret i en maskingeværsgruppe. Harald betjente det, for det var han faktisk uddannet i,« fortæller Charlie Krautwald.

Slaget var noget af en ilddåb – ud af 125 mand var der 19 dræbte og 52 sårede. Under kampene blev Harald skadet i hånden af en eksplosivkugle, der slog skytten ved siden af ham ihjel.

Men hvilken forskel kunne en så broget skare af udenlandske frivillige gøre? En ikke ubetydelig én af slagsen, mener både Charlie Krautwald og Morten Møller. De Internationale Brigader deltog blandt andet i slaget om Madrid og holdt stand i overraskende lang tid.

»Isoleret set, så tror jeg da helt klart, at den Spanske Republik var faldet tidligere uden de Internationale Brigader. De har helt klart medvirkende til, at Madrid ikke faldt allerede i ’37,« vurderer Charlie Krautwald.

Brødrene nåede at befinde sig på den iberiske halvø i mellem et og to år, men som historiebøgerne allerede har afsløret, kunne de ikke slå oprøret ned.

Borgerkrigen sluttede officielt i 1939: Republikken havde tabt, og general Franco overtog magten.

Til gengæld overlevede både Harald, Kai og Aage borgerkrigen. Langt fra alle var ligeså heldige – det anslås, at 25-30 procent af de danske frivillige ikke kom levende hjem.

\ Læs mere

Krige er ustyrlige og uforudsigelige

Kampen fortsatte på dansk jord

Brødrene Nielsens kamp i Spanien var afsluttet, men de var ikke færdige med at slås.

Under besættelsen blev de således alle tre medlemmer af modstandsgruppen BOPA, der havde forbindelser til DKP.

Men selvom det virker oplagt, var det altså ikke selvskrevet, at de tre idealister blev en del af modstandsbevægelsen, vurderer Charlie Krautwald.

»Der var overraskende mange danske spaniensfrivillige, der ikke gik med i modstandskampen, og det kan undre én lidt – når man har været villig til at risikere sit liv i et andet land for at bekæmpe fascismen, hvorfor så ikke i Danmark?« spørger Charlie Krautwald.

Men krig har altid en pris, understreger Morten Møller.

»Mange fastholdt deres politiske ståsted, efter de kom hjem, men andre blev stærkt politisk defaitistiske (opgivende, red.) og meldte sig ud af DKP, måske fordi de havde set kommunisterne gøre ting i Spanien, de ikke kunne stå inde for,« forklarer Morten Møller.

Nielsen-brødrene udførte en del industrisabotage for BOPA, og i 1943 var den yngste bror, Aage, med til at sabotere et dansk fragtskib i tysk tjeneste.

Efterfølgende blev Aage ved en stikkers mellemkomst arresteret af Gestapo.

»Aage blev fængslet i Vestre Fængsel og udsat for voldsom tortur, og det døde han af. Han var den første sabotør, der blev tortureret ihjel under krigen – men desværre ikke den sidste,« fortæller Charlie Krautwald. Han fortsætter:

»Det lykkedes for BOPA at få fat i stikkeren, og det endte faktisk med, at det var Harald og Kai, der kørte ham ud i Utterslev Mose og skød ham.«

Brødrene Nielsen skrev i mange af deres breve, at den kamp, de kæmpede i Spanien, også gjaldt Danmark. For hvis det ikke lykkedes at slå fascismen ned i Spanien, så ville den komme og banke på herhjemme.

Charlie Krautwald understreger, at det er vigtigt at læse brødrene Nielsen og de andre spaniensfrivilliges deltagelse i såvel Den Spanske Borgerkrig som modstandsbevægelsen med de rigtige briller:

»Det er væsentligt, at de her mennesker havde forskellige og af og til sammensatte motiver. Men dét, der var drivkraften for en stor del af dem, var ønsket om at gøre noget, der kunne ændre den situation, Europa befandt sig i, med en truende fascistisk mobilisering. «

»Det var politisk engagement, der drev dem – et engagement, der nu og hér handlede om at dæmme op for fascismen. Men på den lange bane ville de jo ændre samfundet.«

Kai og Harald Nielsen overlevede begge besættelsen. De døde i henholdsvis 1979 og 1989.

\ Læs mere

Sådan slår man en stikker ihjel

\ Læs mere

Efter euforien: Hævntørst, drab og kampe i tiden efter Danmarks befrielse

\ Læs mere

Guds eget våben: Danske 'fremmedkrigere' fortæller, hvorfor de kæmper for jihad