Over 100 danskere er rejst til Ukraine for at kæmpe mod russerne, ifølge Ukraines ambassadør i Danmark.
For mange af os kan det måske virke uforståeligt.
Hvordan kan en person, der umiddelbart intet forhold tidligere har haft til Ukraine eller dets befolkning, finde på at hive teltpælene op og forlade familie, venner og sikkerhed for at risikere sit fysiske og psykiske velvære - måske endda sit liv?
Naturligvis kan de specifikke årsager være mange.
Dog peger to forskere, der har nærstuderet fænomenet i tidligere krige, på fællestræk, der måske kan kaste lys over, hvad der driver de danske fremmedkrigere i Ukraine.
Passivitet bliver også et valg
Maja Touzari Greenwood er postdoc ved Edinburgh University og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun blandt andet har forsket i fremmedkrigere i Syrien.
Hun fortæller, at for hendes interviewpersoner, danske fremmedkrigere i Syrien, blev passivitet også et valg:
»De fremmedkrigere, som jeg i min forskning talte med, følte, at de over længere tid havde været vidner til forfærdelige forbrydelser,« fortæller hun til Videnskab.dk.
»Efter noget tid blev passivitet for dem også et valg. De spurgte sig selv, ‘er jeg en person, der ser på, eller som hjælper'. At gøre ingenting ville være lige så stort et valg, som at tage afsted.«
En særlig kilde til frustration for Maja Touzari Greenwoods interviewpersoner var inaktiviteten fra det internationale samfund. Det samme gør sig gældende ved den igangværende krig, fortæller hun:
»Dengang så man et internationalt samfund, der stod på sidelinjen og så til. Mange føler måske, at det er lidt det samme, der sker nu, fordi NATO ikke griber ind. Det bliver også understreget af de interview, jeg har set, med dem, der tager mod Ukraine: De føler sig kaldet til at gøre noget,« fortæller hun.
Det gode mod det onde
Ifølge Politiets Efterretningstjeneste rejste 159 personer fra 2012 og de efterfølgende år fra Danmark til Syrien og Irak.
Det er altså gået stærkt med at mobilisere de danske fremmedkrigere til Ukraine. En af årsagerne skal findes i dækningen af krigen, fortæller Maja Touzari Greenwood:
»Fra dag et har fortællingen om krigen i Ukraine været skåret skarpt op. Vi har en klar skurk i Putin, der laver et overgreb på Ukraine. På den anden side har vi den gode og sympatiske præsident Zelinskyj, der selv er på slagmarken og kæmper for ukrainerne,« fortæller hun.
»Dertil har retorikken været, at der har været tale om ‘hele Europas krig’. Det har været fremsat som, at hvis Ukraine falder, så gælder det hele Europas fremtid. Det står altså meget klart, hvilken side vi er på, og det er en fortælling, der gør det nemt at se sig selv i,« siger Maja Touzari Greenwood.
Hun fortæller, at store, historiske begivenheder også kan have en tiltrækkende effekt:
»Vi lever i en postmoderne verden, hvor der sker meget få historiske øjeblikke. Hvis man har en hverdag, der er præget af mangel på succeser eller mening, kan det for mange være tillokkende at tage afsted,« siger hun.
»Det er en effekt, som krig har haft siden tidernes morgen: Det indgyder livet med stor mening. Vi bærer det med os kulturelt.«
Fællesskabsfølelse med ukrainerne
Kacper Rakewak er postdoc på Oslo Universitets Center for Research of Extremism (C-REX) og har forsket i fremmedkrigere i netop Ukraine siden 2014.
I sin forskning, har han fundet, at motivationerne for de frivilige ofte er meget forskellige og ofte modstridende.
I forhold til den igangværende opblusning af krigen, ser Kacper Rekawek dog et fællestræk:
»De, der tager afsted, fortæller, at de har set en invasion, der har været uretfærdig og unfair, og at de føler, de bør gøre deres for at hjælpe,« siger han til Videnskab.dk.
Han fortæller, at mange af de frivillige føler, de har noget tilfælles med ukrainerne:
»De er europæere, og de er kristne. Med det medfølger en følelse af fællesskab. Når man ser mediernes raportager fra krigen på TV og de sociale medier, så kan det påvirke den enkelte. Især billeder og historier fra krigsområderne har skubbet til fællesskabsfølelsen,« siger Kacper Rekawek.
»Det er klart, at nogle af de frivillige er eventyrlystne. Andre vil måske bare gøre en forskel. Og nogle veteraner er måske blevet afhængige af krig. Men det, der går igen, er, at de har været vidne til noget, de har ment, der har været uretfærdigt,« fortæller Kacper Rekawek.
Statsministeren og ambassaden giver kampen legitimitet
Særligt to ting kan have virket befordrende på dem, der har overvejet at tage til Ukraine for at kæmpe, siger Maja Touzari Greenwood:
For det først det faktum, at danskere har mulighed for at melde sig som fremmedkrigere på den ukrainske ambassade i København.
»Det har givet legitimitet til sagen, at man har kunne melde sig hos den ukrainske ambassade i København. Hvis man bare tog derned, kunne nogle måske være bekymrede for at ende hos grupper, hvor de ikke hører til,« fortæller hun.
»Det virker langt mere overskueligt, når det er et statsligt setup.«
For det andet henviser Maja Touzari Greenwood til et pressemøde, hvor statsministeren blev spurgt til, om det var lovligt at tage til Ukraine og kæmpe. Til det svarede hun, at der ‘ikke noget juridisk til hinder for, at man tager til Ukraine og bidrager på ukrainsk side under konflikten.’
»Det kan give dem, der tænker på at tage afsted, en følelse af at have fået lov,« siger hun
Kacper Rekawek fortæller, at klippet med Mette Frederiksen er blevet kendt i visse forskerkredse.
Han mener dog ikke, at klippet har været nok til at overtale nogen til at tage afsted:
»Måske har hendes udtalelse virket befordrende. Men kun for dem, der højest sandsynligt har været overbevist før,« siger han.
