Sådan slår man en stikker ihjel

Modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer og spørgsmålet om deres berettigelse kom for alvor i fokus med Peter Øvig Knudsens bog ‘Efter drabet’ fra 2001. Nu er der så kommet en erindringsbog, som ikke lægger skjul på noget fra den gang.

Og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at stikkerlikvideringerne var berettigede som nødværge og nødvendig beskyttelse af modstandsbevægelsen, når man læser ‘Holger Danske – Afdeling Eigils sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelsen’.

Bogen kan på mange måder læses som en forlængelse af Øvigs ‘Efter drabet’.

Det er ikke mindre end en utrolig fortælling om den unge mand, Povl-Falk Jensen, der fik dæknavnet Eigil.

Han var opvokset i et solidt borgerligt hjem med en far, der var konservativt medlem af Folketinget, og var selv medlem af Konservativ Ungdom.

Men i stedet for at blive i en god og betroet stilling i en sparekasse, endte Povl-Falk Jensen altså med at blive leder af Afdeling Eigil i Holger Danske.

Den modstandsgruppe i Københavns-området, der likviderede flest stikkere. 19 i alt – hvoraf Povl-Falk Jensen selv trykkede på aftrækkeren 11 gange.

Også en bog om ensomhed

Bogen er netop skrevet af den nu 89-årige Povl Falk-Jensen med dæknavnet Eigil.

Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 80erne, men altså først nu bliver offentliggjort.

‘Holger Danske – Afdeling Eigils sabotager og likvideringer under Besættelsen’ er en sjældent indfølt beskrivelse af unge modstandsfolk i København.

Livet under jorden – og ikke mindst kombinationen af den frygt, fornuft og koldblodighed – som var nødvendig for at overleve som modstandsmand i den danske hovedstad i de sidste krigsår.

Det er også en bog om ensomhed.

Så megen ensomhed, som man kan føle, når man ‘kæmper Danmarks sag’ og ens familie ikke forstår ens aktive modstand mod nazismen eller simpelthen er bange for at yde støtte, når det brænder på med natlogi eller man på anden måde har brug for hjælp som illegal.

Det meste af historien udspiller sig i København, som godt nok ikke var en provins- eller landsby dengang, men alligevel ikke større, end at man hele tiden skulle have adrenalin-pumpen kørende i højeste gear og holde øje med sine omgivelser.

For ifølge forfatteren var der stikkere mange steder.

Folk, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge – eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn.

Flest stikkere i Danmark

Og det er ikke første gang, at Danmark får dette lidet flatterende prædikat med antallet af stikkere.

I forhold til de andre tyskbesatte lande havde vi den største procentdel af stikkere i befolkningen.

Dette synspunkt har tidligere været fremført – uden at det historisk er blevet fastslået.

Men der kan være noget om påstanden, fordi den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne.

Og bogen lægger da heller ikke skjul på, at hvis Eigil og hans afdeling i krigens sidste år havde mødt en mand som den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, som i en radiotale i september 1942 opfordrede befolkningen til at stikke sabotører, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det.

Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 1945.

Rig på detaljer

Det, som gør denne bog til noget særligt i forhold til de fleste andre erindringsbøger af fremtrædende modstandsfolk, er, at den er så rig på detaljer og så flydende og enkel i sit sprog, når Povl Falk-Jensen beskriver livet som illegal og de forskellige sabotage-aktioner og stikker-likvideringer, som hans afdeling stod for.

F.eks. skriver han kort og godt i bogen: ‘Et tog kørte fra Klampenborg Station, og da den sidste vogn var passeret, og larmen stadig var sønderrivende, dræbte jeg ham med et nakkeskud og gav ham af sikkerhedsgrunde et skud bag øret’.

Forinden havde stikkeren ved navn Olsen plapret løs.

Han troede, at Povl Falk-Jensen og hans kammerat var fra det tyske sikkerhedspoliti.

Og jo mere befrielsen nærmede sig – jo mere indædt blev kampen mod HIPO og andre danskere håndlangere i Gestapo og i den tyske sikkerhedstjeneste SD.

Det var barske omstændigheder, som man har svært ved at forstille sig i København.

Men det var ikke det rene vilde vesten med ‘skyd først og spørg bagefter’, når det handlede om Afdeling Eigils opgør med landsforræderne.

Likvideringerne blev gennemført efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor modstandsfolkene i længere perioder skyggede de mistænkte stikkere.

Dermed udsatte de sig selv for større opmærksomhed end i selve gerningsøjeblikket, hvor de skulle trykke på aftrækkeren og slippe af sted fra gerningsstedet hurtigst muligt.

Skudt gennem mørklægningsgardinet

I et andet tilfælde får gruppen skudt en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens han fester i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer.

Og i et tredje tilfælde er det von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt bliver skudt ned i deres fælles hjem.

Hun var nemlig sekretær og højrehånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af HIPO og efterretningstjenesten ET.

En yderst farlig mand, der blev likvideret så sent som den 19. april 1945 af Gunnar Dyrberg og hans folk.

Og så er der opgøret med ægteparret Nielsen med frisørsalon på Frederiksberg, der udgjorde et mødested for de danske håndlangere.

Bl.a. Jørgen Lorentzen og hans elskerinde Anna Lund, der var nogle af de værste torturbødler under besættelsen.

Det lykkes ikke at likvidere frisørmester Nielsen og hans kone under krigen, men de bliver taget kort efter befrielsen, kørt ud i en skov og dræbt med maskinpistoler.

Disse likvideringer kan man selvfølgelig stille et juridisk og moralsk spørgsmål ved, fordi alle likvideringsordrer blev annulleret efter befrielsen.

På den anden side er nedskydningen forståelig, fordi Povl Falk-Jensen og hans folk havde mistet så mange af deres kammerater, fordi ægteparret var stikkere i stor stil.

Sidste udkald

Det er ved at være sidste udkald for erindringsbøger fra aktive modstandsfolk fra besættelsen – af helt naturlige årsager.

Til gengæld har det ikke skortet på bøger om emnet, skrevet af bl.a. historikere.

Ofte kan man få det indtryk, at historikere rynker på næsen af disse erindringsbøger fra dem, som var med dengang, fordi de i sagens natur ikke er objektive eller kan opstille en kildeliste på størrelse med en Storebæltsbro bag i bogen.

Og selvfølgelig er der noget om snakken. Bare ikke altid.

Det store problem ved en del af de bøger, skrevet af historikere, der handler om besættelsen, er, at kilderne skygger for den fortløbende fortælling. Eller sagt på en anden måde:

At vi som læsere får nogle øjenvidneskildringer fra dengang, hvorefter historikeren bryder ind og sætte dem i en historisk ramme. Desværre er det ofte hæmmende for læsningen af ‘den fortløbende historie’.

Det skal dog understreges, at vi har talentfulde historikere i dette land, som kan kunsten at sammenkæde kilderne med den fortløbende historie.

Men vi mangler kapaciteter som fx de tre britiske historikere og dokumentarister Norman Davies, Laurence Rees og Antony Beevor, som i den grad kan kunsten at flette kilderne ind i historien, så man som læser både bliver følelsesmæssigt grebet og historisk klogere på samme tid.

Under alle omstændigheder blev jeg både klogere og absolut grebet af Povl Falk-Jensens erindringsbog. Det er en af de mest spændende bøger om besættelsen i mange år.

“Holger Danske – Afdeling Eigils sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelsen”, skrevet af Povl Falk-Jensen og udgivet på Frihedsmuseets Venner Forlag. Bogen er på 368 sider, koster 125 kr. og kan købes på Frihedsmuseet i København.