Er vores fantasi det mest afgørende svar på, hvad der adskiller os mennesker fra dyr?
En skare af forskere ser på en gang vores evne for fantasi som en drivkraft i menneskets evolution og som et produkt af den. For ikke nok med at vi er dygtige, opretstående og tænkende menneskeaber.
Vi tænker også på en særlig måde.
Menneskers kognition – det vil sige den måde, vi tænker og oplever på – har modsat dyr, der kun lever i det, kognitionsforskere kalder den ‘primære bevidsthed’ (se for eksempel her og her), fået et helt ‘ekstra lag’ af mentale billeder.
Med varierende fortegn fungerer disse mentale billeder som et indre lærred til kreativ skabelse, et rum for tilværelsens skiftende drømme eller som en slags mentalt værksted og laboratorium, hvor vi kan pusle med små bidder af verden i vores eget tempo.
Endda helt uden virkelige konsekvenser, før vi omsætter dem til handling.
\ Tænkepauser
Andreas Lieberoth har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Fantasi’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Fantasi’ er nummer 83 i serien og udkommer den 2. november 2020.
Læs mere om bogen her.
Selv om vi stolt har givet os selv prædikatet ‘Homo sapiens‘, det tænkende menneske, er det ret klart, at andre dyr – fra elefanter til edderkopper – også ‘tænker’ og har avancerede hjerner.
Du og jeg er tænkende menneskeaber – men årtusinders spor af blandt andet fantasi og forestillingsevne var med til at adskille vores forfædre fra de nulevende chimpanser og dværgchimpanser, som vi ellers deler godt 99 procent af vores gener med.
Løvemennesket: Et produkt af fortidsmenneskets fantasi
Vi ved ikke helt, hvornår fantasien opstod. Men vi kan se dens spor. For cirka 40.000 år siden færdedes tidlige mennesker i tre klippehuler i det sydtyske landområde, der i dag hedder Bayern.
Vi ved ikke så meget om dem, eller hvad de lavede derinde, men i 1930’erne fandt tyske arkæologer resterne efter deres ophold. Blandt andet indsamlede de en masse små stumper elfenben fra hulegulvet.
Men så kom 2. verdenskrig og satte alt videnskabeligt arbejde i bero, og først i 1969 blev stykkerne genfundet og sat sammen til en lille figur, der forestillede en blanding mellem løve og menneske: Der Löwenmensch.
Sammen med fund fra nogenlunde samme periodes Frankrig, heriblandt et berømt hulemaleri af en ‘gud’ eller ‘troldmand’ i Trois-Frères-hulen, regner forskere Løvemennesket for et tegn på, at vores europæiske forfædre allerede ved deres ankomst til disse egne var dygtige til at forestille sig væsener, der ikke fandtes i virkeligheden.
Vi ved ikke, hvad hulens beboere brugte Løvemennesket til, eller hvem der med flinteredskaber sirligt skar det ud af et stykke mammuttand, men vi kan forestille os, at figuren optrådte i historier, som de tidlige europæere fortalte hinanden i de lange kolde vintre.
Figuren kan også have tjent som en pyntegenstand, et redskab til at få magten over overnaturlige kræfter eller som et stykke legetøj til hulens børneflok.
Sådan er det med arkæologi. Vi kan kun gisne.
Den sydafrikanske hulemaleriforsker David Lewis-Williams har overvejet, om fortidsmenneskene i samme grad kunne adskille fantasi og virkelighed, som vi nu kan.
Hulemalerier kunne være billeder af hallucinationer eller forsøg på at lave porte til åndernes verden.
Men Løvemennesket har med sikkerhed krævet møje og besvær ud over en vild nat på svampe, så den viser ret tydeligt, at mennesker for 40.000 år siden for længst havde udviklet evnerne til at forestille sig overnaturlige væsener, fabeldyr, guder og helte med dyrs egenskaber.
Og at de kunne sætte sig ned og dedikere sig til at føre et kunstværk ud i livet.
Vores forfædres sociale liv førte til fantasien
En appellerende teori populariseret af den engelske arkæolog Steven Mithen er, at fortidshjernen op til Løvemenneskets tid begyndte at udvikle forbindelser, der tillod ellers adskilte neurale områder at arbejde sammen.
De associationsområder, der gemmer informationer om dyr, kunne pludselig møde dem, der var særlig velegnede til at tænke på mennesker, og vupti: løvemenneske!
Arkæologer med interesse for sindets udvikling kalder denne overgang den ’symbolske revolution’, fordi vi for første gang får håndgribelige beviser for, at vores forfædre var begyndt at tænke på en ny og hidtil uset måde.
De fleste forskere er også enige om, at de tidligste versioner af menneskehjernens unikke sprogcentre var med til at dreje vores evolutionære rejse ind på et nyt spor.
Udviklingen af sproget er en vigtig del af menneskets mere sofistikerede former for fantasi, fordi sproget ‘peger ud’ på det, der ikke nødvendigvis er foran tilhøreren.
Men vi ved faktisk ikke, om billeder eller ord, sang eller tegnsprog kom først, eller hvordan fantasien præcis blev påvirket af vores sproglige udvikling i perioden op til den symbolske revolution.
Til gengæld ved vi, at sproget ikke blot gjorde det muligt for vores forfædre at udtrykke sig, men også bidrog til, at de kunne forstå hinanden og verden.
Med andre ord var vores forfædres sociale liv nok med til at drive fantasiens fremkomst.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
\ Læs mere
Fortidsmenneskers værktøj viser spor af tidlig fantasi
40.000 år kan lyde som lang tid, men fundene i Trois-Frères-hulen og de bayerske huler er relativt nye.
I hvert fald hvis vi sammenligner dem med de tidligste tegn på, at nutidsmenneskets fjernere forfædre var ved at erhverve sig hidtil usete kognitive evner, der skulle lægge grunden for nutidsmenneskets kreativitet og brug af fantasien som en slags mentalt laboratorium.
I Afrika finder vi to-tre millioner år gamle skærvedynger og ‘hammersten’ – disse rester efter simple stenbrud er de ældste vidnesbyrd om, hvordan tidlige arter lavede stenværktøj som primitive dolke og skrabeknive.
Disse værktøjsmagere må have været menneskeaber med hjerner halvt så store som vores.
Ved første øjekast har et par oldgamle skarpe sten måske ikke så meget at gøre med den fantasi, der frembragte Løvemennesket, men vi må tænke fantasi mere bredt.
I praksis er fantasifulde fabeldyr rigtignok ikke så nyttige på den afrikanske savanne, men det er fremsyn og evnen til at tænke sig til andres hensigter til gengæld.
Og det kræver faktisk en lang serie af tanker, der rækker væk fra øjeblikket, at frembringe et stykke værktøj.
Fantasien var en forestilling om i morgen
Lad os sige, at en urkvinde gerne ville have en kniv til at partere bytte med: Først skulle hun være fremsynet nok til at huske, at en skarp genstand bliver praktisk, når stammen har fået fingre i en død ur-gnu.
Forinden skulle hun have forstået, at skarpe sten ikke bare dukker magisk op i hænderne på jægeren. Hun må have holdt øje med mere erfarne værktøjsmagere og have indset, at de havde en plan med at banke løs på en sten i timevis.
Dernæst skulle hun finde den rigtige flintesten imellem alverdens ubrugelig kalk og granit og bringe den hen til ‘værkstedet’, hvor der stod en stor sten, som stammen brugte som en primitiv ambolt.
Og hvis hun havde held til at lave sig en slags dolk, skulle hun huske at tage den med, næste gang der var udsigt til død gnu.
Kvinden kunne selvfølgelig have lavet sit simple redskab ved hjælp af ren imitation. Det ser vi blandt andet hos chimpanser, der har simple stammekulturer, hvor de unge dyr … nå, ja … efteraber de ældres vaner på tværs af mange generationer.
Måske eftergjorde hun bare de andre i stammen og opdagede, at den skarpe kant gjorde ondt.
Men fundet af primitive ‘værksteder’ viser arkæologerne, at vores forfædre på dette tidspunkt og på dette sted var i gang med at få ideer, planlægge, koordinere og lære af hinanden på måder, der tyder mere på forstand end på held: Selv om de ikke havde brug for flinteredskabet i samme øjeblik, har de stadig siddet sammen, over for hinanden, og arbejdet.
Det kan man se på mønstrene af de mange flinteskærver, sådan et arbejde kaster af sig.
Fortidens menneskeaber har altså tænkt langt nok ud i fremtiden til at skabe og medbringe erstatninger for de kløer, som rovdyr som sabeltigre og hyæner er udstyret med fra naturens hånd.
De har kunnet forestille sig glimt af, hvad morgendagen ville bringe, og har rustet sig til den.
