KORT NYT FRA UDLANDET:
Ifølge ny forskning indeholder en god undskyldning seks basale elementer. Jo flere af dem du inddrager, jo mere sandsynligt er det, at folk vil tage imod din undskyldning. Det skriver huffingtonpost.com.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Negotiation and Conflict Management Research.
»Undskyldninger virker virkelig. Men man skal være sikker på, at man inddrager så mange af de seks elementer som muligt,« siger Roy Lewicki, hovedforfatter af studiet og professor på Ohio State University, ifølge sciencenewsline.com.
Og her kommer den så: Opskriften på den perfekte undskyldning med de seks punkter – rangeret med det vigtigste punkt først:
1. Anerkendelse af ansvar
2. Tilbud om at rette fejlen og gøre det godt igen
3. Beklagelse – rent faktisk at ytre ordet ’undskyld’
4. Forklaring af, hvad der gik galt
5. Erklæring af, at man ikke vil lade det samme ske igen
6. Anmodning om tilgivelse
Forskerne testede i to separate eksperimenter, hvordan 755 personer reagerede på at læse undskyldninger, der indeholdt alt fra et til seks af disse elementer. De skulle vurdere, hvor effektive, troværdige og fyldestgørende de forskellige former for undskyldninger var.
Resultaterne viste, at man ikke nødvendigvis behøver at inddrage alle seks elementer for at få en velfungerende undskyldning, men at de mest nødvendige elementer helt sikkert er de første to. Element tre til frem deler tredjepladsen, og element seks kan man undlade og stadig opnå tilgivelse, hvis man er heldig.
Roy Lewicki pointerer, at det kunne være væsentligt også at studere, hvordan folk reagerer på mundtlige undskyldninger, der bliver givet ansigt til ansigt. Følelser, ansigtsudtryk, øjenkontakt og stemmerøst kan nemlig også spille ind på, hvor troværdig man regner undskyldningen for at være.
Læs også:
Jeg undskylder, derfor har jeg ret
Hvor meget kan forskere sige under en valgkamp uden at miste troværdighed?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd