Det europæiske samarbejde spiller en helt central rolle for alle danskeres hverdag. Mange vigtige politiske beslutninger træffes således i dag i Bruxelles. Alligevel er det europæiske samarbejde faktisk sjældent på den politiske dagsorden.
Dette ses mest tydeligt i forbindelse med folketingsvalg, hvor emnet stort set aldrig har spillet nogen væsentlig rolle.
I den politiske hverdag spiller EU en vis rolle, fordi partierne på Christiansborg bruger mange kræfter på at forholde sig til direktiver og andre udspil fra EU-systemet, men det er sjældent, at det europæiske samarbejde fylder meget i den politiske debat.
Det er stort set kun i forbindelse med folkeafstemninger, at emnet får væsentlig politisk opmærksomhed. At det forholder sig sådan, kan man se ved at se nærmere på de udspil eller oplæg, som de politiske partier producerer op til hvert valg. Partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti giver næsten altid emnet betydelig opmærksomhed, mens andre partier, særligt Venstre og Socialdemokratiet, stort set altid ignorerer emnet.
EU spiller heller ikke nogen rolle, hvis man i forbindelse med valg spørger vælgerne, hvilke emner de finder vigtige for politikkerne at tage sig af.
Nogle partier forsøger at tage EU-spørgsmålet op - men uden held
Man kan umiddelbart tænke sig mange grunde til, at emnet på trods af sin væsentlighed, får så ringe politisk opmærksomhed udenfor folkeafstemningssituationen. En forklaring kunne være, at politikerne ikke tager det op, fordi det ikke interesserer befolkningen.
Den høje valgdeltagelse ved folkeafstemningerne, ofte højere end ved folketingsvalg, indikerer imidlertid ikke mangel på interesse fra befolkningen. En anden forklaring kunne være, at der simpelthen mangler et politisk parti, som fokuserer på emnet.
Det har i høj grad været de folkelige bevægelser, der har haft fokus på emnet. Der er imidlertid partier i det danske partisystem, som forsøger at tage emnet op.
De EU-kritiske partier, især Enhedslisten og Dansk Folkeparti forsøger som sagt at bringe emnet op på den politiske dagsorden, også i forbindelse med valgkampe, men uden held. Spørgsmålet er hvorfor?
Den partipolitiske dagsorden
Man kan få et bud på en forklaring ved at anskue spørgsmålet ud fra et mere generelt spørgsmål, nemlig hvad skal der til for at emner finder vej til, hvad man kan kalde 'den partipolitiske dagsorden'.
Hermed menes en dagsorden, som eksisterer på tværs af partier, og som skabes af deres fælles opfattelse af, at nogle emner er vigtige, og at de derfor bliver nødt til at forholde sig til dem om de kan lide det eller ej.
Den partipolitiske dagsorden er styret af konkurrencen mellem de politiske blokke om at få regeringsmagten, hvor de store partier, som konstituerer regeringsalternativerne, spiller en dominerede rolle.
Det er et af de partier, dvs. Socialdemokratiet, Venstre og tidligere også de Konservative, som har mulighed for at bringe emner på den partipolitiske dagsorden, og omvendt hvis ingen af dem har nogen interesse i at diskutere et givet emne, så har emnet svært ved at komme på den partipolitiske dagsorden.
Hvorfor kommer noget på dagsordenen
Det betyder, at skal vi have en nærmere forståelse af, hvad der kan bringe emner på den partipolitiske dagsorden, så må vi se på, hvilke incitamenter de store partier har til at forsøge at bringe emner på dagsordenen. Her er der to typer af incitamenter, der skal gøre sig gældende.
For det første er det afgørende for de store partier, at de mener at have vælgerflertallet på deres side på et givet emne. Der er ikke nogen af de store partier, som klart kan regne med at have vælgerne på deres side på EU-spørgsmålet, også selvom de skulle vælge at indtage en mere EU-kritisk position end i dag. Hvad befolkningsflertallets holdning til EU er, afhænger i høj grad, hvordan EU-spørgsmålet vinkles.
Hvis EU diskuteres med udgangspunkt i dets økonomiske konsekvenser, er befolkningen, som udgangspunkt positive, men hvis EU diskuteres som et spørgsmål om national selvbestemmelse, bliver befolkningsflertallet mere kritisk.
Med hvilket udgangspunkt EU skal diskuteres er ikke givet på forhånd. EURO-afstemningen i 2000 tegnede som udgangspunkt til at fokusere på de økonomiske konsekvenser, men endte som en diskussion om nationalselvbestemmelse med et efterfølgende »nej« fra vælgerne
For det andet er koalitionsincitamenter vigtigt for de store partier. De vil gerne undgå at skabe stor opmærksomhed om emner, som ikke passer ind i den højre-venstre dimension, som strukturerer koalitionsdannelse i dansk politik, særligt i forhold til regeringsmagten.
Fordi EU er kendetegnet ved, at fløjpartierne som Enhedslisten og Dansk Folkeparti er EU-skeptiske og de store partier omkring midten er EU-positive, så er EU ikke et tiltrækkende emne at politisere for de store partier, som definerer regeringsalternativerne.
Hvis for eksempel Venstre søgte at øge opmærksomheden omkring EU ved at indtage en EU-skeptisk position, så ville partiet pludselig befinde sig sammen Enhedslisten, som det i øvrigt har meget lidt tilfælles med og ikke ville kunne basere regeringsmagten på. Dette gør EU uattraktivt at fokusere på for de store partier.
EU og den partipolitiske dagsorden
Lægger man de vælgermæssige og koalitionsmæssige incitamenter sammen, så er der gode grunde til, at de store partier, som definerer regeringsalternativerne i dansk politik, ikke finder det attraktivt at fokusere på EU.
Begge sider har mere attraktive emner at fokusere på, og så betyder det mindre, at der er partier, som Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som i forbindelse med for eksempel Folketingsvalg søger at skabe opmærksomhed om emnet.
De store partier er, når de er enige om det, faktisk i stand til at holde emner væk fra den partipolitiske dagsorden uanset at et ellers succesfuldt parti som Dansk Folkeparti gerne vil fokusere på emnet.
Det kan her være tankevækkende at sammenligne med flygtninge- og indvandrerspørgsmålet, som Dansk Folkeparti også har fokuseret på, men som er blevet fast etableret på den partipolitiske dagsorden.
Forskellen har været, at her har Venstre haft både vælgermæssige og koalitionsmæssige interesser i at skabe opmærksomhed om emnet. Partiet har klart haft vælgerflertallet på sin side med et krav om en stram udlændingepolitik, og emnet har ikke skabt nogen væsentlig intern uenighed i VKO-blokken, som er Venstres udgangspunkt for at vinde regeringsmagten.
Opsummerende er det bemærkelsesværdigt, at selvom EU spiller en stor rolle for det danske samfund, og befolkningen, når den i forbindelse med folkeafstemninger skal forholde sig til emnet, viser stor interesse for det, er de store partier, der definerer regeringsalternativerne, faktisk i stand til at holde emnet væk fra den partipolitiske dagsorden.
Også selv, når der har været en intens folkelig debat som for eksempel i forbindelse med EURO-afstemningen i år 2000, så betyder det ikke, at emnet bagefter bider sig fast på den partipolitiske dagsorden.
Det er imidlertid vigtige at understrege, at der ikke ligger nogen konspiration eller hemmelig aftale bag de store partiers manglende fokus på EU-spørgsmålet. Når de ignorerer emnet, er det fordi, at ingen af dem har politiske incitamenter til at tage det op.
