Vores kulturhistorie hviler på outsidere fra overklassen

Hvad karakteriserer religiøse grupper, som trækker sig tilbage fra verden, og som samtidig ikke kan slippe fra også at være i den almindelige verden?

Det spørgsmål er en tværfaglig forskningsgruppe under ledelse af teologer fra Københavns Universitet ved at undersøge.

»Umiddelbart er der verdener til forskel mellem en ensom eremit på toppen af en klippe, strenge klosterordener i 1600-tallet og alternative samfund i dag. Men vi håber at udvikle en metodik, der kan bruges på tværs af kulturer og tid,« siger professor Mette Birkedal Bruun.

Hun leder forskningsprojektet ’Solitudes – Withdrawal and Engagement in the long Seventeenth Century’, som blandt andet undersøger, hvilke redskaber outsider-grupperne bruger for både fysisk og mentalt at søge ind i deres eget univers med egen tro og overbevisning og holde sammen i deres særlige fællesskaber. (Se også boks under artiklen)

Fordi outsiderne er under pres fra den almindelige omgivende verden, som de jo også er en del af, bruger de mange forskellige hjælpemidler og kunstarter. Dels til at fastholde deres overbevisning og styrke sammenholdet, dels til at involvere sig i det almindelige samfund og omvende andre mennesker til deres særlige trosretning.

Bevægelserne er præget af overklassen

Forskerne fokuserer på 10 meget forskellige kristne samfund i perioden mellem Reformationen og Oplysningstiden i 1600- og 1700-tallet - også kaldet Barokken.

De forskellige grupper er interessante, fordi den europæiske kulturhistorie, som den udfolder sig i denne periode, i nogen grad hviler på dem og er udviklet gennem dem og deres ’produkter’.

»Når man sulter, fryser eller ikke kan forsørge sine børn, er der ikke overskud til at have overordnede overvejelser om tilværelsen. Derfor er det karakteristisk, at mange af de mennesker, som vælger at gå væk fra mainstream, har overskud - mentalt og materielt. Og de kommer til at præge udviklingen,« siger Mette Birkedal Bruun, der er professor i kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet og samarbejder med forskningslektor Sven Rune Havsten fra samme fakultet om projektet.

Fra middelalderen til rock ’n roll

Idealet om en afsondring fra verden og den kulturelle hovedstrøm – uanset om afsondringen er religiøs, kunstnerisk eller politisk – udgør en grundtone i vores kulturhistorie: Fra Middelalderens katedralbyggeri via det romantiske geni til rock 'n roll.

»Det er overskudsmennesker, der har kræfter til at søge nye veje, hvad enten vi taler om at etablere klostre, missionere eller opbygge en Thy-lejr eller Christiania. I den periode, vi studerer, stod disse afsondrede religiøse grupper bag en masse religiøse og kulturelle initiativer. De oprettede klostre, skoler, bidrog i litterære saloner, skabte musik og anden kunst,« fortæller Mette Birkedal Bruun.

Indtil videre er forskerne kommet frem til, at der både er store forskelle og mange fællestræk i, hvordan forskellige ’skoler’ og trosretninger udøver og forstærker deres følelse af at være i verden - og så alligevel ikke være der.

Overdådighed og sultende masser i modsætningernes tid

Forskerne slår i deres projekt ned på tidsperioden 1600-1700tallet, fordi der i den periode skete rigtig meget nyt. Mange grupper skilte sig ud, samlede sig om særlige idéer og frembringelser og om ønsket om at forandre deres egen virkelighed, folk omkring dem og fremtiden.

»Netop i denne periode var der stor nød. Europa havde været gennem den udmarvende 30 års krig, masserne sultede, og efter krigen fulgte plyndring og sygdom. Rædslerne gav en tilskyndelse til at tænke over meningen med tilværelsen og til at søge den i særlige miljøer og via kunstneriske frembringelser. Det skaber poler og modpoler, der gensidigt forstærkede og bekræftede hinanden i deres særlige overbevisning,« forklarer Mette Birkedal Bruun.

1600-tallet er modsætningernes århundrede. I Frankrig lever Solkongen Ludvig den 14. med sit hof i Versailles i pomp og pragt. På den anden side blomstrer en særlig asketisk livsform frem, hvor streng faste, pisk og andre former for ydmygelse står helt centralt.

Æstetik og religion påvirker hinanden

I 1693 besøger Ludvig den 14.’s bror, Philippe af Orléans, klostret La Trappe med sine 50 soldater. De overholder klostrets strenge diæt – men vin har de i forvejen fået sendt til klostret.

Philippe tager en humpel af La Trappes tørre brød med tilbage til Versailles, hvor det bliver beundret som et vidnesbyrd om det hårde fromme liv i klostret. Samme år dør tusinder af franskmænd i en voldsom hungersnød, fortæller Mette Birkedal Bruun.

Trods sin meget afsides beliggenhed fandt over 6.000 gæster ude fra årligt vej til La Trappe for at komme nærmere Gud i selskab med de fromme munke.

Andre eksempler viser, at æstetik og religion også påvirkede hinanden i perioden.

»En kunstner som Jean Racine deltager i høj-litterære diskussionsklubber såsom den parisiske salon Hotel de Nevers. Han skriver bibelske skuespil til den adelige pigeskole Saint-Cyr, lige syd for Versailles. Den skole blev grundlagt af hustruen til Ludvig den 14., Madamme de Maintenon. Og stykkerne, som eleverne opførte, blev brugt til, at de kunne blive opdraget til fromhed.«

Guld fra oven giver tilnærmelse til det himmelske

Guld havde stor betydning som ét af de forskellige virkemidler, der kunne bringe én i den mest inderlige tilstand med et symbolsk ladet rum omkring sig selv eller gruppen – både i det private fromme liv og i kirkeudsmykning.

»Guld er værdifuldt og bliver symbol på det himmelske. Guldet opfattes som en måde at repræsentere det himmelske i verden på, mens man er på jorden,« forklarer Mette Birkedal Bruun.

Mette Birkedal Bruun understreger, at et fællestræk for projektets grupperinger og trosretninger også er ønsket om at forandre verden. Ikke gennem blodige revolutioner men stille og roligt gennem deres egne eksempler og gennem den kunst og andet, som de frembragte – nogle mere direkte ved at rejse ud og missionere.

»Flere grupper gør det blandt andet via æstetik i de bygninger og værker, de frembringer. Andre som i Saint Cyr og fra samfundet Halle syd for Berlin ved at opdrage den næste generation i deres tro og moralske værdier, der både er meget kollektive og meget individuelle. I Halle også ved at sende missionærer ud i verden – nogle så langt som til Sibirien og Indien. De udøver på en måde en ikke-revolutionær, langstrakt omvæltning,« siger Mette Birkedal Brun.

Grupperne markerer deres anderledeshed i kunsten

Omdrejningspunktet for forskningen er forholdet mellem afsondring og engagement i verden, og de kontraster, der står skarpt i dette dynamiske spændingsfelt.

»Som folk i Halle, der lever afsondret bag en mur med egne skoler og strenge påbud om at blive inden for for så hver søndag i samlet flok at drage til den lokale kirke uden for og dér blive konfronteret med folk, som lever et helt andet liv”, fortæller Mette Birkedal Bruun.

Den strenge afsondrethed her og hos andre grupperinger i samme periode bliver understøttet af en rig produktion af tekster, musik, skuespil, bygninger, udsmykninger, andagtsbilleder, gravmonumenter m.m.

»Alt sammen noget, der understøtter deres særegenhed og demonstrerer den over for det øvrige samfund,« pointerer Mette Birkedal Brun.

I projektet skal en bunke af dette materiale undersøges nærmere.

»Musik, kunst, litteratur, sang og bøn er nogle af de mest brugte hjælpemidler. Alle bliver de brugt til at realisere og fastholde en tro og en særlig retning i tilværelsen - og til at søge inderligheden i troen,« siger Mette Birkedal Bruun.

Fremmede i denne udgave af tilværelsen

Et naturligt fællestræk er, at de personer og grupper, som går deres helt egne veje, føler sig uden for den almindelige verden, der omgiver dem, og koncentrerer sig målrettet om et særligt sæt værdier, en anden moral og stræben.

»De føler sig fremmede i den almindelige verden, og for de stærkt religiøse grupper er det jordiske liv en slags eksil, de må udholde. Et sted, hvor man konstant gør sig umage for at leve det liv, der giver bedst chance for at nå et himmelsk paradis, når det naturligt kommer – selvmord er absolut forbudt,« fortæller Mette Birkedal Bruun.

I den fysiske verden, de nu er i, drejer det sig både om at være succesfuld i at praktisere tilbagetrækning, inderlighed og privathed og kunne agere passende i samfundet:

»Det gælder om på den ene side at skille sig ud og markere det på en tydelig, helst positiv måde, og samtidig indgå aktivt i samfundet – så deres udgave af afsondrings-tankegangen kan blive udbredt. En vanskelig balance,« siger Mette Birkedal Bruun.