Sagnlandet Lejre fylder 50 år i år. Det arkæologiske forsøgscenter fejrede fødselsdagen 21. juni med en stor solhvervsfest. Her kunne gæsterne for første gang se den ny runesten, Gunvalds Sten, som foreningen Sagnlandets Venner har foræret stedet.

Gunvalds Sten er en kopi af Snoldelevstenen. En runesten fra Snoldelev, der blev opdaget i 1770 og nu står i Nationalmuseets runehal.

Seniorforsker Lisbeth Imer fra Nationalmuseet er ekspert i runer. Hun indviede den nye sten med en tale, hvor hun forklarede, hvad man kan se på stenen. Videnskab.dk bringer her hendes tale:

---------------------------

Et af de spørgsmål man oftest bliver stillet som runolog er: »Hvad står der?«

Og når man så har oversat direkte hvad der står, kan man somme tider opleve, at folk har et lidt tomt eller måske fjernt udtryk i øjnene, og det er der sådan set ikke noget at sige til.

Sådan en indskrift, som den vi har fået afsløret her i dag, fremstiller nemlig det dansk, som man talte i Danmark for over 1000 år siden, og det var selvfølgelig helt anderledes end det dansk, vi taler i dag.

At byde gæster noget at drikke var en del af moralkodekset

Sprog udvikler sig hele tiden, hvad enten vi vil det eller ej.

Men der er også nogle andre symboler på stenen. Indskriften er ristet delvis hen over et hjulkors, som er et religiøst symbol fra bronzealderen, og der er også et svastika – et hagekors, som i jernalderen havde en helt anden betydning – og en stor betydning, for det var nemlig et symbol for solen.

Og så er der et tredje symbol, som er dannet af tre drikkehorn, der er flettet sammen.

Det at byde folk noget at drikke, når man fik gæster, var en vigtig del af jernalderens og vikingetidens kultur, det var simpelthen en del af moralkodekset, ja det er det jo for så vidt stadig den dag i dag, og derfor havde drikkehorn en enorm betydning, helt op i middelalder og renæssance.

Historier, myter og legender var vigtige for folks identitet

Stenen har altså været brugt som monument, hvor man har ristet vigtige symboler og budskaber i en periode på over 2000 år fra bronzealderen og frem til jernalderens slutning i 700-årene, hvor runeindskriften stammer fra.

Gunvalds sten, søn af Roald, thul på Salhøje
står der på stenen. Den blev altså sat for at ære og mindes en mand, der hed Gunvald, som var søn af Roald, og en af de to – vi kan ikke ud fra indskriften se hvem – var thul på Salhøje. Og hvad er nu det for noget?

Ordet 'thul' bruges ikke længere i dansk, for den titel har vi nemlig ikke længere brug for, og vi har ikke haft det i mange hundrede år, siden vi begyndte at nedfælde love, regler og historier.

Ordet er beslægtet med det oldislandske þulr, som betyder 'taler, vismand eller skjald'. En 'thul', altså 'taler' eller 'vismand', har formentlig haft det hverv at huske samfundets love og regler og selvfølgelig også de historier, myter og legender, som var vigtige for folks identitet, og han skulle på given foranledning kunne fremføre dem.

Når vi finder sådan en titel på en runesten, så viser det den betydning, som det talte ord havde i oldtidens samfund, hvor skrift var en sjældenhed.

Skrift blev ikke brugt ret meget

Gunvald og Roald boede på en gård eller i en bebyggelse, der hed Salhøje, det vil sige ’højene med salene’, det må altså have været et sted med nogle gravhøje, hvor der har været bygget nogle haller i stil med dem man har fundet her i Lejre og andre steder.

Det var sådan nogle steder, de førende familier i Danmark boede, dem der havde magten. Vi tror nok, at Salhøjene er den lille landsby, som i dag hedder Salløv, og som ligger i nærheden af Snoldelev, men arkæologerne har desværre aldrig fundet hallerne – eller salene.

Indskriften blev til i en periode af Danmarkshistorien, hvor skrift ikke blev brugt til ret meget andet end korte meddelelser som denne her. Der er ingen skriftlige kilder, som fortæller om de politiske forhold i Danmark, og vi kender derfor ikke Gunvald og Roald fra historiebøgerne.

Sådan er det med langt de fleste af de flere hundrede personer, som omtales på de danske runesten fra vikingetiden. Vi har ikke mulighed for at følge deres liv og bedrifter i andre kilder, men deres navne puster liv i historien. Og derfor er runeindskrifterne så vigtige for vores oplevelse af fortiden.