Løgn, bedrag og vildledning er en del af enhver krig, der er blevet udkæmpet gennem verdenshistorien.
Kommunikation er et kraftfuldt våben, og den part, der styrer fortællingen om krigen, kan hurtigt få magten på slagmarken også. Om fortællingen så bygger på falsk information – det er mindre vigtigt.
»Vildledning fylder rigtig meget i krig, men også i diplomati og efterretning,« fortæller krigsforsker Gorm Harste, der har en doktorgrad i statskundskab og er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
»Når krigen raser, bliver der cirkuleret mange informationer. Nogle af dem er rigtige, men andre bliver plantet for eksempel med det formål at afskrække fjenden. Man regner selvfølgelig med, at der er spioner omkring én, der kan bringe informationerne videre,« siger han.
Faktisk er det svært at have diplomati uden spionage, fordi du er nødt til at vide, hvad der egentlig er op og ned i det, de andre siger.
Desinformation styrker fjendebilledet
Spredningen af falsk information kan altså ske som efterretninger blandt de nationer, der er involveret i krig, men løgnene kan også have et bredere mål.
Internettet og de sociale medier gør det muligt at rette sine løgne mod et stort og civilt publikum, og på den måde kan man lykkes med at vende folkestemningen.
Spredningen af falsk information har flere formål. Det kan for eksempel være at:
- Legitimere, at man invaderer et andet land
- Styrke fjendebilledet af modstanderen
- Afskrække modstanderen ved at tegne et overvurderet billede af egne evner på slagmarken
- Vinde folkelig opbakning til sin krig ved at overdrive – eller måske helt opfinde – succeser
Falsk information har mange navne: Misinformation, desinformation, fake news og propaganda. Læs, hvordan de fire begreber adskiller sig fra hinanden, i faktaboksen senere i artiklen.
Her får du tre nedslag i historien, hvor spredningen af falsk information har været brugt i krig og konflikter.
Vi begynder med den aktuelle krig i Ukraine.
1. Ruslands nyhedsdækning er et ekkokammer for falsk information (2022)
Rusland har invaderet Ukraine, krigen raser, og hele verden følger med. Men når russere tænder for nyhederne, er det et helt andet billede, de bliver præsenteret for.
Præsident Putin og regeringen fører en hård kontrol med medierne – både de statsejede og de uafhængige. Sidstnævnte er der ikke mange tilbage af, efter man har indført fængselsstraf på op til 15 år for at ‘sprede falsk information om krigen’.
Man må efter ordre fra det russiske censuragentur Roskomnadzor heller ikke bruge ordene ‘krig’, ‘invasion’ eller ‘overgreb’, når man omtaler det, der sker i Ukraine. I stedet skal man kalde det for ‘en militær specialoperation’.
Det forklarer Kristina Aleksandrovna Pedersen, der er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og forsker i autoritære regimers kontrol af medier, og hvilken betydning kontrollen har i forhold til, om regimet kan bestå.
»Det russiske styre har arbejdet længe på at vinkle fortællingen om, hvad der foregår i Ukraine. De siger, at de er i landet for at ‘demilitarisere’ en regering, der begår folkedrab og for at udrydde neonazistiske grupper, og de statsstyrede medier støtter den fortælling ved ikke at nævne invasionen med et ord,« siger hun.
Historierne har tjent som forklaring på, hvorfor det var nødvendigt at invadere, og den fortsatte vildledning om, hvad der foregår i Ukraine, er sandsynligvis en strategi for at vinde folkelig opbakning i den russiske befolkning – og undgå en folkelig revolution.
Bemærkelsesværdige taktikker
I den russiske nyhedsdækning har Kristina Aleksandrovna set mange forskellige bemærkelsesværdige taktikker for at fastholde kontrollen:
- Allerede før invasionen blev de uafhængige russiske medier, som styret gerne vil lukke ned, kaldt ‘foreign agents’. Den russiske befolkning bliver advaret imod disse såkaldte ‘foreign agents’, der siges at løbe USA og Vestens ærinde i spredning af vestlig misinformation, der skal skade Rusland
- Der bliver lavet falske historier om, at russiske studerende bliver smidt ud af universiteterne i Vesten, og at det er et brud på deres rettigheder
- Man taler det russiske tabstal ned og hævder, at andre landes tal på dødsfald er falske
- I begyndelsen var det en undtagelse, at der overhovedet blev bragt historier om invasionen (og den blev som sagt kaldt noget andet). Nu ser man nyhedsindslag om russiske demonstrationer mod krigen, men medierne undlader at fortælle, hvad der demonstreres imod – man lægger i stedet vægt på, at der er tale om usanktionerede demonstrationer, der gennemføres af få individer, der er blevet hjernevasket af vestlig propaganda
- Man fortæller, at Ukraine og Vesten spreder ‘fake news’ vildt og ukritisk og giver eksempler på billeder fra vestlige nyhedshistorier, der i virkeligheden er billeder fra computerspil. Eksemplerne har ofte en snert af sandhed, fordi nogle medier er kommet til at dele falsk information, men det bliver fremlagt, som om det er med fuldt overlæg
I samme omgang minder man de russiske seere om, at de kan stole på de russiske nyheder.
Latterliggørelse og selvmodsigelse
Det er også en strategi at anlægge en latterliggørende vinkel på nyhedshistorier om eksempelvis frivillige udlændinge, der tager til Ukraine for at kæmpe. På et tidspunkt tager de hjem igen, og så lyder en russisk vinkel, at ‘de tror de skal på badeferie, men når alvoren går op for dem, stikker de halen mellem benene’.
»Det sidste strider jo egentlig lidt imod, at de prøver at overbevise befolkningen om, at der ikke er krig i Ukraine, og det er ikke det eneste eksempel på, at der er flere narrativer i spil på én gang,« siger Kristina Aleksandrovna Pedersen.
For et års tiden siden så hun en russisk nyhedsudsendelse, der blandt andet handlede om protester til fordel for den fængslede russiske aktivist og oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.
Først var der et indslag om, hvor farligt det var, at folk tog børn med til protesten, fordi der blev kastet med ting. I næste indslag, der handlede om samme protest, var historien, at ingen gad komme, og at de unge, der kiggede forbi, gjorde det ved en fejl, fordi de troede, det var en fest.
»Det er helt naturligt, at folk er forvirrede i en krigssituation, og det udnytter de. De vinkler det, som om de vil lære folk ikke at sprede falske informationer og siger, at det er Vesten, man skal passe på og dem, der fortæller sandheden,« siger Kristina Aleksandrovna Pedersen.
2. Otte kasser med hundredvis af skalpe fra mænd, kvinder og børn (1782)
I 1782 kan læsere af den amerikanske Boston-avis The Independent Chronicle læse en uhyrlig historie i et tillæg til avisen.
Amerikanske soldater er kommet i besiddelse af et større krigsbytte, der var tiltænkt den britiske Kong George 3. Mellem de forskellige værdier har de gjort et bestialsk fund, står der i det brev fra Kaptajn Samuel Gerrish, der er trykt i tillægget.
\ Des- og misinformation, fake news og propaganda
Sammen med to forskerkolleger har Aske Kammer skrevet et kapitel om desinformation, misinformation og fake news til bogen: ‘Power, Communication, and Politics in the Nordic Countries’.
Med henvisning til forskningslitteraturen definerer de forskellige former for vildledende information således:
Desinformation: Falsk, unøjagtig eller vildlendende information, som er designet til at forårsage skade eller fortjeneste ved spredning.
Misinformation: Falsk, unøjagtig eller vildlendende information, som bliver spredt af mennesker, der tror, at den information, de spreder, er sand.
Fake News: Artikler, baseret på falsk information, der er fremstillet, så de ligner ægte nyheder. Vildledning af læseren sker for at opnå økonomisk eller ideologisk gevinst.
Propaganda: Bevidste og systematiske forsøg på at forme, manipulere og styre folks opfattelse i en retning, der fremmer propagandistens formål.
»Det er vigtigt for den demokratiske samtale, at vi er bevidste om forskellene. Upræcis sprogbrug kan være med til at grave nogle dybere grøfter, for hvis man anklager nogen for at sprede desinformation, så siger man også, at de gør det med vilje og med intentionen om at vildlede. Men måske gik det bare lidt for hurtigt, da man trykkede ‘del’ på de sociale medier,« siger Aske Kammer.
Kilde: Scandinavian political journalism in a time of fake news and disinformation
På det tidspunkt er den amerikanske kamp for uafhængighed fra Storbritannien på vej ind i sidste fase. I over otte år har lederne af de 13 kolonier, der på det tidspunkt hørte under den engelske krone, kæmpet for deres ret til selvbestemmelse.
Det hele er begyndt med en ulmende utilfredshed over stigende skatter, men det har med tiden udviklet sig til væbnet oprør, mange slag og tabte liv i kampen for at blive Amerikas Forenede Stater.
Vreden mod briterne skal genantændes
Nu tyder meget på, at fredsforhandlingerne venter rundt om hjørnet, og det vækker vrede hos journalist, videnskabsmand og diplomat Benjamin Franklin.
Han var en af de ledende skikkelser i den amerikanske revolution og grundlægger af De Forenede Stater, og i hans øjne havde amerikanerne lidt alt for meget under krigen mod briterne, til at man bare kunne slutte fred.
Han lægger derfor en plan for, hvordan man påny kan antænde vreden mod briterne.
Det bestialske fund, kaptajnen skriver om, er otte kasser fulde af skalpe fra mænd, kvinder og børn. Det er en gruppe oprindelige amerikanere, der samarbejder med den britiske konge, der har stået for indsamling af krigstrofæer, der skal gives til kongen i gave.
Brevet refererer et andet brev – skrevet af en britisk agent – der oplister de otte kassers indhold.
»Otte pakker med skalpe, tørrede, hærdede og malet med indianske triumfmærker,« står der i brevet, der fortsætter med en grufuldt detaljeret beskrivelse af mærkerne, der vidner om, hvilken skæbne de skalperede mennesker har lidt:
- En sort prik betyder, at personen er blevet skudt med en kugle – det blev skæbnen for 43 af ofrene, fremgår det
- 98 skalpe kommer fra farmere og er markeret med en lille rød fod, der betyder, at de døde, mens de forsvarede sig selv og deres familie
- 18 er markeret med en lille gul flamme for at symbolisere, at de blev brændt levende efter skalperingen
Det barbariske samarbejde er en løgn
Men det hele er én stor løgn. Kaptajnen, der skriver brevet, er lige så opdigtet som de hundredvis af skalpe.
Benjamin Franklin har fabrikeret avistillæget – komplet med falske annoncer – og hans håb er, at historien vil cirkulere, særligt i de europæiske medier, og give opbakning til amerikanernes sag.
Hvis det altså lykkes ham at overbevise læserne om, at den britiske konge er fedtet ind i et barbarisk samarbejde.
3. Prædikener sætter ild til ‘blodbeskyldninger’ mod den jødiske befolkning (1475)
Det 2-årige barn Simonino forsvinder sporløst i den italienske by Trento i 1475.
I en række prædikener beskylder den franciskanske prædikant Bernardino da Feltre byens jødiske befolkning for at have bortført barnet, myrdet det og drukket dets blod i anledning af den jødiske påske, Pesach.
Historien er falsk, men rygtet spreder sig med lynets hast, skriver den amerikanske historiker Jacob Soll, professor ved University of Southern California, i magasinet Politico.
I Trento prædiker da Feltre videre om, at drengens blodtømte lig er blevet fundet i kælderen under et hus, der tilhører en jøde.
Den såkaldte prins-biskop, Johannes IV Hinderbach, bliver involveret, og i sin forfærdelse over det, han hører, giver han ordre til, at byens jødiske borgere skal arresteres og tortureres.
15 jødiske borgere bliver dømt for drabet og brændt på bålet, skriver Jacob Soll.
De falske historier kan ikke standses
Pavedømmet gennemskuer, at der er tale om falske historier og forsøger at få forfølgelsen af de jødiske borgere standset, men Hinderbach besvarer deres forsøg med endnu flere historier om jøder, der drikker kristne børns blod.
Historikere har katalogiseret en stor del af de historier, der gennem tiden har påstået at jøder slår børn ihjel og drikker deres blod.
Man taler om de såkaldte ‘blodbeskyldninger’ som et fundament for antisemitismen, altså fordomme eller had, der er rettet mod jøder.
Desinformation er dermed ikke noget nyt – den desværre ofte uhyrligt effektive taktik går langt tilbage. Det kan du læse mere i denne artikel: Desinformations uhyggelige historie: Fra opdigtede nazister til folkedrab på ‘kakerlakker’
