For mere end 1.100 år siden – lige i starten af vikingetiden – havnede dette dyrehoved på søbunden ved Birka, Sveriges største og vigtigste by i vikingetiden.
I 2015 blev det endelig fundet igen.
Birka, som lå på den lille ø Björkö i Sveriges tredjestørste sø, Mälaren, var en vigtig havn og handelssted. Byen, der voksede frem omkring år 750, holdt stand frem til slutningen af 900-tallet.
I flere hundrede år har arkæologerne foretaget udgravninger i området, og utallige små og store genstande er dukket op.
Et af de mest berømte fund er en ring fundet i en vikingegrav med en arabisk inskription.
Har set dragehovedet før
Men dragehovedet fra Birka er noget helt særligt. Da det blev fundet, var det næsten fuldstændigt indsmurt i rust og skidt, men efter det blev renset, dukkede dyrehovedet op.
Det vejer blot 13 gram, er fremstillet af en tin-legering og har et lille hul i bunden; noget som tyder på, at dragehovedet sandsynligvis var fæstet til en nål, så det kunne bruges som broche.
Foreløbig er det dateret til at være fra 800-tallet. Perioden, som i dag kaldes vikingetiden, strækker sig fra 700-tallet frem til 1066.
Forskerne havde set det drageagtige hoved før. Helt tilbage i 1887 afdækkede man en støbeform af fedtsten i Birka, som ligner Birka-dragehovedet meget. Støbeformen blev brugt til at støbe dragenåle i Birka i løbet af vikingetiden.
»Det er meget interessant, at de kan knytte det til denne støbeform, fordi det afslører noget meget typisk for centrale steder som Birka; nemlig at man lavede håndværk der,« fortæller Elna Siv Kristoffersen, professor i arkæologi ved Universitetet i Stavanger, til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, efter at hun har gransket det nye fund.
Unik stil
Forskerne beskriver fundet i tidsskriftet Antiquity, og de argumenterer for, at det er en meget speciel stil, der kun er fundet i Birka, og som kun er repræsenteret af den ødelagte broche og støbeformen.
Selv om brochen og støbeformen stilmæssigt er meget ens, blev lige denne broche ikke støbt i formen.
Som du kan se, har begge hoveder flere karakteristiske krøller nedover nakken, nærmest som en slags manke.
Men antallet af krøller stemmer ikke overens, så brochen stammer ikke fra netop denne støbeform.
Og forestiller brochen i øvrigt en drage?
Høj status
Selv om dragehovedet ikke er fremstillet af et ædelmetal, som for eksempel sølv, er det formentlig et symbol på høj status, ifølge forskerne.
Charlotte Hedenstierna-Jonson, forsker ved Uppsala Universitet, argumenterer for, at dragehovederne blev brugt af de personer, der bar militære faner ombord på vikingeskibene; noget som forskerne finder særligt interessant, fordi brochen blev fundet på bunden af et gammelt havnebassin.
Men er det egentlig en drage?
Fabeldyr
»Jeg savner en kritisk gennemgang i artiklen, af hvad de egentlig mener med 'drage',« siger Elna Siv Kristoffersen til Forskning.no.
Det har længe været oppe til debat, hvad de forskellige figurer i denne kunsttradition egentlig skal forestille.
Elna Siv Kristoffersen forklarer, at visse forskere argumenterer for, at kun drager med vinger kan kaldes drager, hvilket er baseret på tidligere beskrivelser af påståede levende drager.
Den græske historiker Herodot, skrev eksempelvis i år 400 f.v.t. om dragelignede dyr, der levede i nutidens Mellemøsten.
Mange andre fabeldyr er også repræsenteret som nordiske fabeldyrhoveder, for eksempel særlige heste og søuhyret Midgårdsormen.
Den mest kendte orm er nok stavnen på det norske vikingeskib Osebergskibet, der ligner en orm, der har rullet sig sammen.
»Det kan også være, at de bruger drager som et mere overordnet fabeldyrsbegreb.«
Andre forskere mener, at Birka-dragehovedet er mere ulvelignede. Alligevel har forskerne bag den nye Antiquity-artikel valgt at kalde det en drage.
Startede i 400-tallet
Det er en velkendt måde at fremstille dyr og fabeldyr i vikingetiden, men forløberen kom formentlig til vores del af verden, længe før det, vi kalder vikingetiden, begyndte.
De går også igen i stavkirker (kirkebygning opført af lodrette planker (stave), der oprindelig var nedgravet i en rende i jorden, senere nedstukket i en fodrem lagt på syldsten, red.) og anden kirkekunst.
Elna Siv Kristoffersen har specialiseret sig i netop denne periode, fra år 400 til 600, hvor denne stil dukker op i Norden.
Store omvæltninger fandt sted i Europa i løbet af 400-tallet, blandt andet fordi det vestlige Romerrige var ved at gå i opløsning.
Det kan du læse mere om i denne artikel hos Forskning.no.
Elna Siv Kristoffersen fortæller, at denne måde at fremstille dyr spredte sig fra guldsmede og værksteder fra det nordlige Romerrige, i nutidens Tyskland, videre op til Norge.
Hun mener, at håndværkerne så udviklede et formsprog med stiliserede og meget finurlige dyrefigurer.
»Så kom nye impulser fra de provinsialromerske værksteder, for stilen bliver i hvert fald mere enkel og udvikler sig, så den har et meget typisk nordisk udseende.«
Du kan se et tidligt eksempel i billedet, som er af et spænde, som kan åbnes. Selv om det ikke er lige til at se, hvilket dyr som er afbildet, kan man tydeligt se fire dyrehoveder, som parvist står pande mod pande både øverst og nederst på spændet.
Spændet, der er dateret til 500-tallet, blev fundet ved Stavanger.
»Det ligner et menneskeansigt med skæg, når spændet er lukket, så guldsmedene var meget kreative,« slutter Elna Siv Kristoffersen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
