I kortlægningen af fortiden fokuserer forskere ofte på studier af mennesker.
Men man kan også lære meget om vores forfædre ved at se på de dyr, de levede iblandt.
Det ses blandt andet i et nyt studie, der har set nærmere på en gammel slædehundelort fra en boplads for ét af Alaskas oprindelige folk, Yup’ikerne.
Forskerne har analyseret proteinerne i lorten, der viser, hvad de fik at spise af deres herrer.
Hunde levede af lakserester
Studiet er udført af forskere fra Københavns Universitet, University of York, University of Aberdeen og University of British Colombia og er det første forsøg på at kortlægge proteiner i gammel lort.
Hver analysemetode giver forskellige detaljer, og proteinanalyse er ingen undtagelse.
Hundene har for eksempel spist laks, hvilket ikke er overraskende i sig selv, men proteinerne viser også, hvilket væv de stammer fra, og derfor hvilke dele af laksen dyrene åd.
Lorten indeholder mest proteiner fra fiskeben og -indvolde.
»Hunde og mennesker har derfor levet af de samme arter, selvom hundene har måttet nøjes med rester,« forklarer Anne Kathrine Runge, ph.d.-studerende på GLOBE Institute på Københavns Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.
Og selvom menneskene har beholdt de gode stykker fisk selv, har de dog ikke gjort meget forskel på, hvilke fisk hunden fik.
»Vi kan se, at hundene har levet af mange laksearter, hvorimod de nu om dage hovedsagelig fodres med såkaldt ‘hundelaks’.«
'Hundelaks’ kaldes netop dét, fordi slædehunde får dem nu om dage, men lortens ejermand nød mange arter laks - heriblandt nogle, der betragtes som kvalitetsfisk i dag, eksempelvis rødlaks.
Afføring er svær at arbejde med
Da studiet blot har fået brugbare resultater ud af fire hundelorte, bør konklusionerne dog tages med et gran salt.
Det mener Martin Røssel Larsen, professor på Syddansk Universitets Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, der har læst studiet igennem for Videnskab.dk.
Han påpeger blandt andet, at studiet har været begrænset af en database over proteiner, så de ikke har kunnet identificere en del af proteinerne i lorten.
»Derudover har de brugt et computerprogram til a holde fundne proteiner op mod dem i databasen, og det program har en rimelig stor fejlrate, som de selv skriver i studiet,« forklarer han:
Forskerne har dog været bevidste om programmets fejlrate og gennemgået dens mere specifikke matches mellem fund og databasen manuelt.
Martin Røssel Larsen minder også om, at der netop er en del data at hente i afføring, hvilket gør dem desto sværere at analysere.
»Det er et sjovt og nyt studie, men det konkluderer nok lidt for meget på et for lille datasæt,« vurderer han.
Ny teknik har måske bredere muligheder
Spørger man Anne Kathrine Runge, er hun kun ivrig efter at udføre mere forskning og afprøve metoden yderligere.
Forskerholdet er nemlig de første, der har analyseret proteiner i gammel afføring, og det er der gode grunde til:
»Man har ikke kunnet det, fordi lort forgår ret hurtigt og samtidig tiltrækker mange bakterier, der vanskeliggør analysen,« forklarer Anne Kathrine Runge.
Men studiet her er muliggjort af en ny teknik, der kan filtrere en stor del af bakterierne i afføring fra.
Den blev udviklet af japanske forskere til at studere unge makak-abers afføring, hvilket blev offentliggjort i et studie tidligere i år.
»Hvis vi kan muliggøre proteinanalyse af rigtig gammel afføring, giver det arkæologien nye muligheder for at afsløre mere af fortiden,« mener Anne Kathrine Runge.
Det kunne ifølge hende kombineres med mere almindelige metoder, såsom DNA-analyse, for at udvinde flere detaljer fra fund af gammel lort.
\ Kilder
- Anne Kathrine Runges profil (KU)
- Martin Røssel Larsens profil (SDU)
- 'Faecal proteomics as a novel method to study mammalian behaviour and physiology' (Molecular Ecology Resources, 2021) DOI: 10.1111/1755-0998.13380
- 'Palaeoproteomic analyses of dog palaeofaeces reveal a preserved dietary and host digestive proteome' (Royal Society Publishing Proceedings B, 2021)
