Kun få dage efter, vi alle fik at vide, at en hacker har fået adgang til vores knap ni millioner CPR-numre, udkommer et studie om personnummerets historie.
Timingen er slående.
Selv om historien om personnummeret ikke altid har været en dans på roser, er den nuværende krise af en helt særlig karakter, mener forskerne bag studiet.
»Det er vildt, at det kan ske,« siger Rasmus Kornbek, medforfatter og tidligere videnskabelig assistent på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Forskerne har undersøgt CPR som et stykke digital infrastruktur for omsorg og overvågning.
Den digitale infrastruktur er en af de bærende søjler i velfærdssamfundet, mener de.
En søjle, vi sjældent taler om.
»Ligesom et kloaksystem eller anden infrastruktur, der er helt indlejret i vores samfund, snakker vi sjældent om det, indtil det pludselig bryder sammen,« siger Rasmus Kornbek, der har lavet studiet sammen med professor Peter Lauritsen.
Men nu er CPR-systemet i den grad blevet synligt, og politikerne overvejer, om den særlige dansk-nordiske opfindelses udløbsdato er nået og helt skal erstattes af et andet system.
Her får du tre nedslag i historien om personnummerets historie, der fører frem til debatten om dets fremtid.
1. Forløberen til CPR fødes
CPR’s historie starter allerede i 1920’erne - 40 år før det egentlig opfindes.
Her opstår folkeregistret, som bliver en slags forløber til CPR.
Kommunerne får med folkeregistret ansvaret for at føre kontrol med, hvem der bor hvor, og hvordan husstandene er sammensat.
»Man skal forestille sig skuffer fulde af håndskrevne kort,« siger Rasmus Kornbek.
I århundreder før det havde kirkebøgerne stået for at registrere fødsler, ægteskab og dødsfald. Men nu kom der også registrering af husstandene.
Rasmus Kornbek fortæller, at skatteopkrævning spillede en væsentlig rolle i indførelsen af folkeregistret. Det gav store udfordringer at inddrive skatter, når det offentlige ikke vidste, hvor borgerne boede.
2. Velfærdsstatens vokseværk
I 1950’erne og 1960’erne fik den offentlige administration flere og flere opgaver, som rettede sig mod den enkelte borger.
Desuden blev de mange fysiske papirer en stor administrativ byrde.
Derfor oprettede staten CPR i et digitalt format med spritny elektronisk databehandling - edb.
Det var et stort nybrud, ifølge Rasmus Kornbek.
Hvor folkeregistret havde fokus på husstande, var det nu de enkelte borgere, der hver især fik et unikt nummer.
»Man kan læse i referater fra møder om CPR, at embedsfolkene er meget bevidste om, at det nye register vil få afgørende betydning for vores samfund,« siger Rasmus Kornbek.
CPR samlede centrale personoplysninger i ét register, og det nye personnummer skulle nu bruges som fælles reference på tværs af den offentlige administration og koble oplysninger om den samme person fra forskellige systemer.
Registrene skulle hjælpe staten med at identificere borgerne, administrere sociale ydelser og indsamle skat.
Uden denne infrastruktur ville den moderne velfærdsstat være langt vanskeligere at drive.
Og igen spillede skatteopkrævning en central rolle i udviklingen.
»Når staten nu kunne kæde nummeret sammen til den enkelte, kunne de indkræve skatten direkte fra arbejdspladsen,« siger Rasmus Kornbek.
Det lyder som en selvfølge i dag, at skatten allerede er opkrævet fra lønmodtagerne, når de får udbetalt deres løn.
Men før CPR havde man ikke den såkaldte kildeskat, fordi staten ikke kunne hente oplysninger om for eksempel borgerens arbejde og indtjening.
3. Fra skepsis til alarmklokker
I 1970’erne begyndte mistro og skepsis at vokse i befolkningen over overvågning og edb-kontrol, fortæller Rasmus Kornbek.
»Der starter en debat om CPR, hvor det er tydeligt, at nogen er meget bange for overvågningen,« siger Rasmus Kornbek.
Debatten handlede især om, hvem der skulle have adgang til og håndtere al den data, som de forskellige registre samlede sammen, og som personnummeret koblede sammen.
Den bidrog til, at der i 1978 kom registerlovgivningen, som beskyttede borgernes personoplysninger og regulerede, hvem der måtte få adgang, og hvordan de måtte bruges.
Efterfølgende døde debatten ud, fortæller Rasmus Kornbek.
Men det er i grove træk det samme, vi diskuterer i dag på baggrund af sikkerhedsbruddet.
For igen sættes der spørgsmålstegn ved statens håndtering af det register, der i dag har udviklet sig til at blive brugt til alt fra at låne bøger til identifikation hos lægen og til at sende fakturaer.
Professor på Aarhus Universitet og forsker i cybersikkerhed, Jens Myrup Pedersen, har endda svært ved helt at begribe, at systemet kan hackes så nemt, som det angiveligt er sket.
»Tænk, at man har haft så dårlig sikkerhed,« siger Jens Myrup Pedersen til Videnskab.dk.
Ifølge Politiken har hackeren brugt den simple kode 123456 for at få adgang til 8,7 millioner personnumre.
Stort opgør venter
Fremtiden for CPR og vores personnumre står og vakler med, om sikkerheden kan genetableres.
Det mener Jens Myrup Pedersen egentlig godt, at den kan på den korte bane.
Det kræver, at der kommer styr på, hvem der har adgang til registret - og at de så har styr på deres sikkerhed. Der skal også installeres bedre alarmsystemer, som rent faktisk monitorerer systemet og kan stoppe usædvanlig aktivitet.
»For der er ikke nogen alarmer, der har ringet,« siger Jens Myrup Pedersen med henvisning til, at sikkerhedsbruddet blev opdaget ved et tilfælde.
På længere sigt mener han dog, at der skal ske større ændringer.
»CPR-nummeret er forældet,« siger han.
»Det med, at man kan bekræfte sin identitet på apoteket eller bruge det til at lave fakturaer, skal stoppe.«
Professoren mener også, at det er problematisk, at nummeret indeholder vores køn og fødselsdato. Derfor mener han, at vi burde lave et nyt og mere neutralt nummer.
Både Jens Myrup Pedersen og Rasmus Kornbek maner dog også til besindighed.
De mener begge, at der lige nu florerer vilde historier om, hvad man kan bruge personnummeret til af kriminalitet.
»Der er mange rygter. Men det burde ikke være sådan, at man kan bruge det til at indgå forpligtelser eller som falsk id på stor skala,« slutter Jens Myrup Pedersen.
\ Kilder
"Menneske, robot eller ’big Mother’?" Kultur & Klasse (2026).
