»Verdens mærkeligste sprog er uden tvivl pirahã.«

Rolf Theil, der er professor i lingvistik ved Universitetet i Oslo, har udvalgt sin favorit blandt verdens tusindvis af sprog.

I otte 'landsbyer' langs Maici-floden i Brasiliens Amazonjungle lever Pirahã-folket, en lille gruppe mennesker, som er blevet sprogforskeres yndlinge. De taler et sprog, der adskiller sig meget fra, hvordan vi taler.

Udtalen, ordforrådet og grammatikken er helt speciel. Man kan tale sproget, synge, råbe eller fløjte det, og man kommer let til at slå krøller på tungen, når man forsøger at tale det. 

Pirahãs grammatik strider mod al forventning

I videoen herunder kan du høre Rolf Theil forsøge at tale og fløjte det mærkværdige sprog. Han har aldrig hørt Pirahã-sproget talt. Men sprogeksperten, der kender et par hundrede af verdens sprogs tonesystemer, granskede instrukserne og beskrivelserne foretaget af sprogforskeren Daniel L. Everett (se ham i videoen øverst).

Han har levet blandt Pirahã-folket, som kalder sig selv Hi’aiti’ihi, der betyder 'det lige folk', og han er den sprogforsker, der har studeret pirahã-sproget i længst tid.

Daniel L. Everett og andre har beskrevet en række træk ved pirahãs grammatik, der strider mod al forventning (se faktaboks).

Han skriver blandt andet om sprogets fløjte-version, at pirahã-folket beskriver det som om, at de taler med 'sur mund'; den samme beskrivelse, de bruger om at sutte på en citron.

Sproget har en melodi

Spørgsmålet er så, hvordan Pirahã-folket kan forstå hinanden, når de fløjter.

Det kan de, fordi pirahã er et utroligt tonalt sprog, forklarer Rolf Theil. Det samme gælder for kinesisk, som sprogprofessoren iøvrigt taler flydende.

Tonalt betyder, at et givent ord kan skifte betydning afhængig af betoningen, og at tonefaldet er mindst lige så vigtigt som konsonanterne og vokalerne i ordene.

For eksempel er ordet for 'ven' og 'fjende' det samme, men med forskellig melodi.

Man kan også høre melodien i det norske sprog, som bliver ekstra tydelig, når nordmændene mumler. Men alligevel har nordmændene langt sværere ved at forstå hinanden, når de mumler, end Pirahã-folket har, når de nynner.

Det er ikke ualmindeligt at kommunikere ved hjælp af sprogets melodi i andre dele af verden. I Afrika finder man trommesporg og på De Kanariske Øer et fløjtesprog.

Fælles for sprogbrugere er, at de benytter høje og lave toner, og at det varierer, hvor længe de holder hver tone; det kan godt minde lidt  om morsesignaler.

Tonale sprog er effektive i naturen

Der er flere fordele ved tonale sprog. Lyden bliver båret langt, og de er rigtig smarte, hvis man ønsker at bevæge sig ubemærket rundt i naturen.

Råbe-sproget, baseret på én konsonant og én vokal, som bliver råbt ved forskellige tonelejer, er meget praktisk, når det øser ned, og man skal give besked til en person på den omsatte side af floden.

Fløjte-sproget er forbeholdt mændene og bruges især, når de jager for ikke at vække for meget opmærksomhed i skoven.

»I stedet for at råbe til hinanden og muligvis skræmme byttet væk, er det bedre, at jægeren lyder som en fugl,« forklarer Rolf Theil.

»For selvom man ikke kan udtrykke alt mellem himmel og jord, er det et nyttigt sprog, når man skal overlevere relativt enkle budskaber.«

Hverken ord for farver eller tal

Pirahã-folket lever i små samfund – i og af naturen. Det kan tildels forklare, hvorfor dette folk hverken har ord for tal, farver eller detaljerede ord, der beskriver familiære tilhørsforhold.

»Ord, som vi anser for at være helt uundværlige, har de intet problem med at klare sig foruden i hverdagen,« fortæller Rolf Theil.

For Pirahã-folket er tal overflødige, måske fordi de ikke driver handel. 

Med mindre man er optaget af, hvor mange køer – eller penge – man kan få i bytte for en båd, behøver man jo ikke at tælle dem, mener Rolf Theil.

Hvor vi siger 'to', siger de 'et lidt større antal'.

Det er faktisk ret almindeligt blandt verdens sprog, at man ikke har så mange ord for tal. Man skelner ofte kun mellem én, to eller mange.

En farve kan bedst beskrives ved at sige, at det ligner noget, for eksempel blod eller et blad.

»Men det gør vi jo også selv – husk, at 'orange' kommer fra ordet for 'appelsin'.«

Kvinder bruger færre konsonanter

Pirahã-sproget har kun fire ord til at forklare generationerne. 

Ét for alle dem, der er ældre end én selv, uanset om det er forældre eller bedsteforældre, ét for dem, der tilhører den samme generation, som søskende og fætre, ét for datter og ét for søn.

Men selvom de ikke er så nøjeregnende med deres indbyrdes slægtsforhold, har de en temmelig specifik brug af konsonanter: Kvinder har syv konsonanter til rådighed, mens mænd har otte.

»Det er ordninger, man faktisk ser i mange sprog, også opdelt efter køn – simpelthen fordi mænd og kvinder ofte taler lidt forskelligt,« forklarer Theil.

Også de forskellige sociale grupper udtrykker sig så tilpas unikt, at konsonanterne kan være anderledes.

Få konsonanter er ikke lig med simpelt sprog

Pirahã-folket lever i nuet og bøjer hverken udsagnsord i fortid eller fremtid.

De har heller ikke ental eller flertal for navneord, så situationen afgør, om der er tale om én eller flere mænd.

Pirahã har kun tre vokaler, mens dansk har ni, og bare otte konsonanter, hvor vi har hele 20.

Det er fristende at konkludere, at pirahã er et enkelt sprog, men både udtale og grammatik er uhyre svært at lære for en udenforstående.

Sproget har blandt andet en lyd, der højst sandsynligt ikke findes på noget andet sprog; et 'L', der ender med, at tungen stikkes ud og berører underlæben. 

Og hvert udsagnsord har mindst 65.000 mulige bøjningsformer.

Et sprog uden ledsætninger

Pirahã er det eneste sprog i verden, der muligvis mangler en rekursiv struktur (se faktaboks). 

Det betyder, at sprogbrugere ikke kan forme sætninger, som eksempelvis: »Ole tror, ​​at Per mener, at Lisa er sulten.«

På dansk gør man det ofte. Man propper gerne en bisætning ind i en anden sætning af ​​samme slags, for eksempel en ledsætning i en anden ledsætning.

Pirahã-folket ville sandsynligvis udtrykke det på denne måde: »Lisa er sulten. Per mener det. Ole tror det.«

Sagt med andre ord, klarer de sig fint uden ledsætningskonstruktioner, hvis forskerne altså har forstået deres sprog korrekt.

Udfordrer Noam Chomskys sprogteori

For sprogforskerne er det hele derimod noget mere dramatisk. Hele teorier kan vise sig ikke at være korrekte. 

Mange sprogforskere troede, at denne sætningstruktur fandtes på alle sprog.

Den berømte amerikanske lingvist Noam Chomsky mener, at det er en grundlæggende egenskab ved ethvert sprog; en slags universel grammatik.

»Det har ført til voldsomme og ophedede diskussioner blandt forskerne,« fortæller Rolf Theil.

Rigtigt meget står på spil.

»Hvis det er korrekt, at Pirahã-sproget mangler ledsætninger, udfordrer det hele Noam Chomskys teori,« slutter Rolf Theil.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.