Efter to års krig har Israel og Hamas indgået 'første fase' af en USA-støttet fredsplan for Gaza. Aftalen (hvis den holder) indebærer, udover løsladelse af israelske gidsler og palæstinensiske fanger, tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza og indførsel af nødhjælp til enklaven.
Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har budt nyheden velkommen. Han har udtrykt håb om, at aftalen fungerer som »optakten til en permanent politisk løsning« mellem Israel og Palæstina.
Men hvad venter forude for Hamas?
En bestemmelse i den bredere fredsplan kræver en fuldstændig opløsning af gruppen – både som militant organisation og som civil administration. Det er svært at se, hvordan Hamas' ledelse kan forhandle sig igennem uden en form for afvæbning eller demobilisering.
Stort dilemma for Hamas
Den israelske regering, med støtte fra USA og andre vestlige lande som Storbritannien, har gentagne gange sagt, at en fuld demobilisering af Hamas og organisationens militante fløj er den eneste acceptable løsning.
Det skaber et betydeligt dilemma for Hamas.
Hele gruppens eksistensberettigelse er at søge Israels ødelæggelse gennem vold. Der er ikke plads til fredelige, demokratiske midler i Hamas' målsætninger. Så hvis Hamas' ledelse skal gå efter en form for demobilisering, risikerer de at splitte organisationen i væbnede fraktioner, der vil fortsætte deres militante holdning overfor Israel.
Wall Street Journal rapporterer, at Hamas' chefforhandler, Khalil al-Hayya, samt andre politiske embedsmænd, der bor uden for Gaza, er klar til at acceptere demobilisering som en del af en bredere fredsproces.
Men analytikere vurderer, at andre ledere og militante, som stadig befinder sig i Gaza, muligvis er mindre villige til at gå på kompromis.
Bemærkelsesværdig modstandsdygtig
Hamas har vist sig bemærkelsesværdig modstandsdygtig gennem de forløbne to års krig i Gaza.
Amerikanske tal fra begyndelsen af 2025 viser, at Hamas rekrutterede op til 15.000 nye frivillige siden angrebene 7. oktober 2023, hvilket i høj grad har erstattet dem, gruppen har mistet siden konfliktens begyndelse. Mange af de rekrutterede vil formentlig være modvillige mod at strække våben efter at have mistet både familie og ejendom under krigen.
Samtidig er Hamas ikke den eneste væbnede palæstinensiske gruppe, der opererer i Gaza. Selvom Hamas stod i spidsen for angrebene 7. oktober mod Israel, bestod angrebsstyrken af militante fra flere forskellige grupper, blandt andet Palæstinensisk Islamisk Jihad, den marxist-leninistiske Folkefront til Palæstinas Befrielse, Al-Aqsa Martyrernes Brigader, den maoistiske Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina og den palæstinensiske Mujahideen-bevægelse.
En del af disse grupper, herunder Palæstinensisk Islamisk Jihad, menes at have sluttet sig til Hamas i fredsforhandlingerne med Israel. Andre er mindre villige til at deltage i forhandlinger.
Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina har i en erklæring sagt, at organisationen afviser enhver form for internationalt mandat eller formynderskab i Gaza. Det inkluderer fremtidig involvering af den tidligere britiske premierminister Sir Tony Blair eller en international sikkerhedsstyrke.
Fremtid i palæstinensisk politik?
Uden for Gaza må Hamas også overveje sin fremtid i palæstinensisk politik.
Den væbnede gruppe har haft kontrol over Gaza siden 2007. Men dens traditionelle modstander, Fatah, som Hamas fordrev fra Gazastriben i 2007 efter en blodig konflikt, har fortsat betydelig politisk indflydelse på Vestbredden gennem sin dominans i det palæstinensiske selvstyre.
Forholdet mellem Hamas og Fatah har været forholdsvis hjerteligt i de senere år.
Men Hamas kan frygte, at en demobilisering af organisationens væbnede styrker vil ændre magtbalancen i palæstinensisk politik og give det palæstinensiske selvstyre mulighed for at genoptage bestræbelserne på at genforene Gaza med Vestbredden under én samlet politisk ledelse.
En form for demobilisering er mulig
Sammenlignelige eksempler viser, at afvæbning og demobilisering af oprørsgrupper er mulig – i det mindste delvist. I Nordirland demobiliserede den midlertidige irske republikanske hær (PIRA) en stor del af sine våben i 2005 efter langvarige fredsforhandlinger.
De Revolutionære Væbnede Styrker i Colombia (FARC) demobiliserede også deres væbnede enheder i 2017, et år efter at en historisk fredsaftale blev indgået mellem den colombianske stat og de venstreorienterede oprørere.
Begge organisationer strakte våben, selvom andre væbnede grupper – som dissidentrepublikanere i Nordirland og Den Nationale Befrielseshær i Colombia – fortsatte deres voldelige kampagner.
PIRA demobiliserede dog aldrig fuldt ud deres frivillige base i Nordirland, og heller ikke alle våben blev demobiliseret. Den britiske sikkerhedstjeneste og det nordirske politi har fundet bevis på, at PIRA-medlemmer har været involveret i flere mord på interne modstandere siden gruppens demobilisering.
Den britiske efterretningstjeneste mener også, at PIRA's militante strukturer og beslutningsorgan, Hærrådet, stadig eksisterer. De hævder, at disse personer nu styrer den politiske strategi for det irske republikanske parti, Sinn Féin.
Afvæbning, demobilisering og reintegration i Gaza?
Selvom en del oprørsgrupper bliver afvæbnet og demobiliseret, falmer deres eftermæle kun langsomt.
Vil Israel være villig til at acceptere en lignende ordning for afvæbning, demobilisering og reintegration i Gaza, som briterne har gjort i Nordirland?
Det er svært at forestille sig med den israelske regering under premierminister Benjamin Netanyahu, som gentagne gange har fastholdt, at Hamas skal tilintetgøres. Men en anden israelsk administration vil måske.
Det er også uvist, om Hamas realistisk set kan demobilisere dele af sine styrker, som raketenheder og væbnede angrebsgrupper, og lade andre blive integreret i et sikkerhedssystem styret af en instans med struktur som det palæstinensiske selvstyre.
Forhandlinger eller krig
Det vil kræve et monumentalt strategisk skifte for Hamas at nå dertil, og gruppen er efter alt at dømme mere ideologisk forankret som islamistisk palæstinensisk bevægelse i dag, end PIRA var i 1990'erne eller FARC i 2010'erne.
Hamas står ved en skillevej. Gruppen står nu over for enten en periode med forhandlinger om sin fremtid med meget lidt manøvrerum – eller en ny krig med Israel, hvis gruppen nægter at opløse sig selv.
Udfordringen for forhandlingernes mæglere bliver at finde en vej, der både imødekommer Israels sikkerhedskrav og Hamas' egen stræben efter overlevelse og transformation i palæstinensisk politik.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
