Grønland og Danmark har en lang og broget historie, der især har præget mange grønlænderes liv på godt og ondt.
Landenes fælles historie er dog ikke blevet undersøgt grundigt nok. Det blev det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, og Uddannelses- og Forskningsministeriet i fællesskab enige om for et år siden.
Derfor er en historisk udredning i form af et forskningsprojekt på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, netop blevet vedtaget af Grønland og Danmark i fællesskab.
Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
I fem år skal en gruppe forskere undersøge landenes fælles fortid siden 1945 i et forsøg på at skabe en øget forståelse af forholdet mellem Grønland og Danmark.
Projektet skal blandt andet omhandle de væsentligste politiske beslutninger og begivenheder, der var med til at præge udviklingen i Grønland, eller som fik konsekvenser for den grønlandske befolkning.
En pointe med projektet er i den forbindelse også at erkende konsekvenserne af tidligere beslutninger og handlinger og skabe grobund for forsoning med fortiden.
Ifølge projektets kommissorium skal forskergruppen især have fokus på sager og forløb, der fandt sted under moderniseringen af Grønland efter Anden Verdenskrig.
Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, glæder sig over det planlagte projekt.
»Alle grønlændere lever med omkostningerne af relationen mellem Grønland og Danmark, som har haft omfattende konsekvenser for Grønlands udvikling. Nogle lever med dybe personlige ar, mens andre er berørt gennem nære relationer,« siger Múte B. Egede i pressemeddelelsen.
Også Uddannelses- og Forskningsminister, Christina Egelund, er tilfreds med aftalen.
»Det er vigtigt, at vi får et fælles fagligt grundlag for vores forbundne historie, som vi kan pejle efter i fremtiden. Jeg glæder mig meget til at følge forskningsprojektet og se, hvilke resultater og konklusioner forskerne kommer frem til,« siger Christina Egelund i pressemeddelelsen.
jso

































