Regeringen har hørt lex.dk's bønner.
Det er netop blevet besluttet, at der afsættes 10 millioner kroner yderligere om året til det danske onlineleksikon i 2024-2027. Den øgede bevilling skal støtte, at lex.dk bliver opdateret i de kommende år.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Siden 2019 har lex.dk været tilgængeligt på nettet med opdateret viden på dansk, som er valideret af forskere, der er eksperter i de forskellige områder.
I 2022 blev leksikonet sikret en bevilling på finansloven. Aftalen lød, at lex.dk modtog 13 millioner i 2022 og 10 millioner årligt i 2023-2025. Men de 10 millioner er langt fra nok, mente folkene bag lex.dk.
Og nu er deres bønner altså blevet hørt, det slog kulturministeren fast:
»Vi skal fortsat have et stærkt dansk leksikon på nettet, så danskerne har let adgang til troværdig information i en tid, hvor der florerer masser af falske nyheder og misinformation online,« siger Kulturminister Jacob Engel-Schmidt i pressemeddelelsen og fortsætter:
»På lex.dk kan vi alle hurtigt blive klogere og være sikre på, at det er en troværdig kilde, der står bag. Det er selvfølgelig vigtigt, at lex.dk bliver opdateret, og at indholdet er korrekt.«
Den gode nyhed for lex.dk er også en god nyhed for brugerne, der kan se frem til, at det dansksprogede leksikon bliver holdt opdateret flere år endnu.
les

































