De fleste af os er blevet fortalt en moderne vandrehistorie.
Måske du har hørt om Bloody Mary - et åndesyn, der viser sig, hvis vi kalder hendes navn foran spejlet? Eller historien om den spøgelsesagtige blaffer, der forsvinder som dug for solen fra bilens bagsæde?
Det kendetegnende for vandrehistorierne er, at de blander dagligdagen med det overnaturlige og ændrer vores opfattelse af vores omgivelser.
På trods af deres fantasifulde elementer og påstande gør vandrehistorierne os i stand til at tackle virkelige spørgsmål.
Nutidens storbyer kan tage kontrollen fra os; storbyernes enorme kompleksitet betyder, at de i stor udstrækning er fremmede for indbyggerne.
Giver byen mening
Vandrehistorierne gør os i stand til at fokusere og personificere den ængstelighed, som opstår som følge af livet i dette miljø. På samme tid er de med til at at skabe en følelse af fællesskab gennem fortællingen af historierne.
Min forskning undersøger, hvordan mennesker i Storbritannien i det 19. århundrede brugte folklore (folkeminder) til at tilpasse sig oplevelsen af livet i de store byer.
Folkloren var ikke bare tilbageværende rester af en ældre, kulturel folketro, men blev opdateret og tilpasset.
Den var et udtryk for byernes ekspansion, truslen fra fremmede og en forsvindende fællesskabsfølelse, fordi indbyggerne i stigende grad ikke længere kendte hinanden, så snart de bevægede sig væk fra deres egen gade eller nabolag.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Kunne ikke opdrive et eneste vidne
I det victorianske London fyrede ængstelse og uro op under fortællinger om Spring Heeled Jack; en ildsprudende dæmon eller spøgelse med kløer, der satte en skræk i livet på folk i landsbyerne i udkanten af London i 1837.
Den victorianske presse holdt sig ikke tilbage i rapporteringen af dæmonens gøren og laden, hvilket angiveligt resulterede i, at en hel del indbyggere ikke turde vove sig ud efter mørkets frembrud.
Rygterne gav liv til Spring Heeled Jack. 10. januar 1838 rapporterede en journalist i London-avisen Morning Herald, at: 'selvom alle taler om ham, er det ikke til at opdrive en eneste person, som rent faktisk har set spøgelset'.
Da det lykkedes journalisten at lokalisere de navngivne ofre, 'benægtede de med det samme enhver viden om det og pegede i stedet på andre, som, de havde hørt, var blevet mishandlet, men heller ikke blandt dem, havde han heldet med sig'.
\ Læs mere
Vandrehistorier er altid sket for en ven af en ven
For at være effektive skal vandrehistorierne have fundet sted på behørig afstand.
Det er næsten aldrig noget, der er sket direkte for venner eller bekendte, men snarere et mere periferisk bekendtskab - en ven af en ven (selvom en navngivet person ren faktisk fortalte domstolen om sin oplevelse med Spring Heeled Jack i februar 1838).
Den periferiske forbindelse leverer en vag fornemmelse af forbindelse, men mulighed for med lethed at kunne verificere fortællingen.
Fortællingerne beriger vores urbane miljø
Storbyernes anonymitet og 'stranger danger-kultur' får fortællingerne til at blomstre op. Det skal ikke nødvendigvis fortolkes som noget negativt.
Ligesom mere traditionelle folklore-fortællinger beriger og forandrer nutidige overnaturlige fortællinger vores urbane miljø.
Når først vi får fortalt, at et hus, en fabrik eller en skole er hjemsøgt, ser vi aldrig stedet eller bygningen på samme måde igen.
Det giver fortællerne og samfundet, hvor historierne cirkulerer, en følelse af indflydelse på deres omgivelser - noget, som ofte mangler i det urbane miljø.
\ Læs mere
Moderne fortællinger indeholder stadig overtro
De urbane folkeeventyrs vedholdenhed viser, at vores moderne urbane eksistens ikke har slukket vores overnaturlige tanker.
Engang advarede engelske mødre deres børn mod at bevæge sig for tæt på de dybe vandhuller, af frygt for at den uhyggelige Jenny Greenteeth hev fat i dem og trak dem under vandet og ned i en grav på bunden.
I dag hjemsøger traditionelle skrigende ånder, de såkaldte 'banshees' fra de irske folkeeventyr, stadig nutidens limerick (betegnelse for et humoristisk vrøvlevers, red.).
Historierne er en advarsel om at holde børn væk fra farlige dele af byen.
Ligesom fortællingerne om Jenny Greenteeth hjælper disse nutidige urbane historier os med at navigere mellem ufarlige og farlige steder.
\ Læs mere
Nutidige fortællinger følger samme tradition som klassiske folkeeventyr
I Beijing er byens natbus blevet fokus for historier om skræmmende møder med uhyggelige, truende spøgelser.
Historierne omhandler typisk en ældre, klog person, som genkender en overnaturlig fare og redder passagererne ved at overtale dem til at stå af bussen, hvorefter han forsvinder.
Fortællingen, som trækker på overnaturlige temaer, illustrerer, hvor sårbare og udsatte de rejsende er sent om natten.
Selvom rammerne er nok så moderne og 'streetwise', følger fortællingen den samme tradition som klassiske folkeeventyr.
Gennem andres nærved-dødsulykker lærer vi, at vi skal være varsomme, når vi rejser med natbussen, og på denne måde er sandheden måske mindre afgørende end det budskab, som fortællingen formidler.
\ Læs mere
Ikke bare historier
Historier er aldrig bare historier.
Fortællinger om uhyggelige monstre er under overfladen en effektiv måde kollektivt at tale om og håndtere vores ængstelse og vores omgivelser.
Historierne skaber geografisk beskaffenhed i vores byer: Steder, som bliver genskabt på nye måder gennem de historier, vi fortæller om dem, og urbane lokationer og situationer, hvor overnaturlige væsner kan give os en praktisk lærestreg.
Karl Bell hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Fra folkesagn til moderne vandrehistorier i Danmark
Sagn er næsten altid knyttet til virkelige personer eller steder. Bortset fra historiske sagn, er det kendetegnende, at sagn ikke har helte eller heltinder. I sagn handler det tværtimod om almindelige mennesker.
Det skriver Det Kgl. Bibliotek.
Tit kommer de i en situation, hvor for eksempel overnaturlige kræfter truer deres tilværelse. Der kan også være overnaturlige væsener som havfruer eller trolde.
I dag er sagnene blevet tilpasset vores moderne liv, og nu betegner man dem som vandrehistorier. Det overnaturlige er stadig med i mange af historierne. Måske som spøgelser eller ufoer.
Tilpasning til lokale forhold
Mange af de sagn og mundtlige fortællinger, der er blevet nedskrevet og indsamlet i Danmark, kendes også i andre dele af verden.
Fortællingerne er vandret fra mund til mund og fra land til land. Når de nåede Danmark, blev de lavet om, så de passede til danske forhold. Sådan er det også med nutidige vandrehistorier.
I stedet for at handlingen foregår i Manchester, bliver det i Århus, ligesom Frau Schmidt bliver til fru Jensen. En høvding er måske ændret til en statsminister, og vinranker til hvedemarker.
Troværdige fortællinger
I modsætning til eventyr, der er fiktion, giver sagn og vandrehistorier sig ud for at være sande. De forestiller at beskrive virkelige begivenheder.
Derfor er det nødvendigt, at de knytter sig til et bestemt sted eller bestemte personer. Ellers virker de ikke troværdige. De må tilpasse sig det miljø, hvor de bliver fortalt, men også den tid, de lever i.
Tro eller fordomme
Før i tiden sagde man, at det, der holdt sagn og vandrehistorier i live, var tro. I dag vil vi sige, at det er fordomme, usikkerhed eller frygt.
Det er de følelser, der bliver vakt til live, når man møder noget, der er anderledes, eller når man føler sig truet.
Historierne viser os, hvad folk til forskellig tid har været optaget af, hvad de har været bange for og usikre på. Hvor sagnene for 150 år siden handlede om stormfloder og lygtemænd, handler de i dag om tsunamier og marsmænd.
Og hvor det før i tiden var herremanden eller præsten, man hånede og elskede at hade, er det nu direktøren eller TV-værten. Fortællingerne er på den måde også et udtryk for, hvordan man både før og nu positionerer sig i forhold til andre.
Selv om sagn og vandrehistorier kan synes fjollede og virke overdrevne, giver de alligevel mening for folk. Ellers ville de ikke eksistere i så stort et omfang, som de gør.
Kilde: Det Kgl. Bibliotek
