Forskning skal drives af lyst

Videnskaben gør samfundet stor gavn. Men med krav om praktisk anvendelse kan man så generere originale tanker, der bringer de store gennembrud med sig? Meget målrettede voksne kan måske have godt af at tænke mere som børn. Husker du, hvordan det var at være barn? Svagt måske. Forhåbentlig er følelsen ikke helt glemt?

Hvis jo, så skaf dig ved først kommende (socialt acceptable) mulighed i selskab med et eksemplar, og start en samtale med det. På barnets præmisser selvfølgelig. Det er tvivlsomt, hvor udviklet interessen for kvantemekanik er hos et menneske, der endnu ikke ved, hvilket land det bor i. Ikke desto mindre vil man i stort set alle forsøg opnå et resultat, der inden for rimelighedens grænser kan kaldes ens. Nemlig, at barnet er nysgerrigt.

Afhængig af alder og andre variable vil nysgerrigheden tage form af forskellige fokusområder. Er du havnet sammen med en dreng i prut-/numse-alderen, må resultatet nok i mange tilfælde erklæres ubrugeligt, desværre. Men ellers er det klart, at børn er præget af nysgerrighed rettet mod snart alt omkring sig.

Nysgerrighed skaber spørgsmål

Snemandsbygning i skumringen, hvor du undrede dig over, at det kun var tøsne, der duede til snemandskonstruktion. Evig undren over, at kosten ikke blot kunne bestå af søde sager, når nu de smagte så utroligt meget bedre end broccoli-gratin. Din lille hjerne værkede med altafgørende spørgsmål. Hvad er det? Hvad skal vi? Hvorfor skal vi det? Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat? Ser du, hvor jeg vil hen?

I sangen om Spørge Jørgen er nysgerrighed en strafbar forbrydelse, der afføder smæk og nul pandekager. Hans forældre bliver simpelthen lede og kede af barnets evindelige spørgen om løver og kommoder. Det er åbenbart først som voksen, at nysgerrighed bliver en ærværdig egenskab.

Og dog er voksne ofte så distraherede af voksenting som regninger, feriepenge og renter, at de har overordentligt svært ved at være oprigtigt nysgerrige omkring de ting, de foretager sig i livet. Det irriterende ved nysgerrighed er jo, at man ved udøvelse heraf har stor risiko for at opdage, at man gør noget helt grundlæggende forkert. Hvilket aldrig er rart.

Alligevel er der en gruppe mennesker, der gør netop dette til en levevej. Nemlig videnskabsfolk. Hvilket velsignet folkefærd. Den indledende tekst har måske irriteret dig, hvis du er helt klar over, hvad det vil sige at være nysgerrig. Det er du jo til daglig.

Den lille, kolde bille vakte nysgerrigheden

Nysgerrighed eller ej, så bidrager den videnskabelige verden til samfundet i et så mangespektret omfang, at der måske ikke længere er tale om Den Videnskabelige Verden og resten af verden, men om en smuk helhed? Aldrig før har videnskab haft så meget at sige i forhold til samfundsmæssige problemstillinger som nu.

Et verdensomspændende broderskab af vidensdeling og vidensudvilking på nysgerrighedens præmisser. Et sandt paradis for enhver verdensborger, der interesserer sig for sine omgivelser.

Sådan én er Hans Ramløv:

»Jeg er helt klart drevet af nysgerrighed,« siger han selv, og som lektor ved Institut for Biologi og Kemi ved Roskilde Universitet driver han det vidt. Her forsker han i forskellige dyrs anatomi og deres tilpasning til den omgivende verden. Senest er det en skovlevende bille, Hans Ramløv har kastet sin interesse på. Billen kan overleve selv den koldeste vinter, og Ramløv ville vide hvordan.

Opdagelser kan være opstå ved tilfælde

Hvordan overlever dette lille dyr kuldegrader? Hvordan har det tilpasset sig?

»Jeg følte en vis pligt til at opklare dette mysterium,« uddyber han med entusiastiske fagter. Og mysteriet lod sig knække.

I samarbejde med Casper Wilkins, bachelorstuderende fra KU, identificerede han et par år tilbage det antifrysprotein, der var hemmeligheden bag billens overlevelse. Proteinet viste sig at kunne bruges til at gøre frosne fødevarer mere stabile og sandsynligvis til at forhindre isdannelse på flyvinger, vindmøllevinger med mere.

Det kan betyde, at det ikke er nødvendigt at tilsætte så meget fedtstof til nedfrosne fødevarer, og at der kan opsættes vindmøller i arktiske egne, hvor vinden er stærkest og derved kan udvinde den bæredygtige energi bedre.

Forskning bygger på tidligere opdagelser

Nysgerrighed avler mere nysgerrighed, og fra hvert svar udspringer nye spørgsmål. På en måde kan man tænke på den frie videnskab som det at bygge med klodser. Du stabler ovenpå den sidste klods, du lagde, og hver gang bidrager det til et højere tårn.

Det samme sker med videnskabelig udvikling, hvor hver opdagelse er en klods, der afstedkommer muligheden for nye opdagelser.

Dog forventes videnskabstårnet ikke at vælte ved en bestemt højde. I 1953 skete der sådan en opdagelse. Francis Crick og James Watson publicerede en artikel i Nature, hvor de beskrev den kemiske sammensætning af DNA. Det var kun muligt, fordi den engelske fysiker, Sir William Lawrence Bragg, nogle årtier forinden havde lagt grundstenen for røntgen-diffraktion.

Insulin udspringer af viden om DNA-struktur

Uden denne metode til at bestemme molekylers struktur, ville vi nok stadig gruble over DNAs udformning den dag i dag.

Det ville være skæbnesvangert for Novo Nordisk. Med speciale i at fremstille insulin beror hele deres eksistens på Crick og Watsons opdagelse, da deres gennembrud ledte til udviklingen af gensplejsning.

Det blev en klods at bygge videre på, da man med dette værktøj blandt andet kunne splejse gener fra dyr og planter over i bakterier og få dem til at fremstille genproduktet, for eksempel insulin. Den danske milliardvirksomhed, og mange andre moderne medicinproducenter i verden, står således på skuldrene af et par herrer, der bare gerne ville vide, hvordan DNA så ud.

Nødvendighed dræber ideerne

Den, der har prøvet at gå rundt med et spørgsmål, for så at få en helt ny idé til, hvordan tingene kan hænge sammen, kender det insisterende sus i maven, det giver. Følelsen af at få indsigt i en hidtil ukendt sandhed er ligesom at føle ekstremt anspændthed og på samme tid være helt afslappet. Sindet udvider sig, og i et kort øjeblik er det som at skue ud mellem stjernerne og føle, at de for dig alene har løftet sløret for en urgammel hemmelighed.

Det er vanedannende i voldsom grad, og for videnskabsmænd er den slags gennembrud i langt højere kurs end guld og diamanter. Men ak. Der er en slange i selv dette paradis.

Truende skyer samler sig i horisonten, og fugle flyver opskræmte rundt. Der er kommet et nyt begreb ind i billedet: Nødvendighed. For guld og diamanter er nødvendige for at kunne forske, og at forske er blevet en nødvendighed.

Ikke blot lysten driver værket, da så mange samfundsproblemer efterhånden kræver hjælp fra videnskaberne. En hjælp der indebærer strategisk forskning i problemerne. 'Vi har set, hvilke mirakler videnskaben kan udrette, så vi vil gerne have flere, tak!' synes verden at beordre.

Har du prøvet at blive afkrævet en vittighed? Ligegyldigt hvor mange, man har på lager, har man tendens til at blive tavs i det øjeblik, man bliver bedt om at fremsige en. Den samme mekanisme kan gælde for forskerne.

Noget for noget-mentaliteten

Når forskere af vilkårlig baggrund skal søge om midler til at udføre deres arbejde, skal de gerne kunne argumentere for vigtigheden heraf. Forskningen er ikke helt fri længere, da der som oftest kræves noget af den i den anden ende.

Noget for noget-mentaliteten hersker i mange samfundslag, også i dem der uddeler forskningsmidler.

Hans Ramløv mener, at det er en meget uheldig udvikling. Det er alt for svært at få bevilget midler til fri forskning i dag. Det er for tidskrævende, og bedømmelseskriterierne er ude af proportioner, mener han. En virkning af dette er, at forskerne i høj grad må tænke i nødvendighedens baner i stedet for nysgerrighedens.

Det er ikke længere nok at være nysgerrig

Planlægningen af forskningen bliver på præmissen af, hvad man kan få bevilget penge til, og ikke nødvendigvis hvad der er mest interessant. Dette sætter den ellers så afgørende grundforskning i en spændetrøje. En Spørge Jørgen-situation, hvor de nysgerrige risikerer smæk, hvis de ikke holder sig til nødvendigheder.

Men som vi så med Novo Nordisk og gensplejsning, er de ting, vi kan i dag, lært på baggrund af tidligere tiders opdagelsesrejsendes landvindinger, både i bogstavelig og overført forstand.

»Det er helt tosset. Det er grundforskningen, der er mest fremtid i. Det er der, de store opdagelser ligger. Der burde herske en 60/40-fordeling af forskningsmidlerne, hvor den frie forskning blev favoriseret,« siger Hans Ramløv.

Den målrettede forskning burde altså ifølge ham optage under halvdelen af bevillingerne. Det kunne jo tænkes, at det frie endte som målrettet alligevel?

Vi bør tænke mere som børn og fulde folk

Der er nødt til at være nogle, der vil og tør afprøve de mest etablerede sandheder, vi lever omgivet af. Ruske op i vidensnormerne, så støvet letter. For en sandheds liv afhænger kun af, at den ikke er blevet modsagt.

Nysgerrighed har givet os succes som art, og det er den måde, vi alle starter med at lære om vores omverden på. Forhåbentlig er det muligt at finde en mellemvej for videnskaben, hvor der er lige dele nødvendighed og nysgerrighed.

Hvis børn og fulde folk siger sandheden, er det fordi, de begge mangler et filter for normer, og hvad der er politisk korrekt. Hvis videnskabsfolk ikke skulle bekymre sig i samme grad om, hvad omverdenen mente om deres forskning, ville der måske blive udfordret og fundet endnu flere sandheder? Det er da et forsøg værd.