Har du nogensinde åbnet et link til en videnskabelig kilde her på Videnskab.dk? Så vil du vide, at du som regel bliver mødt af en betalingsmur højere end nogen af dem, dagbladene har bygget.
At få adgang til forskning er pivhamrende dyrt. Et abonnement på et videnskabeligt tidsskrift koster i gennemsnit over 1.000 dollar om året. Er der tale om tidsskrifter om kemi og fysik, kommer prisen gennemsnitligt over henholdsvis 4.000 og 3.500 dollar om året. Enkelte koster hele 40.000 dollar om året.
Forskere betaler lige så meget
Som udenforstående er det let at blive henledt til at tro, at forskningsresultater findes frit tilgængeligt for alle forskere, og at de frit kan bygge videre på andre resultater. Men sådan er det ikke. Forskere betaler samme tarif som du og jeg.
Det kan være et problem; både økonomisk, men også for forskningens fremskridt.

I videoen herover problematiserer forskerne Jonathan Eisen, professor på University of California, og Nick Shockey, direktør i Rights To Research Coalition, at forskning ikke er mere frit tilgængeligt.
Det er dyrt at publicere
De to forskere i den PHD TV-producerede video har forståelse for, at det koster penge at publicere, og at man ikke bare skal publicere al forskning frit. Men prisen for videnskabelige tidsskrifter er steget med 260 procent over de seneste 30 år – mens inflationen kun har været på 68 procent.
De argumenterer for, at tiden måske er inde til, at flere videnskabelige artikler udgives gennem open access-kanaler, såsom PLOS ONE. Open access fungerer på den måde, at alle forskere og dødelige kan få adgang til forskningsresultaterne.
Det ville under alle omstændigheder være indledningen på et tættere og lettere samarbejde mellem forskere over hele verden.






























