Forskere: Klimarådet bør være mere tværfagligt

Siden det blev stiftet i 2014, har det danske Klimaråd været en vigtig kilde til inspiration for klimaindsatsen herhjemme. Det er en institution, der nyder stor opmærksomhed i Folketinget, blandt offentlige myndigheder og blandt en bred skare af danske interesseorganisationer.

I forslaget til en ny Klimalov lægges der op til, at Klimarådet styrkes i forhold til at rådgive klimaministeren om klima og grøn omstilling.

Det virker ganske fornuftigt, al den stund at den grønne omstilling må forventes at blive helt central for samfundsudviklingen herhjemme i de kommende årtier.

I Klimaloven specificeres det, at Klimarådets rådgivning skal tage særlige hensyn til vækst, konkurrenceevne, omkostningseffektivitet og jobskabelse. Vi bider mærke i, at Klimarådets sammensætning og mandat peger mod et særligt fokus på økonomisk faglighed.

Dette signaleres blandt andet med begrebet »omkostningseffektivitet« og ved, at Klimarådet skal indregne »samfundsøkonomiske konsekvenser«. Dertil har fem af Klimarådets syv nuværende medlemmer særlig faglig ekspertise i økonomi.

Vi mener, at der er behov for nytænkning af, hvordan vi definerer og opgør centrale indikatorer for udviklingen af vores samfund.

Problemet er, at der er nogle særlige fagøkonomiske hensyn, der begrænser rådets muligheder for at finde løsninger, og at Klimarådets nuværende sammensætning er ganske snæver.

Man kunne med fordel udvide med kompetencer fra et bredere udvalg af samfundsvidenskaberne, humaniora og de tekniske videnskaber.

Diskussionen om Klimarådets tværfaglige sammensætning er vigtig, fordi forskellige fagdiscipliner bygger på bestemte tilgange og antagelser, som er med til at definere, hvordan man forstår de problemer, man står overfor.

Hvad er problemet med særlige hensyn?

Betoningen af hensyn til 'vækst' og 'konkurrenceevne' i forhold til Klimarådets rådgivning er problematisk, fordi den kan indsnævre Klimarådets mulighed for at udfordre selvsamme hensyn.

Hensyn til konkurrenceevne fremføres for eksempel ofte som et argument imod en ambitiøs dansk klimapolitik – som regel i forbindelse med risiko for såkaldt 'lækage', dvs. at klimagevinsten ved regulering af dansk produktion udlignes af, at produktionen flytter udenlands.

Sådanne forudsigelser af den forventelige effekt af dansk regulering afhænger af en lang række antagelser, herunder om en ambitiøs dansk klimapolitik og miljøregulering påvirker andre lande til også at hæve ambitionerne.

Dertil er selve idéen om, at nationalstater nødvendigvis er i konkurrence med hinanden på et globalt marked i sig selv i modstrid med behovet for et udstrakt globalt samarbejde om at afbøde klimakrisen.

Frem for hensyn til konkurrenceevne bør idéen om global konkurrence i sig selv kunne udfordres i en uvildig rådgivning om dansk klimapolitik. Men det lægger lovteksten op til, at rådet ikke skal kunne.

\ Læs mere

Klimarådet: Sådan når Danmark helskindet 70 procent-målsætningen

Vækst er ikke altid målet

Et andet problem er, at et fokus på at oppebære økonomisk vækst (altså vækst i BNP) ikke nødvendigvis er et godt mål for et samfund som det danske, ikke mindst i relation til netop klima- og bæredygtighedsudfordringer.

Der er faktisk ganske solidt belæg på globalt niveau for en tæt sammenhæng mellem på den ene side økonomisk vækst og på den anden side drivhusgasudledninger og andre former for miljøbelastning.

Dertil er det velkendt at den gennemsnitlige danskers livsstil i dag oppebæres af et klimaaftryk, som er mange gange højere, end hvad den gennemsnitlige verdensborger kan udlede.

Forskellige forskningsresultater antyder derudover, at den marginale værdi af højere indkomst for personers lykkeniveau og livstilfredshed falder, når man når over et vist indkomstniveau, og at der er store forskelle i, hvor effektive lande er til at omsætte vækst og miljøpåvirkning til menneskelig trivsel.

Der er altså mange gode grunde til, at Klimarådet i sin rådgivning bør kunne udfordre, fremfor tage særlige hensyn til, konkurrenceevne og vækst som givne præmisser.

Derfor kan økonomisk videnskab ikke stå alene

Økonomer fokuserer ofte på relationer mellem udbud og efterspørgsel, og antager derfor at grøn omstilling primært handler om at skrue på markedsincitamenter. Derfor bliver problemet med en bestemt type forbrug for eksempel ofte forsøgt løst ved at skabe et økonomisk incitament for, at forbruget kan flytte sig (for eksempel via afgifter).

Traditionelle økonomiske tilgange antager også typisk, at menneskelig adfærd handler om individuelle ønsker, attituder og valg. Skal man ændre en adfærd, må man derfor påvirke den enkelte, for eksempel gennem økonomiske incitamenter, til at gøre noget andet.

Begge antagelser udfordres af andre samfunds- og humanvidenskabelige tilgange.

Det er ikke nødvendigvis et problem, så længe der er transparens om tilgange og antagelser, og så længe Klimarådet selvstændigt har mulighed for at supplere egne fagligheder med andre tilgange.

Men især når det kommer til klima- og omstillingsproblematikker, er der efterhånden bred konsensus om det forhold, at de kun kan imødegås og håndteres fornuftigt, hvis der arbejdes på tværs af fagdiscipliner og vidensmæssige 'siloer'.

I det lys vil det helt generelt give mening at tilstræbe, at Klimarådets analyser bygger på mere tværvidenskabelige tilgange, end tilfældet har været hidtil.

\ Læs mere

Professor: Sådan kan danskere – og Danmark – sætte gang i den grønne omstilling

Kødspisning handler om mere end kroner og ører

Vi kan bedst illustrere det med analysen fra Klimarådet af tilgange til at nå 70 procents-reduktionsmålet i 2030.

I denne vurderer Klimarådet, at det er nødvendigt, at (danskernes) kostvaner ændres markant.

Specifikt vurderes det, at forbruget af rødt kød fra eksempelvis kvæg skal reduceres med 50 procent i 2030, da særligt oksekødsproduktion udgør en væsentlig andel af klimagas-udledningerne.

Klimarådet foreslår, at reduktionen skal ske via en generel drivhusgas-afgift, hvis niveau stiger til 1.500 kroner per ton i 2030. Beregninger viser, at et halvt kg oksekød i den model vil koste 13 kroner mere i 2030, end det gør i dag.

En sådan prisstigning vil klart få nogen til at skære ned på forbruget af oksekød af privatøkonomiske årsager. Og her bør man – som Klimarådet også foreslår – søge at undgå social slagside, for eksempel ved genindførelse af grønne checks.

Men en afgift som instrument tackler ikke de mange andre grunde til, at nogle mennesker spiser – og vil blive ved med at spise – oksekød, også selvom det bliver dyrere.

Det ville derfor være oplagt, hvis Klimarådets analyse af problemstillingen – her altså omkring mad, kostsammensætning og madspild – også inkluderede et stærkere fokus på, hvorfor vi danskere spiser, som vi gør, og hvilke tiltag, udover en afgift, som kunne fremme ændrede kostvaner.

Her vil socialpsykologers, sociologers og etnografers fagligheder kunne bidrage betydeligt.

Forskning med basis i disse fagligheder viser blandt andet, at forestillinger om det gode måltid, samt viden om og kompetencer til at kunne sammensætte måltider med andre slags basisingredienser, som fremstår sunde og spændende, udgør vigtige faktorer for at opnå varige ændringer i kostvaner.

Disse indsigter er ikke at finde i Klimarådets rapport, og de mangler derfor som grundlag for videre politisk og offentlig diskussion.

Klimaforskning er ikke én ting

At klimaproblematikken er så mange-facetteret og griber ind i så mange dele af hverdagslivet og samfundet betyder, at mange forskere fra mange forskellige discipliner vil have relevant ekspertviden at byde ind med.

Det er dog på ingen måde det samme som, at alle forskere er klimaforskere. Eller at alle forskere vil være relevante medlemmer af Klimarådet.

Prædikatet 'klimaforsker' er isoleret set meget vagt. Forskere fra mange forskellige fagdiscipliner forsker i klimarelaterede problematikker, så en skelnen mellem mere eller mindre klimarelateret forskningsbaseret ekspertise bør være mere specifik.

Biokemikere, som modellerer, hvordan kulstof bindes og frigives igen fra forskellige økosystemer, kan for eksempel siges at bedrive biokemisk klimaforskning.

Tilsvarende kan økonomer, som kvantificerer de samfundsøkonomiske omkostninger og gevinster ved forskellige reguleringstiltag til klima-afbødning og grøn omstilling, siges at bedrive regulerings-økonomisk klimaforskning.

Alt imens videnskabssociologer, som forsker i, hvordan borgere, eksperter og politikere forstår og kommunikerer om klimaforandringerne, kan siges at bedrive videns-sociologisk klimaforskning.

Disse tre eksempler på perspektiver på klimaproblematikken er alle potentielt lige videnskabelige, valide og vigtige i forhold til at informere politiske beslutningstagere og samfundet i bredere forstand om klimaforandringer og vores mulighed for at håndtere dem.

\ Læs mere

Grøn omstilling handler lige så meget om samfundet som om teknologi

Men er alle forskere så klimaforskere?

Det kunne så lede til den åbenlyse fejlslutning, at alle forskere er klimaforskere. Men det er ikke tilfældet. Det vigtige her er at skelne mellem på den ene side fagdisciplin og på den anden side forskningsemne.

For hvor alle fagdiscipliner (såsom antropologi, kemi, fysik, økonomi, historie) er lige gyldige og valide tilgange til klimaforskning, er det langt fra alle udøvere af disse discipliner, som forsker i klima eller relevant relaterede emner.

Således giver det for eksempel ikke mening at kalde en fysiker, der arbejder med udvikling af nanoteknologi til brug i rumraketter, for klimaforsker.

Sådan kan vi finde kandidater til Klimarådet

Spørgsmålet er så, hvordan vi i praksis skelner mellem, hvem der besidder relevant ekspertise - og som dermed for eksempel bør tælles med blandt kandidaterne til medlemskab af Klimarådet.

Her vil vi pege på de gængse måder, hvorpå man inden for den akademiske verden forstår og opgør faglig ekspertise.

Det vil især være den individuelle forskers forskningserfaring, som dokumenteret ved:

• udførelse af egen klima-relevant forskning;
• videnskabelige publikationer i klima-relevante tidsskrifter;
• deltagelse i større forskningsprojekter om klima-relaterede emner;
• erfaring fra forskellige nævn, råd og bestyrelser inden for temaet;
• konference-præsentationer og
• bidrag til den offentlige klimadebat.

En kandidat til medlemskab af Klimarådet bør således have betydelig forskningserfaring og gerne også forskningsanerkendelse inden for klima bredt eller emneområder, som tydeligt relaterer sig til klimaproblematikken.

Hvilke emneområder som tydeligt relaterer sig til klimaproblematikken bør være op til en konkret vurdering, forankret og udmøntet i Klimarådet selv.

Samlet set er vores argument altså, at der er plads til forbedring i den kommende Klimalovs bestemmelser for Klimarådet.

Det gælder både de særlige hensyn til 'vækst' og 'konkurrenceevne', den lidt snævre betoning af økonomisk ekspertise og det manglende blik for egentlig, forskningsbaseret tværfaglighed.

Om disse punkter adresseres eller ej, må forventes at få stor betydning for det vidensgrundlag, som de kommende års offentlige og politiske debat om grøn omstilling vil foregå på.

Artiklen er et redigeret uddrag af KOR's analyse af Klimarådets virke. Læs hele analysen på KOR's hjemmeside.

\ Læs mere

Fly, tog eller bil? Klimaeffekten forbundet med vores transportvalg er overraskende kompliceret

\ Læs mere

Topforsker med optimistisk håb i mørket: Hvis vi spiller kortene rigtigt, kan corona-krisen vende klimakrisen