Forskere afliver udbredt myte: Det giver ikke mening at opdele mennesker i racer

»Vi er alle samme race.«

Sådan sagde Patrick Hutchinson til CNN, efter at han optrådte på et billede, som gik verden rundt i sommeren 2020. På billedet ser man Hutchinson, der er sort, redde en hvid mand ud af et slagsmål med en gruppe sorte Black Lives Matter-demonstranter i London.

Og han har helt ret, fortæller professor i genetik Mikkel Heide Schierup.

»Der findes hudfarver, men der findes ikke racer. Det er noget socialt konstrueret. Svaret er ganske klart, og det burde være almen viden,« siger Mikkel Heide Schierup, der er professor i genetik ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Forsker: Hudfarve er tilfældigt udvalgt som noget, der skiller os ad

Egentlig burde hudfarve slet ikke være væsentligt for det ovenstående billede. For det er bare et billede af to mænd. Og hudfarve danner ikke grundlag for at opdele mennesker i racer, fortæller Mikkel Heide Schierup.

»Hudfarve er et godt eksempel på, at det (raceopdeling, red.) er bullshit. Hudfarve er et træk, som afhænger af over 100 forskellige gener. Hvis du er lys i huden, har du flere af de lysere varianter, og er du mørk, har du flere mørke varianter. Frekvensen kan være forskellig, men det er de samme gener,« siger han.

Pointen er altså, at det er de samme slags gener, som styrer, om du er mørk eller lys, og den bakkes op af Peter C. Kjærgaard, der er professor i evolutionshistorie på Københavns Universitet og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum:

»Selvom hudfarven er genetisk disponeret, er den udtryk for så lille en del af arvematerialet, at det biologisk set ikke giver mening at gøre det til en markant markør, som man kan opdele mennesker på baggrund af,« siger han.

Faktisk giver det lige så lidt mening som at opdele mennesker efter, om de har store næser, vurderer Mikkel Heide Schierup.

»At der er flere mennesker med lys hud mod nord, viser blot en tilpasning til mindre sollys. Intet andet,« siger han.

Hudfarve er blevet stærkt overvurderet gennem historien

Ifølge Mikkel Heide Schierup har hudfarve blot fået særstatus som et vigtigt træk gennem historien, fordi det er meget iøjnefaldende.

»Det er et meget synligt træk, og det er blevet brugt til at forklare alt muligt irrelevant gennem historien. Men personligt vurderer jeg, at det er drevet af racisme og ikke andet,« siger han.

Peter C. Kjærgaard pointerer også, at hudfarve som genetisk markør er blevet stærkt overvurderet gennem historien, fordi den er så let at aflæse for de fleste mennesker.

»Det er en slags lægmands misforståelse af genetik, og vi er nødt til at holde op med at bruge den her folkevidenskab, der bygger på, at man kan se genetisk forskel på A og på B uden nogen som helst træning,« siger professoren i evolutionshistorie.

Misforståelsen om menneskeracer er farlig

Peter C. Kjærgaard kalder misforståelsen om menneskeracer for farlig og for et helt igennem kulturelt konstrueret begreb.

»Jeg har fulgt nyhedsreportager, hvor journalister taler om forskellige racer i forbindelse med urolighederne i USA. Det er meget betænkeligt, og det løber mig koldt ned ad ryggen, at det bliver brugt med den største naturlighed og selvfølgelighed.«

»Videnskabeligt set giver det ikke mening at lave den adskillelse. Genetisk giver det for eksempel bedre mening at se på forskellige blodtyper eller andre markører, hvor variationen kan have konsekvenser for sundhedsmæssig behandling,« forklarer han.

Vi er alle blandingsprodukter

Peter C. Kjærgaard understreger, at mennesker genetisk set og på tværs af kontinenter og kulturer er langt mere ens, end vi er forskellige.

»Vi er alle blandingsprodukter, der er vandret ud fra Afrika. Vores gener er fuldstændigt rodet sammen på den måde, siger han.

For eksempel kan to hvide europæere genetisk set sagtens være meget længere fra hinanden, end de hver især er fra en person i Asien, som det pointeres i et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2016.

Allerede i 1972 påviste den amerikanske evolutionsbiologi Richard Lewontin, at langt de fleste genetiske forskelle (hele 85,4 procent af dem) fandtes mellem individer indenfor lokale befolkninger.

Kun 6,3 procent af de genetiske forskelle kunne findes mellem befolkninger indenfor de fem såkaldte »klassiske racer« - kaukasider, mongoloide, negroide, australien og oprindelige amerikanere.

Videnskabelige undersøgelser viser entydigt, at den genetiske variation faktisk er langt mere forskellig og mangfoldig i lokale populationer, end den er på tværs af kontinenter. Der findes derfor ikke nogen naturlige grupperinger baseret på genetik.

Kan føres tilbage til Antikken

Claus Emmeche, der er lektor i videnskabsteori og har en baggrund indenfor biologi, er enig i, at hudfarve har fået stor opmærksomhed på grund af synligheden. Og den tendens kan have rødder helt tilbage i Antikken, fortæller han.

»Den allertidligste videnskab gik ud på at kigge på omverdenen og inddele den i kategorier efter dens særlige og synlige kendetegn,« siger Claus Emmeche, der er lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet.

Den kendte naturfilosof Aristoteles, der levede for næsten 2.400 år siden, er blandt andet kendt for at have samlet dyr og inddelt dem i forskellige klasser, og hans klassifikation var gældende i over 2.000 år.

Hans system byggede på, at alle dyr havde nogle essentielle kendetegn, som var vigtigere end andre. Det er en opfattelse, der i dag kaldes essentialisme.

Den svenske botaniker Carl Von Linné (1707-1778), som er kendt for at danne grundlaget for den moderne inddeling af planterigets arter byggede videre på Aristoteles' principper og inddelte også mennesker i forskellige racer.

»Essentialismen får først rigtig indflydelse for menneskearten, da de hvide europæere begynder at opdage, at verden er meget større, end de hidtil troede. Men tankegangen kan føres helt tilbage til Antikken,« siger Claus Emmeche.

Aristoteles' principper droppes efter Darwin

Biologer er i dag gået væk fra idéen om essentialisme, og man har også længe vidst, at mange af Aristoteles' inddelinger af dyreriget ganske enkelt var fejlagtige.

Men vi skal alligevel helt frem til Darwins evolutionsteori, før der begynder at opstå en bevidsthed om, at der findes masser af genetiske træk, som ikke viser sig synligt for det blotte øje.

»Neodarwinismen begynder at bryde igennem i 1920’erne, og her går biologien væk fra det essentialistiske synspunkt. Det går op for biologerne, at populationer har glidende overgange og ikke skarpe skel. Det giver simpelthen ikke længere mening at sige, at visse genetiske træk er vigtigere end andre i opdelingen af populationer,« siger Claus Emmeche.

Den brede befolkning skelner stadig mellem racer

Selvom biologerne efterhånden er ganske enige om, at raceopdeling af mennesker ikke giver mening, så har essentialismen stadig indflydelse på, hvordan den brede befolkning skelner mellem populationer, mener Claus Emmeche.

Det kommer for eksempel til udtryk i forskellige fordomme. Et eksempel brugt af journalisten Matthew Syed fra BBC er blandt andet fordommen om, at sorte mennesker generelt er bedre til langdistanceløb end hvide, fordi vinderne ved OL ofte er sorte.

»Men det er ikke hudfarven, der er udslagsgivende for, at de her mennesker er gode til at løbe. Det er bare et synligt kendetegn, som i det her tilfælde bliver tillagt en betydning, som det slet ikke har,« siger Claus Emmeche.

Mellem 1968 og 2011 vandt Kenya 63 medaljer i løb på over 800 meter ved De Olympiske Lege. Men det er typisk kenyanere fra lokalområdet Nandi, der vinder.

Det er altså tilsyneladende en meget lokal population, der er rigtig dygtige til at løbe, og ikke et kendetegn ved alle mennesker med mørk hudfarve generelt; en pointe, du kan læse mere om i artiklen Tyndere lægge giver afrikansk dominans.