I 2003 bliver en svensk mand dømt for røveri hos en urmager. Hans blodspor er fundet på gerningsstedet og sandsynligheden for, at det tilhører den mistænkte regnes som en million gange mere sandsynligt end alternative forklaringer.
Bevismaterialet er ellers tyndt, og DNA-resultatet bliver det afgørende bevis.
I 2006 bliver en dansk mand frikendt efter mistanke om brandstiftelse, hærværk og tyveri på et diskotek.
Her er der også én til en million sandsynlighed for, at prøven er den mistænktes, men DNA-beviset ”kan ikke stå alene”, hedder det i dommen.
»I strafferetten er det meget besnærende med DNA-bevis, fordi det er så absolut.«
»På mange måder kan man sammenligne det med stregkoderne, man har på varer – dette er din stregkode,« siger Ragna Aarli, lektor ved Det juridiske fakultet ved Universitetet i Bergen.
Hun har udarbejdet en bog og en rapport om retssikkerheden ved brug af DNA-beviser i Norge, som beskriver, hvordan DNA-beviset er et uvurderligt værktøj, som skal håndteres med varsomhed.
Meget arbejde – begrænset nytte
I 2008 kom den såkaldte DNA-reform i Norge, og efter det voksede registrene voldsomt. Da Knut Storberget, justitsminister i Norge fra 2005 til 2011, med reformen ønskede at åbne op for et øget brug af DNA-beviser, var det for at gøre noget ved hverdagskriminaliteten, som rammer flest mennesker.
Før den blev sat i kraft brugte man kun beviserne i grove straffesager, først og fremmest ved voldtægter og drab. Nu kan de benyttes mod alle, som er mistænkt for en forbrydelse, som kan give fængselsstraf.
Reformen gav hurtigt resultater. Tallet for indsendte sporprøver knyttet til hverdagskriminalitet blev fordoblet i løbet af et halvt år. Nu blev det blandt andet mere enkelt at fange kriminelle gengangere og afsløre organiseret kriminalitet på tværs af landegrænser.
Samtidigt steg ressourceforbruget, fordi Rettsmedisinsk institutt (RMI) i Norge har pligt til at analysere alle prøver som sendes ind. RMI analyserer alle DNA-prøver for det norske retssystem. I starten strøg man vatpinde overalt og sendte prøver ind, som ikke kunne give en DNA-profil, men kun gav meget ekstra arbejde.
Så man måtte se på, hvad der faktisk er værd at sende ind. Ved blodprøver lykkes man med at fremstille en DNA-profil i hele 85 procent af tilfældene, mens succesraten for hudpartikler afsat på håndtag kun er 5-15 procent.
Man har derefter fået begrænset det mest meningsløse analysearbejde, men udover det tekniske byder reformen på andre udfordringer. Et DNA-bevis er ikke altid lige simpelt at bruge i retten, fortæller Ragna Aarli.
»Da DNA-bevis hovedsageligt blev brugt i voldtægtssager var der et meget mere klart link mellem DNA-beviset og en strafbar aktivitet. Har vi med berigelseskriminalitet at gøre, er det vanskeligt at sige, om den beviste tilstedeværelse på gerningsstedet er knyttet til den kriminelle handling.«
»Der er sket en naturvidenskabeliggørelse af retssystemet, men den naturvidenskabelige argumentation baserer sig på meget mere sikker viden end retssystemet gør. Du har et præcist bevis, men putter det ind i et system, som er rimeligt løst og rundt,« siger Ragna Aarli.
Naturvidenskab i retssalen
En anden akilleshæl for DNA-bevisets værdi i retten er rapporteringen. Efter gennemført analyse sender RMI en rapport til retten, og det at forbedre rutinerne angående denne rapportering er et hovedanliggende i Ragna Aarlis rapport.
For at bedømme værdien af et DNA-bevis må også retsgenetikerne, de som undersøger DNA-prøverne, tydeligt kommunikere ud, hvad de har fundet.
»Rapporterne kan gøres mere tilgængelige ved, at de bliver mere systematiske. Når retsgenetikerne skal tolke fundene, opstår udfordringer med, hvordan de skal beskrives. Bruger man standardformuleringer vil retten hurtigere forstå, hvad der menes,« siger Ragna Aarli.
I Danmark er rutinerne for eksempel anderledes. Her bruger vi standardformuleringer og en såkaldt likelihood-ration – en sandsynlighedsberegning sat op mod en hypotese, som skal ”finde ud af, om DNA-prøven fra dette spor matcher med denne person”.
Ratioen kan for eksempel være på 1:1.000.000, noget som antyder en ”ekstremt stærk” sandsynlighed for at hypotesen stemmer. Systemet skal gøre det mere enkelt for retten at forstå bevisvægten.
»Det naturvidenskabelige sandsynlighedsbegreb er noget helt andet end det retslige. En rent statistisk, teoretisk sandsynlighed for at noget er forkert, er ikke det samme som begrebet ”rimelig tvivl” i retssystemet,« siger Ragna Aarli.
Den retsmedicinske kommission, som kontrollerer RMI’s arbejde, har klaget over, at standardiseringen ikke bruges i Norge. I Ragna Aarlis rapport til Justis- og politidepartementet blev det konkluderet, at ”indholdet og udformningen af rapporterne ikke er tilstrækkeligt optimale”, og brug af likelihood ratio er et af tiltagene som bliver anbefalet.
Fejlslutninger fra aktører i retten er en anden central sikkerhedsudfordring, som kan opstå, fordi bevisbedømmelsen giver rum for skøn.
»Retsgenetikeren kan bare give svar på sandsynligheden for sammenfald, og så må bevisbedømmeren vurdere, om det kan være et vildspor, om en anden person kan være kilde, om mistænkte har et alibi og så videre.«
»Bevisbedømmeren må se på skyldsspørgsmålet i den fulde udstrækning, og bør have noget mere end DNA-bevset at basere sig på. Berørings-DNA i en berigelseskriminalitetssag kan have en begrænset værdi, når man skal afgøre skyld,« siger Ragna Aarli.
DNA-bevis kasseres
Når DNA-prøverne er blevet analyseret og en DNA-profil er fremstillet, kan man i Norge ikke beholde det biologiske materiale længere. Hvis sagen bliver afsluttet uden domfældelse, skal også analyseresultatet, det vil sige DNA-profilen, slettes.
»At balancere behovet for personbeskyttelse og ønsket om at bekæmpe kriminalitet og sikre retssikkerheden er vanskelig. Efter etableringen af en genoptagelseskommission genåbnes gamle sager oftere end før, men som situationen er nu, kan DNA-prøver ikke gemmes over længere tid, og kan altså ikke benyttes som grundlag for genåbning af en sag. Det kan blive problematisk,« mener Ragna Aarli.
»Fordi videnskaben udvikler sig hele tiden, kan der komme en dag, hvor vi opdager, at de standarder, vi bruger, ikke er gode nok, og at der er sket en forkert domfældelse. Som det er nu, er det ikke muligt at genanalysere en profil efter nye standarder, fordi det biologiske materiale er kasseret.«
RMI har i dag monopol på DNA-analyser til strafferetsplejen. I Ragna Aarlis rapport påpeges det, at en monopolinstitution, som ikke er nødt til at gøre sig selv attraktiv, kan blive langsommere til at svare på ydre krav om ændring.
Fagmiljøet i Norge er lille, men der har været snak om, at få et supplerende analyselaboratorium på plads i Tromsø. Behovet for en såkaldt ”second opinion” er et vigtigt argument for at få plads til sådan et alternativt laboratorium.
»Så længe man bare har én analyseinstitution med monopol, er det vanskeligt for forsvarere at bestride et DNA-bevis. I den grad beviset skulle få en afgørende betydning, bør det kunne testes af en uafhængig instans, og det er der dårlige muligheder for i dag,« afslutter Ragna Aarli.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
