Forhistorisk DNA afslører tidligste evidens for den sidste store migrationsbølge til Vesteuropa

Nomadiske hyrder fra den eurasiske steppe blandede sig med kobberalderens bønder i det sydøstlige Europa århundreder tidligere end hidtil antaget.

I et nyt studie offentliggjort i Nature brugte vi forhistorisk DNA til at få ny indsigt i spredningen af kultur, teknologier og herkomst på et afgørende tidspunkt i europæisk historie.

Menneskehedens arkæologiske optegnelser afslører massive ændringer i kulturel praksis og teknologier.

Det står dog ikke altid klart, hvordan disse ændringer bevægede sig mellem forskellige grupper af mennesker.

Det kan ske enten ved en spredning af idéer (som eksempelvis gennem handel), eller gennem migration af mennesker.

Forhistorisk DNA kan hjælpe os med at forstå forandring

I Europa har der været to store migrationer i de seneste 10.000 år.

Først var der udbredelsen af tidlige agerbrugsgrupper fra Anatolien for omkring 9.000 år siden, som er associeret med indførelsen af agerdyrkningpraksis og dyrehold, en mere fastboende livsstil (permanente boliger) og udbredt brug af lertøj samt nye typer polerede stenredskaber.

Så kom udbredelsen af steppehyrder fra de Pontiske Stepper for omkring 5.000 år siden, som er associeret med udbredelsen af pastoralisme og mejeriteknologier, en anden type herkomst og muligvis nogle af de indoeuropæiske sprog.

(Pastoralisme er en samfundsform, hvor kvægavl baseret på naturlig græsning er en væsentlig del af det økonomiske grundlag, og hvor en enkelt dyreart gerne indtager en særlig plads i samfundsliv og kulturelt tankesæt, red.)

I vores nye forskning studerede vi samspillet mellem agerbrug og pastoralismegrupper fra stepperne fra en ny vinkel ved at analysere genomerne fra 135 individer fra det sydøstlige Europa og den nordvestlige Sortehavsregion, som levede for mellem 4.000 og 7.000 år siden.

Vi afdækkede hidtil ukendte og signifikante genetiske ændringer i mennesker i disse regioner.

Vi fandt også tilstedeværelsen af steppeherkomst i kontaktzonen i den nordvestlige Sortehavsregion for omkring 5.500 år siden, omkring 500 år tidligere end hidtil antaget.

Kobberalderen i det sydøstlige Europa

Sydøsteuropa spillede en vigtig rolle i udbredelsen af agerbrug over hele Europa, efter at de tidlige bønder fra Anatolien ankom for omkring 9.000 til 8.000 år siden.

Cirka 1.000 år senere førte adgang til kobber, guld og salt til udviklingen af mange fremgangsrige bosættelser i dele af det nuværende Bulgarien og Rumænien.

Bosættelser ved Sortehavet og langs større floder som Donau trivedes gennem kontakt og handel med de omkringliggende områder.

Ligheder i materiel kultur synlig i de arkæologiske optegnelser over en større region indikerer en periode med social og politisk stabilitet på cirka 500 år, for mellem omkring 6.200 og 6.700 år siden.

95 af de forhistoriske genomer, vi analyserede, var fra denne periode og region, og disse kulturelle ligheder og stabiliteten afspejles i fraværet af store genetiske forskelle.

En ny æra og en smeltedigel af menneskelig interaktion

Efter denne periode med stabilitet blev mange bosættelser fra kobberalderen ganske pludseligt forladt for omkring 6.000 år siden.

I de følgende 1.000 år boede der så få mennesker i det sydøstlige Europa, at perioden ofte omtales som 'det mørke årtusinde'.

Årsagen er ikke fuldt ud forstået, men det var sandsynligvis på grund af udtømning af ressourcer som følge af ugunstige klimatiske forhold.

I stedet opstod store bosættelser med flere tusinde huse længere nordpå i dele af det, der i dag er Moldova og Ukraine.

Beliggende i den vestlige ende af skovsteppezonen var disse mega-lokationer associeret med cucuteni-kulturen (også kendt som tripolje-kulturen).

'Smeltedigel' af menneskelig interaktion

I en periode kaldet kobberalderen (æneolitikum eller kalkolitikum), der spænder fra 5.200 til 6.500 år siden, blev regionen omkring nutidens Odesa en 'smeltedigel' af menneskelig interaktion.

Talrige kulturelle påvirkninger forekommer i de arkæologiske optegnelser, herunder de svindende kobberalderkulturer og cucuteni-kulturen.

Interessant nok viste den resulterende lertøjsstil og andre artefakter på mega-lokationer påvirkninger fra yderligere to grupper:

• Fra nærliggende grupper, der kunne spores til stepperegionen øst for Odesa
• Fra den fjerne Maykop-kultur i Nordkaukasus, en bjergkæde øst for Sortehavet

Steppegrupperne praktiserede en anden livsstil, kaldet nomadisk pastoralisme. Bønderne boede og arbejdede på det samme stykke jord, og de nomadiske hyrdefolk flyttede rundt for at finde friske græsgange til deres store dyreflokke.

Ud over denne meget anderledes livsstil bar de også en særskilt genetisk profil kaldet 'steppe-herkomst'.

En overraskende opdagelse

Ved at analysere genomet fra 18 forhistoriske individer fra Odesa-regionen fra denne periode, kunne vi se genetisk evidens for de mange kulturelle påvirkninger observeret af arkæologerne.

Ud over de tidligere observerede kobberalderherkomster opdagede vi nye genetiske bidrag fra individer fra skovstepperegionerne og Nordkaukasus.

Denne nye herkomst og dens opdukken i Vesteuropa var blevet entydigt forbundet med udbredelsen af en senere kulturel gruppe kaldet Yamnaya.

Det var en kæmpe overraskelse. Vi forventede ikke at se tegn på denne herkomst før mindst 500 år senere, da steppefolket Yamnaya'erne dukkede op.

Disse resultater viser, at der ikke kun var en kulturel udveksling mellem de forskellige grupper. Der må også have været biologiske interaktioner mellem mange genetisk særskilte mennesker, der fandt sammen i denne kontaktzone så tidligt som for 5.400 til 6.500 år siden.

På grund af denne ’smeltedigel’ var eneolitikum præget af en række nyskabelser. Teknologier som hjul, vogntransport og forbedret metalbearbejdning spredte sig hurtigt til Vesteuropa og Centralasien.

En mosaik af forskellig herkomst

Vi analyserede også 21 individer fra den tidlige bronzealder for cirka 4.000-5.300 år siden. Hos otte af disse individer observerede vi den forventede udbredelse af steppepastoralisterne mod vest, denne gang associeret med Yamnaya-kulturen.

Denne endelige migration bragte den sidste del af den moderne vesteuropæiske genpulje med sig, som sandsynligvis dukkede op fra den foregående periode med kontakt og udveksling, som vi identificerede.

De resterende 13 individer beholdt dog den genetiske signatur fra den foregående kobberalder. Resultaterne indikerer en sameksistens af disse genetisk særskilte folkeslag.

Vores studie af genetiske data over tid afslører et meget dynamisk billede af menneskets forhistorie i det sydøstlige Europa. Efterhånden som mere forhistorisk DNA-data bliver tilgængelig, kommer flere kapitler i denne historie også frem i lyset.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.