TV-serien 'The Vampire Diaries' bliver bare bedre og bedre – i tredje sæson bliver Damon mere sexet, Caroline bliver klogere, konflikterne større, og der kommer mere tortur.
Dette indlæg handler ikke om virkelig tortur, men om tortur som underholding i film og tv, mere specifikt i tredje sæson af 'The Vampire Diaries'.
Tortur som mandomstest og sadistisk fornøjelse
Umiddelbart forbinder man næppe tortur med 'The Vampire Diaries', en teen-vampyr-tv-serie, der foregår i den lille by Mystic Falls i Virginia, USA, og handler om et trekants-drama mellem Elena, Stefan og Damon.
Tortur er noget, mænd underkaster andre mænd, som regel i krig eller efter ordre fra en gangsterboss. I film tjener tortur til at få informationer (spion- og krigsfilm), til at afskrække konkurrenter (gangsterfilm), eller til at indgyde skræk og rædsel (terrorisme, forbryderfilm af forskellig slags). Fællesnævner er sædvanligvis, at bødler og ofre er mænd.
Alternativt bliver tortur udøvet af en psykopat, der nyder at påføre sit offer smerte. Da er vi i gyserfilm, seriemorderfilm og krimigenren. Og nu er ofrene kvinder.
Tortur-symbolik varierer fra at være en mandomstest til at handle om at pisse territorier af eller at få afløb for sadistisk lyst. Det gælder så forskellige værker som 'Hostel', 'Syriana', '24' og 'Body of Lies'. I den sidste bliver de tre symbolikker endda forenet på interessant vis, men det er en anden historie.
Tortur som opdragelse
Tortur har altid eksisteret i Hollywoods filmgenrer, men siden 9/11 og de amerikanske torturskandaler er tortur blevet til et almindeligt og udbredt element i vores fælles kulturelle bevidsthed.
Når 'Hostel' og 'Hostel 2' bruger tortur og fastspændte ofre i torturstole, så henviser instruktør Eli Roth og Quentin Tarantino på kommentarsporet til krigen mod terror som inspirationskilde. Torture-porn-genren siger selv, at den er inspireret af virkelig krig.
Brugen af tortur i 'The Vampire Diaries' trækker både på vores kendskab til tortur i den virkelige verden (krigen mod terror) og på tortur i fiktion. Når vi i de første sæsoner af 'The Vampire Diaries' mødte tortur, var det 'onde' karakterer, der torturede 'gode' karakterer.
Husker jeg ret, blev Stefan tortureret af onde vampyrer i første sæson (episode 17) og Damon af onde varulve i anden sæson (episode 14).
I sæson tre møder vi noget helt nyt, som jeg vil kalde tortur som opdragelse (educational torture). Det er, når offeret bliver tortureret af sin familie eller kæreste for at lære at opføre sig ordentligt. Jeg vil nødig afsløre for meget fra sæson tre, der byder på mange intelligente og overraskende fortolkninger af gysets konventioner, blandt andet tortur.
Målet helliger midlet
Ét af ofrene er Caroline, den blonde cheerleader, der blev vampyr i anden sæson. Hun er mit yndlings-torturoffer i sæson tre. Hun ender på et tidspunkt i en klassisk gotisk kælder, komplet med sorte stenmure og indbygget torturstol. Se hvordan hun slipper løs – og gæt hvem, der torturerede hende (det er snyd at google svaret!).
Carolines tortur er en visuel hilsen til blonde Whitney, der dør i en lignende stol og et lignende kælderrum i 'Hostel II' (2007). Men hvor Whitney skriger og tigger for sig liv, er Caroline cool.
»You can’t change who I am,« siger hun til sin bøddel. Han vil lære hende at kontrollere sin appetit, så hun ikke vil drikke menneskeblod. »I don’t need to be fixed,« siger Caroline.
Kan tortur fikse et problem? Det er et spørgsmål, 'The Vampire Diaries' stiller gentagne gange, og svaret vil næppe behage en pacifist. Flere af seriens karakterer bliver underkastet tortur af forskellige årsager, og 'The Vampire Diaries' siger, ligesom den ultra-reaktionære '24', at målet helliger midlet.
Hvis det vel at mærke er de 'gode', der udøver torturen. (De onde torturerer stadig, ikke for at opdrage, men for at hævne sig, for at skræmme, og fordi de nyder det).
Lærer hjernen, at noget er skidt
Neurologen Antonio Damasio har forsket i hjernen, følelser og beslutninger. En af hans teorier går ud på, at vi lærer somatisk – det vil sige, at kroppen kan huske behag og ubehag og knytte det til handlinger.
Damasio lavede et eksperiment, hvor testpersoner trak kort fra flere bunker, hvor nogen bunker gav gode kort (der udløste penge-bonus) og andre gav dårlige kort.
Eksperimentet viste, at personernes fysiske reaktioner kunne udpege den gode bunke, inden de bevidst havde forstået logikken. Altså, at deres somatiske reaktioner hjalp dem til at afvise en dårlig kortbunke og foretrække en god.
En somatisk markør er, når kroppen lærer at forbinde positive og negative reaktioner med ting, der er henholdsvis positive og negative.
I 'The Vampire Diaries' bliver tortur brugt til at skabe somatiske markører – hvilket det vist også kan bruges til i virkeligheden (for eksempel at præge sindet med somatisk erindring, som det er sket i 'The Bourne Legacy' (2012) og 'Hanna' (2010)).
Tortur som symbolik
Jeg skal ikke gøre mig klog på neurobiologi og somatisk opdragelse. Jeg hæfter mig her ved, at hvor virkelig tortur er forbudt af Menneskerettighedserklæringen og Genevekonventionerne, bruges tortur i fiktion til at beskrive karakterer og situationer og tegne styrker og svagheder.
Engang var tortur forbeholdt de onde. I dag anvendes tortur af både gode og onde, det bruges til at straffe og opdrage, det kan både fordømmes og benyttes til et moralsk 'godt' formål.
Hvad siger det mon om vores samfund? Om vores holdning til smerte? Om vores idé om opdragelse og sikkerhed? 'The Vampire Diaries' giver ikke ét svar; i stedet bruger den tortur på nye og uventede måder.
Indrømmet, jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg skal fortolke symbolikken. Men her er i hvert fald en ny holdning til smerte og opdragelse.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
