I en måned, som ellers er fyldt med klippe-klistre-dage og julefrokoster, vinder en ny - eller faktisk oldgammel - tradition indpas i de danske lokalsamfund:
Fejring af vintersolhverv – årets korteste dag, hvorefter dagene igen begynder at blive længere.
Det viser et studie, foretaget af Astrid Krabbe Trolle på Københavns Universitet, som har analyseret lokalaviser mellem 1990 og 2020 og set en stigning i antallet af arrangementer, der fejrer lysets tilbagevenden efter 22. december.
\ Vintersolhverv
Årets korteste dag er defineret som den dag, hvor Solen opnår sin laveste stilling på himlen midt på dagen. Dette tidspunkt kaldes vintersolhverv. Årets længste dag kaldes modsat sommersolhverv.
Vintersolhverv falder i Danmark enten 21. december eller 22. december. Solhverv er en global begivenhed, der sker på et nøjagtigt tidspunkt, og i år 2023 falder vintersolhverv 22. december kl. 04:27 dansk tid.
Læs mere i artiklen Årets korteste dag.
Astrid Krabbe Trolle forklarer, at ritualerne ofte består af, at borgerne i lokalsamfundene mødes og går i optog med lys rundt om en sø, i skoven eller ved stranden.
I alt fandt medieanalysen 35 officielle vintersolhvervsfejringer, hvoraf 7 fandt sted i perioden 1990-2010, mens hele 28 fandt sted efter 2010.
Ud af de 35 begivenheder kan man ifølge studiet, der udgivet i tidsskriftet Religions, tale om to typer fejringer:
Den lokale fejring fremgår som den mest almindelige og ses for eksempel i Snogebæk på det sydøstlige Bornholm.
»Det var i de små lokalaviser, at jeg fandt aktiviteter med solhvervsfejringerne. Det viser, at det ikke er en stor national fejring, men mere en lokal fejring,« siger Astrid Krabbe Trolle.
Her hyldes lokalsamfundet og lysets tilbagevenden i et ritual, som indeholder et bål og optog gennem lokalområdet – ofte imod en form for vand. Faktisk fandt analysen, at 17 ud af 35 rituelle optog havde et element af vand med såsom en sø eller havet.
Den urbane fejring foregår som regel i København, hvor fejringen i højere grad er inspireret af lysfestivaler, som er et globalt fænomen. De kombinerer urbane omgivelser med underholdning i form af lyskunst eller -performance.
Skifter guden ud med lokalsamfundet
I vikingetiden har man også fejret vintersolhverv - både gennem ofringer til guderne og store fester til at markere skiftet mod en tid med mere varme og en jord, der igen er til at dyrke.
\ Solhverv som religiøst ritual
Ordet solhverv stammer fra det oldnordiske »sólhvarf«, som kan oversættes til solvending.
Fejringen af vintersolhverv er i sin reneste form et meget religiøst ritual, som Uffe Schjødt, lektor på Aarhus Universitet, forklarer:
»Når vi ser på de erklærede asatroende, er solhvervet en vigtig begivenhed, hvor man går ud og ofrer til guderne.«
Kilde: Nordjyske Museer
Når de lokale borgere i dag tænder fakler, går i optog og synger sange, handler det dog ikke om, at guden Frej snart vil få afgrøder til at vokse.
»I det materiale, som jeg har kigget på, er de oldnordiske gudeelementer virkelig nedtonet,« siger Astrid Krabbe Trolle.
»Man fjerner guden, men beholder rituelle elementer som optog, lys og mørke og putter det ind i en lokal kontekst.«
De fejringer, som Astrid Krabbe Trolle har analyseret, viser det, som hun kalder en »blandingsform« af de gamle, religiøse ritualer og det lokalsamfund, man gerne vil dyrke.
»I Herning mødes de lokale idrætsforeninger for eksempel og klæder sig ud med lys, næsten lidt karnevalsagtigt. Men så går de i optog rundt om en sø. Løberne løber, danserne danser og kajakroerne sejler med lys på søen, og til sidst synger de sammen solhvervssangen, som hylder den danske natur og nationen.«

Dybt religiøs eller ‘kultur-asatro’?
Uffe Schjødt er lektor på Aarhus Universitet (AU) og har læst studiet for Videnskab.dk. Han kalder metoden »robust« og mener, den tegner et godt billede af, hvad der sker i samfundet. For eksempel, at flere lokalsamfund viser interesse for solhvervsfejringer.
Lektoren gør det dog klart, at man ikke kan bruge medieanalysen til at fortælle, om fejringerne af vintersolhverv har en religiøs betydning for de personer, der deltager.
»Hvis man vil vide, hvad der sker inde i deltagernes hoved, skal man ud at høre dem, hvilken betydning de selv lægger i vintersolhverv,« siger han.
\ Læs også
Uffe Schjødt mener, at solhverv, ligesom andre religiøse traditioner, kan tiltrække både de dybt spirituelle og de ‘kultur-troende’.
»Du kan næsten lave en parallel til kristne fejringer som julen. Nogle mener, at de er vigtige religiøse begivenheder, mens andre synes, at det er hyggen, værdierne og traditionen, som er vigtig.«
\ Supplement eller erstatning for jul?
Vælger folk at gå i optog i stedet for rundt om træet? I spørgsmålet om, hvorvidt de lokale solhvervsfejringer er en erstatning eller supplement til julefejringen, er svaret fra Astrid Krabbe Trolle klart:
»Det er et supplement. Igen kan jeg ikke sige noget om individet eller de etablerede asatroende, men i de her lokale ritualer, ser jeg ingen tegn på, at man laver en vintersolhvervsfejring i stedet for jul.«
Astrid Krabbe Trolle mener, at fejringerne i højere grad fungerer som endnu en hygge-tradition i julemåneden.
»Jeg er imponeret over, at de kan overskue det,« siger hun med et grin.
Astrid Krabbe Trolle er enig i, at solhverv både fejres af dem, som hilser på tordenguden Thor, når himlen raser, og dem, som bare godt kan lide historien om hans hammer, Mjølner.
Derfor understreger hun også, at hendes studie skal bruges til at blive klogere på samfundstendenser og ikke individets tro.
»Jeg kan se, at fejringerne finder sted, hvad der sker, og hvad folk siger om dem i artiklernes citater. Jeg ved ikke, hvad deltagerne selv tænker om fejringer og det religiøse ved dem.«
\ Tid og sted betyder noget
Astrid Krabbe Trolle studsede over noget, da hun satte lokationerne for fejringerne på det danske landkort.
»De markerer de nationale grænser. Man har en fejring helt oppe i Nordjylland, nede ved Gedser og østpå ved Snogebæk på Bornholm. De her små, lokale fejringer har markeret den nationale geografi, uden de nok selv er klar over det.«
Man går altså ikke kun op i det lokale fællesskab, men også den lokale geografi og tidsregning, lyder det fra studiets forfatter.
»Man skal helt ud på spidsen, hvor Solen går ned eller står op. Solen går ned en del minutter forskudt, alt efter om man står ved Gedser eller Skagen, og her kan jeg også se, at nogle begivenheder nævner den konkrete, lokale tidsregning for, hvornår Solen går ned hos dem.«
Tilbage til det danske og naturen
Den oldnordiske fejring falder ifølge forskerne ind i en tendens, som bølger gennem Europa lige nu. Nemlig den stigende nynationalisme, hvor man dyrker de gamle traditioner, som kendetegner lige præcis ens eget land.
»Lokalsamfundene fejrer både sig selv og den nationale fortid. Man prøver at lave nogle ritualer, som trækker på asatro og mange af de nordiske elementer. Det er en mulighed for at skabe forbindelse til tiden før kristendommen, hvor man fejrer sin danskhed,« siger Astrid Krabbe Trolle.
\ Læs også
I nationalromantikkens navn giver det ifølge Uffe Schjødt god mening at trække tråde helt tilbage til vikingetiden.
»Mange lande er kristne, så hvis vi vil vise, at vi er danskere, skal vi dyrke det, som kom før kristendommen,« forklarer han og nævner, at solhvervsfejringerne også kan være tegn på et stigende behov for at komme tilbage til naturen.
»Den oldnordiske kultur dyrkede naturen. Thor var torden, og Frej fik kornet til at gro. Kigger man på moderne asatro, er solhverv de vigtigste begivenheder, der samler flest mennesker.«
\ Moderne asatro
Ligesom med andre trosretninger er der i det moderne Danmark forskellige grader af asatro.
Blandt de nogle tusinde personer, som har genoptaget den gamle religion, kan man både møde de dybt troende og dem, der mest dyrker de værdier, som guderne og myterne repræsenterer såsom mod, handlekraft og tilknytning til naturens elementer.
Kirkeministeriet har godkendt et asatroende trossamfund i Danmark, Forn Sidr, som har over 600 medlemmer.
En tradition blandt asatroende er blót, som er et ritual, der hylder guderne. Her vil deltagerne blandt andet drikke af et drikkehorn, give en form for offer og indtage et fælles måltid. Det sker typisk fire gange om året; sommersolhverv, vintersolhverv, forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn.
Kilder: Forn Sidr
Tendensen til at komme tilbage til naturen kan Astrid Krabbe Trolle ikke finde i sit materiale fra lokalaviserne. Hun er dog slet ikke afvisende over for idéen om, at naturens elementer betyder en del, også i nutidens lokale ritualer.
»Hvis jeg gik ud og spurgte - hvad jeg gør på et tidspunkt - vil jeg tro, at det har betydning, at man ikke har ritualet i et forsamlingshus, men tager ud i naturen og i mørket. Der er nogle forbindelser dér, som kunne være rigtig spændende at blive klogere på.«
Indtil videre ved vi dog, at flere og flere tænder lys 22. december, og hvis der ikke allerede er fakkeloptog eller lysudklædninger i dit lokalsamfund, så kan det jo være, at det er på vej.


































