Er der nogen antifeminister derude?

For mange i dag betyder feminisme, at man går ind for lige vilkår og rettigheder uanset køn.

Men ikke for alle. For nogle er feminisme tværtimod en bevægelse, der modarbejder ligestilling ved især at true mænds rettigheder og kræve særlige fordele for kvinder.

Men hvad betyder det egentlig at være imod feminisme som sådan - at være en ’antifeminist’? Og er antifeminisme i dag en bevægelse på samme måde, som feminisme er?

Det arbejder vi (et dansk team på Aalborg Universitet) med andre forskergrupper på tværs af Europa på at besvare. Arbejdet er netop begyndt, og artiklen her bygger på vores foreløbige resultater.

Men først skal vi lige have på plads, hvad antifeminisme betyder.

Hvad er antifeminisme?

Antifeminisme som udtryk bruges ofte løst om alt fra mainstream politiske partier til obskure internetfora, fra såkaldte ’manderettigheds-aktivister’ til liberale debattører.

Det peger på, at det er muligt at være kritisk over for feminisme på mange måder, og det er heller ikke al kritik, der stiller sig afvisende over for feminisme i det hele taget.

Antifeminisme kan siges at opstå, når en kritik af feminisme bliver så omfattende, at det er rimeligt at forstå kritikken som en afvisning af feminismens eksistensberettigelse som bevægelse.

For nogle bunder en sådan afvisning af feminisme også i en afvisning af en moderne forståelse af ligestilling, såsom når Vatikanet advokerer for, at mænd og kvinder bør ’komplementere’ hinanden gennem konservative kønsroller snarere end at have lige muligheder og vilkår.

Imod feminismens forståelse af ligestilling

For andre er feminisme derimod en bevægelse, der har udviklet sig fra at kæmpe for kvinders ligestilling med mænd, til i dag faktisk at modarbejde ligestilling ved at favorisere ikke bare kvinder men også forskellige minoriteter.

Her påstår antifeminister ofte, at det ligger i selve begrebet feminisme, at det handler om at fremme det feminine køn snarere end at gå ind for lighed mellem kønnene.

Dette ses mest tydeligt hos manderettigheds-aktivister, som er et gængs begreb for aktivister, der hævder, at mænds ligestillingsproblemer ikke adresseres i dag, og at feminisme i høj grad er skyld i dette.

Endelig kan antifeminisme, som den kommer til udtryk på internetfora som Reddit, 4chan og 8chan, i nogle tilfælde bunde i et utilsløret had til kvinder og seksuelle minoriteter.

Det kan således se ud, som om antifeminister i dag ikke har meget til fælles ud over at være imod feminisme.

Men hvad der i hvert fald forener forskellige slags antifeminister er en grundlæggende uenighed med feminismens forståelse af ligestilling, hvad enten ligestilling afvises som sådan eller i stedet fortolkes på en helt anden måde.

Religiøse antifeminister i Europa

I vores forskningsprojekt undersøger vi, hvordan antifeminisme kommer til udtryk i Danmark og syv andre europæiske lande.

Vi undersøger blandt andet, hvad det er for nogle organisationer og offentlige debattører, der kan siges at være antifeministiske – og i hvor høj grad de samarbejder og har noget til fælles.

Dette gør vi især gennem indsamling af kvalitative interviews, analyser af dominerende holdninger og tendenser i offentlige debatter og på sociale netværk samt kortlægning af netværk og kontakter på tværs af civilsamfundet og det politiske system, NGO'er og politikere.

På europæisk og globalt plan er de mest indflydelsesrige antifeminister i dag den såkaldte ’anti-gender’ bevægelse, som er et løst netværk af særligt religiøse organisationer såsom Vatikanet, World Congress of Families og European Center for Law and Justice.

Disse organisationer retter især deres kritik mod abortrettigheder og seksuelle minoriteters plads i samfundet, hvilket eksempelvis kom til udtryk i de store demonstrationer i Frankrig i 2012-13 mod indførelsen af retten til ægteskab mellem personer af samme køn.

Ikke en samlet bevægelse i Danmark

I Danmark er antifeminisme imidlertid præget af, at religiøse organisationer og idéer ikke spiller en lige så stor rolle i den offentlige debat om køn og ligestilling som andre steder i Europa.

I stedet er feminisme i de senere år som oftest blevet kritiseret fra et mere sekulært perspektiv, såsom når den er blevet associeret med såkaldt ’wokeness’ og ’identitetspolitik’ af højrefløjspolitikere.

Når denne kritik fremføres om at feminisme angiveligt går alt for langt ved at favorisere særligt minoriteter, henvises der ikke til religiøse idéer, men til hvad der blot forstås som ’sund fornuft’.

I Danmark er antifeminisme også mere løst organiseret, og det er stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt der overhovedet findes en reel antifeministisk bevægelse i Danmark.

Der findes dog eksempler på aktører i Danmark, som på forskellige måder har givet udtryk for antifeministisk kritik inden for de seneste år. Disse fordeler sig i tre hovedgrupper:

• Højrefløjspolitikere fra forskellige partier
• NGO'er såsom Manderådet og Dansk Regnbueråd
• Offentlige debattører og medieplatforme såsom Årsskriftet Critique og Kontrast

Fokuserer på manglende ligestilling for mænd

Blandt de førnævnte grupper af antifeminister i Danmark har der de seneste år særligt været fokus på to temaer, der ikke umiddelbart har meget med hinanden at gøre.

Dels har antifeminister fokuseret på manglende ligestilling for mænd på forskellige områder, og dels på transkønnedes plads og rolle i samfundet.

Det er særligt manderettighedsaktivister, som har sat fokus på det første tema med udgangspunkt i den klassiske forståelse af ligestilling som et spørgsmål om forholdet mellem mænd og kvinder.

For dem vender feminisme imidlertid tingene på hovedet, da det i det store hele er mændene, der er dårligst stillede i nutidens samfund og ikke omvendt.

Manderettighedsaktivisme har i årtier været udbredt i særligt angelsaksiske lande, men er i Danmark mest vundet frem som modreaktion til #MeToo bevægelsen fra 2017 og frem.

Ikke alle mandeorganisationer er antifeministiske

Den mest veletablerede NGO på dette område er i øjeblikket Manderådet. For eksempel hævder de, at fædre behandles som ’andenrangs forældre’ i Familieretshuset, der behandler konflikter mellem forældre om samvær og forældremyndighed.

På samme måde har Foreningen Far i flere årtier også hævdet, at det familieretslige system systematisk diskriminerer fædre, men de har ikke i lige så høj grad hævdet, at feminisme og særligt kvindeorganisationer er medskyldige i dette, som Manderådet eksplicit gør.

Det er dog værd at bemærke, at der i dag også findes feministiske organisationer, der arbejder for at fremme mænds vilkår og rettigheder.

I Danmark er dette særligt organisationerne DareGender, Forum for Mænds Sundhed og Dansk Mandesamfund, der eksempelvis er begyndt årligt at fejre Mændenes Internationale Dag den 19. november i samarbejde med KVINFO.

Modstandere af flere rettigheder til transkønnede

Organiseret modstand mod øget anerkendelse og flere rettigheder til transkønnede er også af nyere dato.

I Danmark er det især foreningen Dansk Regnbueråd, der siden 2022 har været bannerførere for denne modstand mod såkaldt ’transaktivisme’, som de også kalder for ’kønsekstremisme’.

Modstanden er særligt blusset op som reaktion på diskussioner om medicinsk og juridisk kønsskifte til mindreårige.

Kritikken er hovedsageligt rettet mod den danske LGBT+ bevægelse, som ofte beskrives i denne sammenhæng som en ’LGBT-lobby’ med sin egen ’LGBT-ideologi’.

Blandt politikere er det især Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som har kritiseret LGBT+ bevægelsen på denne måde.

Feminister svigter ciskønnede kvinder

Feminisme anses dog ofte for at være lige så meget skyld i tingenes tilstand.

Dette kommer mest til udtryk i en anklage om, at feminisme svigter sin egen historiske kamp for ciskønnede kvinders rettigheder ved at inkludere transkvinder, hvilket for nogle debattører blot er ’mænd i forklædning’.

Ifølge Dansk Regnbueråd og offentlige debattører som især Karen M. Larsen, der til gengæld er selv-erklæret feminist, handler dette svigt fra den feministiske bevægelse i dag om, at ciskønnede kvinders rettigheder er truede på en række områder af særhensyn til transkvinder.

Dette gælder særligt i forhold til transkvinder, som udkonkurrerer ciskønnede kvinder i elitesport, og transkvinders tilstedeværelse i dametoiletter, omklædningsrum og kvindefængsler.

Samtidig hævdes det af blandt andet Dansk Regnbueråd, at lesbiske ciskønnede kvinder har ret til at afvise transkvinder, fordi de er transkvinder, hvilket feminister igen kritiseres for at benægte.

Organisationer arbejder endnu ikke sammen

Umiddelbart ligger de to førnævnte temaer langt fra hinanden.

Alligevel er der i visse tilfælde overlap, hvor de samme debattører, foreninger og politiske partier kan udtale sig på begge områder med et fælles udgangspunkt om, at feminisme bør udsættes for massiv kritik.

Dette overlap kommer eksempelvis til udtryk i den gentagne kritik af feminisme for at være blevet ’woke’, hvilket forstås som en tendens mod at favorisere både kvinder og seksuelle minoriteter såsom transkønnede gennem indførelse af særhensyn og positiv diskrimination.

Dansk Folkepartis kampagne ’Det er okay at være almindelig’ fra 2022 er et godt eksempel på dette, da den både problematiserede og sammenlignede ligestillingstiltag såsom krav om kønsopdelt lønstatistik med forslag såsom muligheden for juridisk kønsskifte til mindreårige.

Der er således stor enighed om, hvad man er imod – men det er stadig sparsomt med dialog eller samarbejde på tværs af antifeministiske organisationer i Danmark om, hvad man er for.

På vej mod en samlet antifeministisk bevægelse?

Dette skyldes især, at antifeministisk kritik kan bygge på vidt forskellige ideologier og perspektiver.

Blandt højrefløjspolitikere bygger antifeminisme lige nu på både liberal og konservativ ideologi, mens der blandt foreninger og debattører fremmes antifeministiske synspunkter på baggrund af mere afgrænsede problemer, som feminisme anses for at være skyld i.

Så antifeminisme er ikke bare antifeminisme.

Hvordan antifeminisme i en dansk kontekst vil komme til udtryk fremover, er i høj grad afhængigt af, om antifeminisme udvikler sig til at blive en mere samlet bevægelse.

Der er ingen tvivl om, at forskellige former for antifeminisme er vokset frem i Danmark som modreaktion på særligt #MeToo-bevægelsen.

Men det ser i øjeblikket ikke ud til, at dansk antifeminisme vil udvikle sig til en bevægelse med samme organisering og indflydelse, som vi har set med ’anti-gender’ bevægelsen på europæisk plan.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere, har vi samlet en række udvalgte videnskabelige kilder til dig i boksen herunder.