Enebørn skal sikre Kinas globale succes

Kinesiske skoleelever er dygtigere og mere kreative end de danske, viste DR for nylig i en række tv-programmer, som har sat gang i en endnu en ophedet debat om kvaliteten af vores skolesystem. Men måske er det ikke kun skolernes skyld, at danske børn klarer sig dårligere end de kinesiske.

Dansk antropologisk forskning antyder, at vi skal dykke dybere ned i kinesernes baggrund for at finde den motivation, der får dem til at slide i skolen.

Først og fremmest er langt de fleste kinesiske skoleelever født som enebørn, der hele livet er klar over, at de skal sikre Kinas succes i fremtiden og forsøge deres forældre, når de bliver gamle.

»Man oplever, at folk taler om det som et fælles nationalt projekt: ’Vi skal føre Kina tilbage på toppen af en global verden, og det kræver sunde og uddannede børn.’ Samtidig har kineserne et ekstremt behov for at få et velfungerende barn, som kan forsøge familien i fremtiden,« fortæller postdoc Ayo Wahlberg fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Han har fået en Sapere Aude-bevilling fra Det Frie Forskningsråd til at gennemføre sit forskningsprojekt i Kina.

Fertilitetsklinikkerne er overfyldte

Kinesiske skoleelever har været mere end bare børn siden 1979, hvor landet indførte den kontroversielle etbarnspolitik, som foreskriver, at kinesiske par kun bør få et barn hver:

Etbarnspolitikken har gjort børnene uden søskende til en vigtig investering i fremtiden, så selv fattige kinesiske par, der har problemer med at blive gravide, ofrer gerne hele deres familieformue på at blive kunstigt befrugtet, fortæller Ayo Wahlberg.

Lange køer foran landets fertilitetsklinikker vidner om kinesernes behov for at få hjælp til at de få ønskebørn, der skal forsørge dem i fremtiden.

»Man skal mase sig ind. Der er et hav af mennesker, og lægerne skal se op til 50 barnløse par om dagen. Det er helt mod den forventning, jeg havde, for Kina er jo kendt som et land, der skal begrænse fødsler. Det overraskede mig, at landet har en boomende fertilitetsindustri,« siger postdoc Ayo Wahlberg.

»Jeg har talt med par, som har brugt op mod 100.000 kroner på fertilitetsbehandlinger. Etbarnspolitikken har forstærket ønsket om at få et barn, for når man kun må få et, så vil man have det,« fortsætter han.

Reproduktiv teknologi og etbarnspolitik i forening

Siden Ayo Wahlberg første gang maste sig ind på en af Kinas største fertilitetsklinikker, har han hver dag i flere måneder fulgt med i det daglige arbejde og lavet interviews med læger, barnløse par og sæddonorer.

Han er interesseret i at finde ud af, hvordan reproduktive teknologier kan vinde frem i et land, som i tre årtier har haft en etbarnspolitik så gennemgribende, at lokale myndigheder ind i mellem har presset eller endda tvunget fødeglade kinesiske kvinder til at blive steriliseret eller til at få en abort.

Sunde børn fører Kina til tops

At fertilitetsindustrien er lovlig og endda i vækst skyldes delvist, at Kina har en officiel plan om at blive den førende nation i verden på en lang række områder, har Ayo Wahlberg fundet ud af.
For at komme til tops skal der fødes flere sunde og raske børn, så myndighederne tillader, at ufrivilligt barnløse par får fertilitetsbehandlinger. Samtidig fraråder de, at par får et barn på naturlig vis, hvis manden eller kvinden bærer en arvelig sygdom.

En kvinde bør få en abort, hvis hun venter et barn med handikap, står der i den nationale lovgivning, som også foreskriver, at kærestepar skal tjekkes for arvelige sygdomme, før de kan få en officiel vielsesattest. Målet er at øge befolkningskvaliteten – ’renkou suzhi’ hedder det på kinesisk.

»Det er en eksplicit målsætning. I Kina er det ikke kontroversielt at tale om, at man vil forbedre befolkningskvaliteten,« siger Ayo Wahlberg.

Nogle mennesker har højere kvalitet end andre

Få danskere mener eller tør tale åbent om, at nogle børn har en højere kvalitet end andre, måske fordi vi havde nazisternes arvehygiejniske rædsler i baghaven. I Kina er der ikke den samme historisk betingede modstand mod at sortere i folk. At nogle mennesker er på et højere biologisk, socialt og intelligensmæssigt niveau og derfor har en bedre kvalitet end andre, taler man åbent om.

»Man har slet ikke den samme forsigtighed omkring begrebet: Man siger eksplicit, at man bør forbedre befolkningens kvalitet. Etnografiske undersøgelser viser, at der er en tendens i Kina til at inddele befolkningen i høj- og lavkvalitet, og at det påvirker kinesernes selvforståelse,« siger Ayo Wahlberg og fortsætter:

»Når vi taler om selvforståelse, vil det sige, at mange i Kina er begyndt at opfatte det som en selvfølge, at nogle mennesker har lavere kvalitet end andre – socialt, kulturelt eller biologisk. Det er sket blandt andet som en effekt af store nationale befolkningskampagner, som har indikeret, at der er et socialt hierarki.«

Befolkningskampagnerne giver for eksempel åbent udtryk for, at man har en højere kvalitet, hvis man har en uddannelse, end hvis man ikke har gået i skole.

Det er ikke arvehygiejne

Men det er forkert at sammenligne kinesernes begreb ’renkou suzhi’ (befolkningskvalitet) med nazisternes arvehygiejne, understreger Ayo Wahlberg:

»Det er en faktuel fejl at lave en direkte sammenligning. At forhøje befolkningskvaliteten i Kina handler dels om at mindske antallet af fødsler af børn med alvorlige sygdomme og dels om at give alle børn en god opvækst og uddannelse.«

»Det er langt fra nazisternes politik om at dræbe i nationens navn på grund af etnicitet og handikap, og ikke så langt fra det der sker i mange europæiske lande i dag, hvor de fleste kvinder også vil have en abort, hvis de venter et handikappet barn.«

Sunde børn øger befolkningskvaliteten

Kinesernes ønske om at øge befolkningskvaliteten ved at reducere antallet af børn med handikap og genetiske sygdomme giver plads til reproduktive teknologier, som hjælper ufrivilligt barnløse med at blive gravide og føde raske børn.

I 2003 blev det derfor skrevet ind i den nationale lovgivning, at kinesiske par har ret til at blive behandlet på fertilitetsklinikker under visse forudsætninger: De må ikke have børn i forvejen, de skal være gift, og de må ikke have arvelige anlæg for sygdomme eller handikap:

»Reproduktiv teknologi har en anderledes forankring og betydning i Kina end i Europa. Man har skullet finde ud af, hvordan man overhovedet kan bruge fertilitetsteknologien og samtidig begrænse befolkningstilvæksten. For 10 år siden var der stadig forbud mod fertilitetsklinikker i nogle provinser,« siger Ayo Wahlberg.

Fertilitetsklinikker dækker ikke behovet

I dag er der 250 fertilitetsklinikker fordelt over hele Kina, men ifølge Ayo Wahlberg er det slet ikke nok til at dække ufrivilligt barnløse kineseres behov for at få hjælp.

Ayo Wahlberg og kolleger er pt. i gang med at gennemgå deres mange interviews og observationer fra fertilitetsklinikken.

I løbet af projektet har Ayo Wahlberg holdt internationale forskerkonferencer om reproduktiv antropologi, og han håber, at hans projekt kan være med til at styrke dansk-kinesisk samarbejde på området.