Skal Grønland hedde ‘Red, White and Blueland’? Derfor har navne så stor betydning

For nyligt foreslog den amerikanske politiker Earl ’Buddy’ Carter at give Trump beføjelse til at indgå forhandlinger om at købe Grønland – og samtidig omdøbe landet til Red, White and Blueland.

Det lyder absurd, men forslaget rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad betyder navne egentlig?

Historisk set har navngivning været et magtfuldt redskab, både i geopolitik og i den måde vi forstår kultur og identitet. Navne former vores opfattelse af steder, mennesker og historie.

Dét ses tydeligt i Grønlands egen historie, hvor den oprindelige vestgrønlandske befolkning, kalaallit inuit, ofte har fået deres viden og kultur overset eller omfortolket af koloniale magter.

Et eksempel er historien om Carl Fleischer, en kalaaleq inuk (etnisk vestgrønlænder), der i 1871 kom med en banebrydende teori om Grønlands forhistorie.

En glemt opdagelse

Carl Fleischer var handelsbestyrer i Ilimanaq i Vestgrønland og havde et tæt samarbejde med danske arkæologer og ekspeditionsfolk.

Han var den første til at udgrave og tolke på en uhyre vigtig køkkenmødding ved Qajaa nær isfjorden ved Ilulissat.

Ved at studere de forskellige lag i møddingen opdagede han, at der eksisterede en endnu ældre kultur i Grønland – en, der brugte stenredskaber, længe før nordboerne ankom og de senere kalaallit inuit.

Han sendte sin teori i et brev til den kendte danske arkæolog Japetus Steenstrup og vedlagde genstande til at underbygge teorien. Men brevet blev aldrig offentliggjort.

I stedet brugte Steenstrup materialet og Fleischers kommentarer i en forelæsning, han kaldte ’Grønlandske Kjøkkenmøddinger, yngre og ældre’ præsenteret i Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab i 1872 – helt uden at nævne Carl Fleischer.

Først i 1953 blev brevet og genstandene genfundet, men på det tidspunkt havde danske arkæologer allerede tilskrevet opdagelsen til sig selv.

Fleischer fik aldrig den anerkendelse, han fortjente – et klassisk eksempel på, hvordan kolonial viden ofte overskyggede lokal viden.

Navne som identitet og magt

Var Fleischer blevet anerkendt for fundet, kunne han have påvirket den måde, vi navngiver arkæologiske kulturer i Grønland i dag.

Som det er nu, er de tidligere kulturer opkaldt efter stednavne, såsom Independence, Saqqaq, Dorset og Thule, hvilket er dansk, arkæologisk navngivningstradition.

Da Fleischers fund blev fortiet, fik han derfor heller ikke mulighed for at påvirke navngivningen i en retning, der kunne afspejle den grønlandske forståelse af historien.

Hans bidrag blev ignoreret, ligesom navngivning ofte har været i brug til at slette eller forvride oprindelige folks historie.

Et eksempel er bjerget Denali i Alaska, som Trump vil have ændret til Mount McKinley. Det oprindelige folk, Koyukon Athabasca, har altid kaldt det Denali, som betyder ’det enorme’.

Stednavne kan indeholde megen viden om lokale forhold, og ved at ændre det til noget andet bliver den oprindelige viden gjort usynlig.

Hvad kalder grønlændere sig selv?

Et andet eksempel findes i debatten om ordet ’Kalaallit’ (altså inuitter fra Vestgrønland).

En teori, der stadig florerer i nogle forskerkredse, er, at ordet stammer fra ’skræling’ – et nedsættende udtryk, som nordboerne brugte om oprindelige folk i Nordamerika.

Første gang, denne teori blev fremsat, var af den herrnhutiske missionær Samuel Kleinschmidt i hans ordbog fra 1871. Men den grønlandsk-fødte danske etnolog Signe Rink udfordrede denne idé.

Hun argumenterede for, at inuit altid har haft navne for deres egne samfund, og at ’kalaallit’ og ’karallit’ var en selvbetegnelse - ikke noget lånt fra europæerne.

Flere historiske kilder bekræfter Rinks pointe. Poul Egede brugte allerede i 1750 ordet ’Karálek’, som han oversatte til »indfødt grønlænder«.

Jens Haven, en anden herrnhutisk missionær, noterede i 1765, at folket i Labrador (østlige Canada, hvor der lever mange inuit) også kaldte sig ’Caralit’ – en meget stærk indikation på, at ordet var en oprindelig betegnelse, ikke en europæisk opfindelse.

Inuit i Grønland, Canada, Alaska og Rusland er nemlig en del af den samme etnografiske og sproglig gruppe. De deler en fælles oprindelse, hvor deres forfædre migrerede østover gennem arktisk for mere end 1.000 år siden.

Gennem tiden har de bevæget sig frit over hele det arktiske område og opretholdt fælles traditioner og livsformer, trods de kunstige nationale grænser, som senere blev trukket af koloniale magter.

En kunstig adskillelse mellem fortid og nutid

Samtidig er det værd at bemærke, at arkæologiske navngivningssystemer også bærer præg af koloniale perspektiver.

Betegnelsen ’Thule-kulturen’, som bruges til at beskrive moderne kalaallit inuits forfædre, blev indført af danske forskere i begyndelsen af det 20. århundrede.

Begrebet er blevet brugt til at betegne inuits materielle kultur frem til enten år 1600, hvor der er dokumenteret hyppig kontakt med europæiske hvalfangere, eller 1721, hvor Danmark formelt koloniserede Grønland.

Men denne betegnelse er problematisk.

I modsætning til, hvad navnet antyder – nemlig, at vi ikke ved, hvad kulturen kaldte sig selv – var der heller aldrig en abrupt afslutning på denne kultur - den udviklede sig direkte til det moderne kalaallit inuit-samfund.

At fortsætte med at kalde forfædrene ’Thule’ er dermed en fejlagtig europæisk konstruktion, som skaber en kunstig adskillelse mellem fortid og nutid.

Flere forskere har påpeget, at dette mønster gentager sig, når oprindelige folks egne betegnelser undergraves eller omtolkes i kolonial optik.

Som en af de få kalaallit inuit (etnisk grønlandske) arkæologer har jeg ofte set, hvordan oprindelige betegnelser og fortællinger om fortiden bliver overset eller omfortolket i en europæisk kontekst. Det skaber en kunstig adskillelse mellem den historie, vi selv kender, og den, der bliver fortalt gennem koloniale linser.

For eksempel er brugen af betegnelsen aboriginer i Australien eller indianer i Amerika blevet brugt til at homogenisere hundredvis af forskellige oprindelige folkegrupper med unikke sprog og kulturer.

Konsekvensen er, at Grønlands historie ofte præsenteres gennem en europæisk linse – snarere end gennem de mennesker, der faktisk har levet den.

Hvorfor betyder det noget?

Navne er ikke neutrale – de bærer betydning og historie. Når Carl Fleischer ikke blev anerkendt, eller når debatten om ’Kalaallit’ blev drejet i en kolonial retning, handlede det ikke kun om ord, men om hvem der har magten til at definere historien.

Og det bringer os tilbage til idéen om at omdøbe Grønland til Red, White and Blueland.

Det er mere end en politisk gimmick – det viser, hvordan navngivning fortsat kan bruges som et redskab til at tage ejerskab over steder og identitet (ligesom Trump allerede har gjort med den Amerikanske Golf, tidl. den Mexicanske Golf).

Når vi ser på historien i Grønland, har kalaallit inuit altid haft deres egne navne og deres egen forståelse af deres fortid.

At anerkende det er ikke kun et spørgsmål om historie, det er også et spørgsmål om respekt og retfærdighed.