Kan videnskaben forudsige kærlighed?

To mennesker mødes. De har aldrig set hinanden før, og et af de første ord, de siger til hinanden, er: »Ja«.

»Ja« til ægteskabet.

DR’s program 'Gift ved første blik' bliver set af mere end en million danskere.

Programmets præmis er, at en række par gifter sig uden at vide noget om hinanden. De skal stole på, at videnskaben er bedre til at vælge en partner til dem, end de selv er. Alligevel er kun 4 ud af 24 par fra de første 7 sæsoner stadig sammen i 2022.

Så kan videnskaben i virkeligheden forudsige, hvem kærligheden kan blomstre imellem?

»Videnskaben kan sandsynliggøre, at ting vil ske, og det er det, vi går efter. Videnskaben kan ikke skabe kemi mellem mennesker, men den kan skabe præmisserne for, at kærligheden kan udvikle sig bedst muligt,« siger en af programmets eksperter, Gert Martin Hald, til Videnskab.dk og uddyber:

»Det er jo ikke et videnskabeligt eksperiment som sådan, men matchingen bygger på den videnskab, man har omkring, hvad der umiddelbart skaber tiltrækning af et andet menneske, og hvad der ser ud til at tilsige, at man bliver sammen, og at man har en høj kvalitet i forholdet,« siger Gert Martin Hald, som også er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

I denne artikel dykker Videnskab.dk derfor ned i, om videnskaben overhovedet kan bruges til at forudsige noget så uforudsigeligt som kærlighed.

Vi begynder med at kigge nærmere på DR's videnskabelige tilgang og går derefter i kødet på den kærlige videnskab.

»Lige børn leger bedst«

Gert Martin Hald er den af programmets eksperter, som har den videnskabelige tilgang til at matche deltagerne.

Når han skal smede to mennesker sammen på baggrund af videnskab, sker det gennem en længere udvælgelsesproces, som overordnet handler om, at lige børn leger bedst, fortæller han.

Deltagerne bliver både matchet ud fra, om de:

1. Er typer, som er tiltrukket af hinanden
2. Har nogenlunde samme IQ
3. Har afgivet nogenlunde ens svar i en relationstest

Relationstesten har lektoren selv har været med til at udvikle sammen med en række nordiske forskere. Du kan læse mere om relationstesten i faktaboksen.

Det er dog ikke altid, at programmets forskerne arbejder ud fra princippet om, at lige børn leger bedst.

»Noget af det, testen ikke gør, er at kigge på tilknytning. Og der er det ikke nødvendigvis sådan, at lige børn leger bedst. Der kan godt være forskellige tilknytningsmønstre, der matcher hinanden bedre. Det er et af de områder, hvor vi kigger på komplementariteten. Det kan være, den ene kan bære den anden,« siger Gert Martin Hald.

Vi har lært, at vi skal føle noget

Men når man så er blevet smedet sammen af videnskaben, kan kærligheden alligevel godt være svær. Selvom 'Gift ved første blik' gennem de første syv sæsoner har skabt 24 ægteskaber, har eksperimentet resulteret i 20 skilsmisser.

»Vi kan ikke garantere, at folk i virkeligheden har den kemi, som de gerne vil have. Vi kan ikke garantere, at vi kan gøre op med, at deres præmis for at gå ind i et forhold er forelskelse. Vi beder dem om at tænke først, og så kommer kærligheden bagefter. Den forestilling kan vi ikke indoktrinere deltagerne til,« siger Gert Martin Hald.

»Så der er masser af ting, som videnskaben ikke kan, men videnskaben kan sandsynliggøre, at det her par vil være tiltrukket af hinanden, og den kan sandsynliggøre, at de på den korte og måske også længere bane vil være et godt match,« siger han.

Netop den udfordring genkender ph.d. på Sociologisk Institut på Københavns Universitet Anna Sofie Bach.

Vi har nemlig lært, at vi skal føle noget i vores parforhold, og det kan derfor blive svært at arbejde på eksperimentet, hvis man ikke umiddelbart ‘føler det’, fortæller Anna Sofie Bach.

»Vi har fået et meget større fokus end tidligere på, at man skal føle noget for hinanden. Vi forventer i dag i høj grad, at parforholdet er mere end et arbejdsfællesskab, og at det altid er mere end et arbejdsfællesskab,« siger Anna Sofie Bach.

Tiltrækning er svært at måle

Men vores forestilling om, hvordan et parforhold starter, er ikke den eneste udfordring i at forudsige kærlighed med videnskab, fortæller ekstern lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, Asger Neumann.

»Noget af det, som videnskaben har svært ved, er at regne ud, hvem der tænder på hinanden, og hvem der føler sig tiltrukket af hinanden. Man kan selvfølgelig godt bruge nogle almene principper fra evolutionspsykologien, hvor man ved noget om, hvad mennesker typisk falder for, men man kan ikke helt vide, om det gælder på det individuelle plan,« siger Asger Neumann.

Selv hvis man finder ud af, hvad man er tiltrukket af, er det stadig ikke en garanti for succes, fortæller Asger Neumann.

»Problemet omkring tiltrækning er også, at der er forskel på, om det er en tiltrækning, der varer ved. Der er nogle, man føler sig seksuelt tiltrukket af, men som man ikke nødvendigvis er interesseret i at være kærester med. Og så er der nogle, hvor man umiddelbart ikke synes, de er de allermest lækre, men når man så lærer dem at kende, vokser tiltrækningen ud af det.«

Videnskaben bruges også på datingsites

Selvom det måske kan virke kontroversielt at lade videnskaben bestemme, hvem vi skal være sammen med, så er idéen ikke så fremmed igen, fortæller Gert Martin Hald.

»Det er jo i virkeligheden en metode, som vi ser på rigtig mange datingsites. Et af det største, match.com, har en personlighedstest. På elitedaters skal alle have en uddannelse, og det er igen det her med at lige børn leger bedst. Så videnskaben har allerede sneget sig ind. Vi isolerer den bare i programmet,« siger Gert Martin Hald.

Men selvom videnskaben har listet sig ind på mange af datingsiderne, gør det ikke nødvendigvis videnskaben til en partner-garanti, siger Asger Neumann.

»Det er svært, og det viser hele datingindustrien også. Der er rigtig mange mennesker, der finder deres partner ved dating, men det er ikke mange, der finder den som det første. Heller ikke selvom man har fundet en profil, som ser ud til at passe til en, og heller ikke selvom man har skrevet sammen, og man synes, at det er en humoristisk mand. Det er stadig krop over for krop, som kommer til at afgøre det,« siger Asger Neumann.

Eksperimentet kan forbedres

Hvis du efter at have læst ovenstående tænker, at videnskaben da er helt uduelig, så hæng lige på. Forskerne har nemlig idéer til, hvordan man kan styrke eksperimentet.

Asger Neumann mener, at det ville gøre eksperimentet bedre, hvis man forud for matchet lod en gruppe potentielle partnere mødes. På den måde kunne man have med i overvejelserne, hvilke personer der oplevede kemi.

Også Gert Martin Hald ser potentiale i at lade deltagerne møde hinanden på forhånd.

»Hvis jeg skulle forbedre eksperimentet, ville jeg som videnskabsmand godt have endnu flere, der meldte sig, for at få et endnu renere match. Det er jo klart, at det helt optimale også ville være at kunne sætte deltagerne til at have en social interaktion før, så man kunne se, om den umiddelbare kemi ville være til stede,« siger Gert Martin Hald og tilføjer:

»Og så er det jo klart, at jeg i endnu højere grad også gerne vil have en opfølgning på dem. Det har vi i nogen grad, men det er klart, at når man træder ud af eksperimentet, kan det være meget overladt til dem selv. Og det er jo præmissen, men der kunne man godt sigte efter en blødere landing.«