Din krop er ikke kun din egen

Min krop er min. Din er din. Sådan oplever vi det.

Kroppen er den selvfølgeligste ting i verden. Vi tager den for givet og oplever den som vor egen.

Men selvom det ligger lige for at opfatte kroppen som hvert enkelt menneskes individuelle ejendom, skal man ikke tænke længe over den, før selvfølgeligheden fortoner sig.

Kinesisk kropskontrol virker bizart på vesterlændinge

Den menneskelige historie og kulturudvikling er rig på ritualer og iscenesættelser, som viser, at et menneskes krop tilhører og beherskes af samfundet, samtidig med at medlemmerne heraf hver for sig oplever kroppen som deres egen.

Set med moderne vesterlændinges øjne forekommer de fremmede kulturers ritualer eksotiske eller bizarre, undertiden begge dele.

Det måske grusomste eksempel på ’de andres’ bizarre kropskontrol er den tusindårige kinesiske tradition for indsnøring af pigers fødder.

Idealet, den diminutive fod, har sin oprindelse mellem år 961 og 975, hvor Li Yu var provinskejser under Song-dynastiet. Ifølge historien var Li Yu forelsket i en danser, som, inden hun dansede lotus-dansen, der har givet navn til den ideale fods form, den gyldne lotus, snørede fødderne ind på en måde, så de fik nymåneform.

Indsnørede fødder skulle sikre social status

Liljefødderne, som de også kaldes, kom først på mode i de herskende klasser i byerne, men i de følgende århundreder bredte moden sig og vandt også indpas på landet, hvor den gyldne lotusfod blev anset som en kvindes bedste mulighed for at gifte sig til højere social status og velstand.

For ikke at berøve pigebørnene denne mulighed brækkede forældrene børnenes tæer omkring treårsalderen og bandt dem stramt ind under fodsålerne.

Traditionen blev forbudt med Qing-dynastiets fald i 1912, men fortsatte med at blive praktiseret i de følgende år, så der er stadig kvinder, der lever med liljefødder og kan berette om de lidelser, der fulgte med den påtvungne forkrøbling.

Idealet er udviklet i samspil mellem mænd og kvinder

Den amerikanske sociolog Thorstein Veblen forklarer i sit klassiske værk The Theory of the Leisure Class (1899) tankevækkende, hvordan dette fremmedartede skønhedsideal har udviklet sig i et samspil mellem mænd og kvinder:

Den nyttesløse kvinde blev med velstandsstigningen i landet et værdifuldt bevis på mandens økonomiske formåen.

Når den værdiopfattelse vinder indpas i kulturen, føler kvinder tilskyndelse til at ændre udseende i overensstemmelse hermed, så de, så vidt muligt, lever op til idealet, mens mændene under indtryk af den nye norm lærer at sætte pris på de patologiske karaktertræk, som blev fremkaldt ved den perverse praksis.

Vi er ikke selv så frigjorte, som vi tror

Det ligger lige for at tage afstand fra et sådant skønhedsideal og den medfølgende lemlæstelse af kroppen og betragte det som udtryk for barbariske kulturers primitive tankegang fjernt fra den moderne oplyste verdens civilisation og frihedsidealer.

Ikke desto mindre behøver man ikke se synderligt kritisk på vor egen kultur for at opdage, at vi ikke selv er så frigjorte i forhold til kroppen, som vi bilder os ind.

En af de mest ophedede debatter om individets ret til at forvalte sin krop herhjemme drejer sig om prostitution. Men hylder man det frie, oplyste samfunds ideologi, er det ikke nemt at argumentere konsistent mod prostitution.

Ingen principiel forskel på fod- og intimmassage

For en fordomsfri betragtning er der nemlig ingen principiel forskel mellem almindelig massage, fodmassage og intimmassage.

Alle massører arbejder intimt, hud mod hud, med henblik på at give deres kunder en behandling, der højner deres velvære, og alle tager sig betalt for servicen.

Om det er nakke, ryg, balder, fødder eller genitalierne, der får en omgang, og hvilken del af legemet massøren bruger til formålet, er strengt taget ligegyldigt, så længe massøren udfører sin praksis frivilligt og i overensstemmelse med kundens ønsker.

Alligevel er der mange, der tager anstød af fænomenet prostitution og ønsker det forbudt.

Prostitutionsmodstand er ulogisk

Et illustrativt eksempel er det såkaldte 8. marts-initiativs begrundelse for deres kampagne ”Stop købesex nu”.

I fælleserklæringen på hjemmesiden hedder det, at det skal ”være ulovligt at købe sex. Men det skal stadigvæk være lovligt at prostituere sig”.

Hvordan initiativtagerne bag ”Stop købesex nu”-kampagnen kan mene, at prostitution stadigvæk skal være lovligt at bedrive, men ulovligt at benytte, er det igen ikke nemt at se logikken i.

Når det kommer til initiativtagernes grundholdning udtrykkes den til gengæld i klartekst, og holdningen er moralsk: ”markedet bør have en grænse, menneskers kroppe bør ikke være til salg.”

Sælger ikke kroppe, men seksuelle ydelser

Det er formodentlig kun få, der vil være uenige i, at menneskekroppe ikke bør være til salg. Af samme grund vil prostitutionsmodstandere også skulle lede længe for at finde modstandere mod deres modstand mod kvindehandel.

Til gengæld behøver de ikke lede længe for at finde modstand mod deres prostitutionsmodstand.

Faktisk behøver de ikke gå længere end til Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). De, der ifølge 8. marts-initiativet skal hjælpes af med deres kunder, ser ikke selv initiativet som en hjælp.

Ifølge SIO’s hjemmeside bestemmer sexarbejderne ”selv over egen krop, og vores valg af erhverv er frit og velovervejet. Det skyldes ikke tvang eller nød.”

Med andre ord mener SIO-medlemmerne ikke, at de sælger deres kroppe, men at de sælger seksuelle ydelser.

Sexmarkedet er flydende i mange kulturer

I lande som Brasilien, hvor prostitution traditionelt har været legalt, er sexmarkedet endnu mere flydende. Sex udveksles mod forventning om gaver, pengegaver eller ved udbetaling af et på forhånd aftalt honorar.

I Brasilien er der ligefrem en underliggende forståelse af kvinders seksualitet som noget værdifuldt og en accept af, at mænd kvitterer for nydelsen.

Den form for seksualøkonomisk udveksling findes verden over om end med betydelige variationer alt efter gældende kulturelle normer.

Syn på prostitution er en smagssag

Om der gives penge, smykker eller kost og logi, gør i princippet ingen forskel.

Smykker kan uden videre veksles til kontanter. Kost og logi repræsenterer også en værdi, som kan måles i penge.

Prostitutionsmodstandere, som går ind for kriminalisering af sexkøb, vil dårligt kunne sondre mellem disse forskellige betalingsformer.

Eksemplerne viser vanskelighederne ved at trække grænsen for prostitution, og at modviljen imod den i bund og grund er en smagssag.

Tvang skjult som frihed

Den tyske Harvard-professor Herbert Marcuse hævder i bogen Eros og civilisationen (1955) med reference til Freud, at menneskets historie også er dets undertrykkelseshistorie, hvorpå han fortsætter:

»Kulturen lægger ikke blot bånd på menneskets samfundsmæssige eksistens, men også på dets biologiske eksistens, ikke blot på dele af mennesket men på selve dets driftsmæssige struktur.«

Drifterne må afbøjes fra deres mål, for civilisationen begynder der, hvor man i praksis giver afkald på det primære formål, fuldkommen behovstilfredsstillelse.

De dyriske drifter bliver til menneskelige drifter under indflydelse af omverdenens pres.

»Det dyriske menneske bliver først til et menneskeligt væsen gennem en fundamental ændring af sin natur, der påvirker ikke blot drifternes mål, men også drifternes ’værdier’, dvs. de principper, der styrer opnåelsen af disse mål.«

Dyriskheden gør seksualdriften farlig

På grund af seksualitetens uafvendelige dyriskhed er den blevet betragtet som en drift af særlig farlig karakter. Den er blevet anset for uren, forsøgt indhegnet i ægteskabet som et særligt reservat, tæmmet gennem italesættelse og videnskabeliggørelse.

Eliminere den har intet samfund af indlysende grunde haft interesse i, om end nogle kirkelige institutioner har idealiseret afholdenhed for de gejstlige.

I det moderne samfund, hvor individets ret til at forvalte sin krop efter forgodtbefindende er ganske vidtstrakt, er angsten for seksualitetens samfundsnedbrydende potentiale ikke overvundet.

Det er i lyset heraf, modstanden mod prostitution skal forstås.

Sex er dyrisk naturlighed. Når vi – som regel fuldt påklædte – oplever os selv som frie og uden videre svarer på spørgsmålet om, hvem der bestemmer over vores kroppe, at det gør vi naturligvis selv, så er det, fordi vi har internaliseret en tvang.

Vi er blevet bundet af samfundets normer og har gjort dem til vores egne. Derfor forsvares de nu, som gjaldt det vores frihed.

Prostitution er en insisteren på naturens ret

Når prostitution i frie liberale demokratier så kan mobilisere så megen modstand, er det, fordi den er en insisteren på naturens ret.

Det er også på grund af naturligheden, at prostitution i sin klassiske form forekommer farligere end pornografi. For selvom pornografi også bliver anklaget for at være kvindeundertrykkende og pervers, er der ingen direkte seksuel kontakt mellem sælger og køber.

Pornografien kan derfor fungere som en ventil til forløsning af seksualdriften uden at være en direkte trussel mod de herskende normer og værdier i samfundet.

Samfundet ejer din krop

Når vi konfronteres med andre livsformer og fremmede måder at forvalte kroppen på, bliver vi utilpas og tilbøjelige til at fordømme dem.

Ikke sjældent bliver vi ligefrem moralske på afvigernes vegne og får trang til at frelse dem, og trangen dulmes ikke af, at de ikke selv føler behov for hjælp.

Den standende debat om, hvorvidt der bør indføres forbud mod sexkøb, er i så henseende eksemplarisk.

Utilpasheden ved de prostitueredes erhverv skyldes måske, at de ved deres mod til at vælge et erhverv, som giver velstand, men hverken status eller anerkendelse, lader ane, at de i virkeligheden er friere end vi.

Det, prostitutionsmodstanderne minder os om, er, at vores kroppe ikke er vores egne.

Kroppene tynges af tradition, formes af fremskridt og tilhører primært kulturen og samfundet.

I denne video fortæller idrætsprofessor Verner Møller om vores forhold til kroppen - før i tiden og nu om dage.