Den lille mikrochip, vi kalder SIM-kortet, fylder snart 25 år. Selvom udviklingen af mobiltelefoner og netværk har været utrolig hurtig, er SIM-kortet stort set, som det altid har været.
Men SIM-kort er både skrøbelige og udsatte. For nylig rygtedes det, at NSA og GCHQ (henholdsvis den amerikanske og britiske efterretningstjeneste) havde stjålet sikkerhedsnøglerne til millioner af SIM-kort, så spioner kan bruge dem til at spore og aflytte opringninger.
Germalto, den hollandske producent af SIM-kort, som efter sigende var offer for angrebene, svarede igen med forsikringer om, at meget få - om nogen - informationer var blevet stjålet.
Germalto understregede, hvor vigtige deres produkter er for mobiltelefonernes sikkerhed. Men i virkeligheden er SIM-kort mere en ulempe end en fordel.
SIM-kort er datidens løsningsmodel
SIM-kort havde et nyttigt formål, da de først kom på markedet i 1991. Dengang var mobiltelefoner store, uhåndterlige apparater, der for det meste blev monteret i biler eller båret i en rem over skulderen.
Mobiltelefonen fulgte ofte med i købet, når man lejede en bil. SIM-kortet gjorde det hurtigt og let at overføre telefonnumre og kontakter fra en telefon til den næste, uden hver gang at skulle taste lange datanavne og adgangskoder.
Men det betød også, at kunderne sommetider glemte at slette dem, før de afleverede telefonen tilbage. Ved at lagre oplysningerne i et plastikkort, der kunne tages ud, blev det problem løst let og elegant.
Men de dage, hvor man lejede kæmpestore mobiltelefoner, er forbi. Nu er smartphones lette, personlige enheder, som vi betror med brugernavne og adgangskoder til WiFi, e-mail, sociale medier, app stores og internet-shopping.
Faktisk har det længe været muligt at erstatte SIM-kortet med en mere enkel løsning.
Det ville være mere praktisk at indtaste en brugeridentifikator og adgangskode direkte på en smartphone med kamera - på samme måde som vi får adgang til WiFi, QR-koder eller matrix-koder og 3D 'streg'-koder - så kunne en app aflæse de indkodede oplysninger direkte fra kameraet.
Moderne kryptografiske teknikker betyder, at adgangskoderne ikke behøver at være særligt lange. Eksempelvis bruger PAKE (password-authenticated key exchange) helt enkle adgangskoder - for eksempel firecifrede PIN-koder - til at skabe sikre krypterede forbindelser, som end ikke efterretningtjenesternes supercomputere kan knække.
Takket være e-mail og internet er det nu meget lettere for netværksudbyderene at kontakte deres brugere for at lade dem vide, hvilke enheder der er autoriserede. Disse valgmuligheder fandtes ikke, da SIM-kortet først blev introduceret i 80’erne.
Apples og Googles app stores bruger allerede de moderne autorisationsteknikker. De kan let bruges til at overføre SIM-kortets funktionalitet til en telefon ved hjælp af en app.
Det eneste, der er brug for, er en ny standard interface for mobile styresystemer, som for eksempel Android eller iOS, så forskellige apps (software) kan overtage SIM-kortets (hardware) funktioner.

(Foto: Shutterstock)
Teknisk set er et mobilt netværk-login ikke en større udfordring end lignende programmer som netbank, MobilePay, rettighedsbehæftet materiale og lignende.
Udbydernes egeninteresser står i vejen for konkurrence
Leverandørerne er forståeligt nok imod alt, som kan skade deres virksomheder, og i 2014 blev der solgt cirka 5,2 milliarder SIM-kort. Mange netværksudbydere holder fast i SIM-kortene, da de binder kunderne til deres netværk og forhindrer, at det bliver alt for let at skifte til konkurrenten.
Moderne SIM-kort er bittesmå, svært tilgængelige og lette at miste, hvis man tager dem ud af telefonen. Faktisk ved mange brugere ikke, hvordan de fjernes, fordi de blev sat i telefonen for dem, da de købte den.
Denne gene betyder, at netværksudbyderne kan afkræve skyhøje roaming-gebyrer, hvis telefonen bruges i udlandet, selvom et lokalt netværk ville være billigere.
Hvis SIM-kortet blev udskiftet med en adgangskode eller ekstra software, ville brugerne kunne benytte flere taletidskort fra flere udbydere samtidig, så de let kan skifte til den billigste udbyder, afhængigt af hvor de befinder sig.
Apps kunne endda fungere som mæglere, der automatisk forhandlede den bedste pris.
SIM-kort er forhindringer for de frie markedskræfter
En anden forhindring - ud over selve SIM-kortet - er hvor besværligt, det er at overføre et telefonnummer fra et netværk til det andet. I øjeblikket skal man udfylde en fuldmagt, og hele proceduren kan tage op til 30 dage.
Denne metode er designet til at skifte telefonselskab efter et par år og ikke til at skifte netværk flere gange om dagen.
Men moderne internettelefoni har bevist, at det er muligt at veksle mellem netværk i løbet af et par sekunder - det samme skal gøres gældende for mobiltelefonnetværk.
SIM-kort og telefonnumre er forhindringer for, at forbrugerne kan drage fordel af de frie markedskræfter, så tilsynsmyndighederne skal holde øje med, at netværksudbydernes egeninteresser ikke undergraver forsøg på at komme med alternativer.
EU-kommissionen har længe forsøgt at forbedre konkurrencen for mobiltelefoner, mest gennem priskontrol på roaming-gebyrer. Ved at afskaffe SIM-kortet, fjerner vi en af de store konkurrenceforhindringer.
Det vil højst sandsynligt betyde, at markedet selv løser problemet med de høje roaming-gebyrer - uden indblanding ovenfra.
Markus Kuhn hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

































