Derfor har Danmark ikke en Zlatan

Drenge og unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk er vilde med at spille fodbold. Ligesom deres jævnaldrende danskere.

Fælles for dem er også, at de drømmer om at nå toppen. Men modsat danske fodboldspillere har endnu meget få med anden etnisk baggrund fået så stor succes på fodboldbanen, at de kan leve af deres sport.

Ingen er nået så langt, at de er kommet på det danske landshold, som det for eksempel er sket i Sverige, hvor bosnisk/kroatiske Zlatan Ibrahimovic har udviklet sig til at blive én af verdens bedste fodboldspillere.

Spørgsmålet er hvorfor?

Gode individualister

Dansk forskning peger på, at fodboldspillere med anden etnisk baggrund end dansk har store egoer, god fart og stærke individuelle færdigheder. Samtidig er de ikke holdspillere, og de mangler taktisk viden.

»Der er en indikation af, at fodboldspillere med anden etnisk herkomst end dansk har en række spidskompetencer i forhold til teknisk forståelse og i individuel performance. Samtidig er deres skoling som fodboldspillere anderledes end den gennemsnitlige danske fodboldspiller,« fortæller adjunkt Sine Agergaard.

Undersøgelse i Århus

Sammen med Jan Kahr Sørensen, studielektor, begge fra Institut for Idræt på Aarhus Universitet, har hun lavet en undersøgelse i Århus, hvor de har interviewet 10 talentfulde fodboldspillere i alderen 14-21 år.

De ti er alle muslimer og af anden etnisk herkomst end dansk. De håber alle på at gøre fodbold til en karrierevej i diverse danske klubber. Derudover har forskerne talt med trænere og klubledere i forskellige klubber. Lige fra klubber, hvor medlemmerne alle er etniske minoriteter, til en superligaklub.

Undersøgelsens resultater viser blandt andet, at drenge med anden etnisk baggrund har en anden tilgang til fodbold, end danske drenge. En af trænerne i undersøgelsen, der her er anonym, forklarer det nærmere:

»Generelt er spillere med anden etnisk baggrund meget tekniske, og de er meget hurtige. De mangler dog en forståelse for det taktiske - men mere eller mindre ingen af dem har haft mulighed for at følge et elitetræningsprogram fra en ung alder, og derfor har de mangler i det koordinerede og taktiske spil. Det er helt bestemt noget, som spillerne skal arbejde med, når de rykker op i ungdomsrækkerne.«

Fodbold på eget initiativ

Sine Agergaard har også lavet en undersøgelse af idrætsaktiviteten i Århus Vest blandt 870 unge i aldersgruppen 10-16 år. Cirka halvdelen af deltagerne i undersøgelsen har en anden etnisk baggrund end dansk.

Fodbold er den mest populære sportsgren blandt de unge, og de fleste dyrker fodbold på egen hånd på gader og græsplæner i en helt ung alder. De er altså ikke medlem af en klub, men mange bliver det dog i deres teenageår. Derfor får de ikke en skemalagt træning i deres første fodboldår modsat den typiske danske dreng, der spiller fodbold.

Netop den uorganiserede fodbold kan være en af forklaringerne på, hvorfor spillere med anden etnisk herkomst end dansk har det svært ved at slå igennem i det danske fodboldsystem.

De kommer sent ind i den danske klubkultur, og det har betydning. For eksempel i forhold til det udviklingsprogram, der er i dansk fodbold. Her bliver selv meget unge spillere udvalgt til at spille på samlede hold og indgå i specielle træningssamlinger. Senere kan spillerne komme på forskellige ungdomslandshold.

Sine Agergaard forklarer videre, hvad det betyder for spillere med anden etnisk baggrund at komme sent i gang i den danske klubkultur:

»Drengene har fået en anden fodboldskoling i de etniske minoritetsklubber, end man får i de klubber, hvor hovedsageligt etniske danskere spiller og træner. De har heller ikke den samme klubkultur, og det gør, at de også her møder modstand. Det er helt forskelligt, hvordan drengene og klublederne tackler den problematik.«

3. halvleg

Klubber er vidt forskellige, alt efter om man er i en klub, hvor alle medlemmer er tyrkere eller arabere, eller om man er i en klub, hvor flertallet af medlemmerne er danske. I den danske klub har man lange traditioner, og det er det, man kalder klubkulturen.

I en dansk klub er det for eksempel den såkaldte tredje halvleg, hvor voksne drikker en øl efter træning og kamp. I en dansk klub er det også helt naturligt, at man tager et bad efter træning eller kamp.

De ting er slet ikke en del af den arabiske klub. Det er blot nogle af de forhold, en spiller med anden etnisk baggrund end dansk skal vænne sig til, når han prøver talentet af i en dansk klub.

Kulturen i de danske klubber er naturligvis ikke ens uanset, hvor vi befinder os. Alligevel er der mange træk, der er fælles.

Et af de tydeligste fællestræk er, at klubben og sammenholdet kommer før alt andet. Det syn og den måde at være sammen på, skal også drengene med anden etnisk baggrund finde sig til rette i. En spiller kan derfor være nok så god, men hvis han ikke passer ind i de fælles regler og normer, kan han ikke bruges på banen.

Sverige er foran

Netop klubkulturen er et af de helt centrale steder, når vi taler om, hvordan Danmark bliver bedre til at integrere personer med anden etnisk baggrund i fodbolden. I Sverige har man langt mere succes på området. En af verdens bedste fodboldspillere er svensker og af bosnisk og kroatisk herkomst.

Zlatan Ibrahimović er den fodboldspiller, de fleste svenskere sætter deres lid til, når deres nationalmandskab skal sparke bolden i kassen. Han er på mange måder særegen, og i forhold til dansk fodbold er han unik. Han er det slående eksempel på, at en spiller med anden etnisk baggrund har fået succes på det svenske landshold. Danmark mangler endnu sådan en succeshistorie.

Forskelbehandling nødvendig

»I Sverige har man langt flere etniske minoriteter i Danmark, men man har også mange flere erfaringer med at integrere dem. I mange år har man arbejdet ud fra en filosofi om gensidig tilpasning. I Danmark er den typiske tilgang assimilation, hvor de etniske minoriteter skal tilpasse sig den danske kultur,« siger Sine Agergaard.

»Vi behandler ikke de etniske minoriteter anderledes end de danske, selvom det er det, der kræves. Inden for fodbold er det derfor nødvendigt, at klubberne får en anderledes tilgang. Det er måske nødvendigt, at klubberne bruger professionelle ressourcer i fremtiden for at komme disse problematikker til livs,« uddyber hun.

Forskningen viser tydeligt, at dansk fodbold står overfor flere store problematikker, som kræver en ekstra indsats, hvis det skal lykkes at få en dansk Zlatan.

Det er især fodboldklubberne, som er tvungne til at sætte flere og nye kræfter ind. De skal turde gøre en forskel. De skal være opmærksomme på, at spillere fra forskellige kulturer kræver forskellige tilgange.

I dansk fodbold er det for eksempel forventet, at en spiller melder afbud til kamp eller træning, men ikke alle afbud er lige gode. En træner i undersøgelsen forklarede, at en af drengene med anden etnisk baggrund meldte afbud på grund af en fødselsdag i familien.

Træneren mente derfor, at spilleren manglede interesse for holdet. Det var sandsynligvis ikke tilfældet her, men snarere at spilleren kommer fra en kultur, hvor familien betyder mere end alt andet.

Vi har altså at gøre med nogle overordnede forskelle i måden, folk lever deres liv på. Derfor er forskelsbehandling nødvendig. De danske klubber skal turde tage hensyn til, hvilken baggrund en spiller har - om han vil tage bad, ikke ønsker at drikke øl med de øvrige holdkammerater og så videre.

Sine Agergaard forventer dog ikke, at det forståelsen bliver højere i den nærmeste fremtid:

»Klubberne er endnu ikke klar til at bruge flere ressourcer, selvom de er klar over problematikken. Fortilfældet mangler simpelthen. Vi har endnu ikke en dansk Zlatan-effekt, der kan sætte skub i udviklingen.«