Den Kolde Krig er forbi som sikkerhedspolitisk problemstilling, men som referenceramme, kulturel forestillingsverden og strukturel magt kaster den stadig lange skygger ind over nutiden.
\ Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
Denne artikel bygger på bogen 'Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende'.
Forfatteren Rosana Farbøl er ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.
Bogen kan købes her.
Den reaktiveres som politisk orientering og pejlemærke, i faglige diskussioner, som moralsk kompas og i opretholdelsen af forestillede fællesskaber.
Ikke fordi historie har nogen af disse egenskaber i sig selv, men fordi den bruges med disse formål. Årsagerne til, at Den Kolde Krig bliver holdt i live og gjort til genstand for så voldsom debat, skal ikke blot findes i fortiden selv.
Det er i høj grad de aktuelle sammenhænge, debatten udspiller sig i, der er relevante for at forstå, hvordan og hvorfor Den Kolde Krig bliver gjort begribelig og brugbar i eftertiden. Diskussionen handler nemlig ikke alene om fortiden som fortid, men lige så meget om, hvordan den skal leve videre i eftertiden.
Det er en diskussion om moral og realpolitik, sikkerhed og trusselsbilleder, demokrati og værdier, identitet og danskhed.
Debatten om Den Kolde Krig strander dog ofte på umuligheden af at opnå enighed om 'den historiske Sandhed'.
Gensyn med den kolde krig
Med denne bog har jeg bestræbt mig på at tage et skridt videre og bidrage til en udvikling af bearbejdningen af Den Kolde Krigs historie ved at undersøge de fortællinger, der anvendes til at tolke den med.
Bogens formål er således dobbelt: På den ene side er den et videnskabeligt bidrag til forskningen i, hvordan Den Kolde Krig bruges i dag. På den anden side er den samtidig et bidrag til erindringsarbejdet og bearbejdningen af en central periode og konflikt i dansk historiekultur.
Debatten om Den Kolde Krig har stået på i forskellige faser med vekslende intensitet. I begyndelsen og midten af 1990'erne foregik den indædte debat om Den Kolde Krig primært blandt historikere i bøger og blandt debattører i offentlige avispolemikker, hvor Berlingske Tidende og Weekendavisen i høj grad satte dagsordenen.
Koldkrigsfortællingerne var præget af ønsket om oprejsning og hævn og forsøg på at finde fodfæste i en kaotisk verden. Derudover havde alle tre fortællinger som central funktion at sikre en retrospektiv legitimering af ideer og handlinger – det var mere en diskussion på et erkendelsesmæssigt plan end på et politisk.
Genstand for aktiv historiepolitik
Politikere deltog også i den offentlige debat om Den Kolde Krig, men opgøret blev ikke bragt med ind på Christiansborg. I Folketinget herskede der i høj grad politisk borgfred om Den Kolde Krig, og det kom blandt andet til udtryk i den historiske orientering og historiepolitiske retorik på det udenrigspolitiske felt.
I slutningen af 1990'erne begyndte Den Kolde Krig at blive genstand for en aktiv historiepolitik. Politikerne fik øje på historiens potentiale og mulighederne for at benytte historikere til at afgøre de politiske stridigheder.
De statsligt bestilte koldkrigsredegørelser er et klart udtryk for, at Den Kolde Krig fik politisk prioritet, og den debat, der udspillede sig i forbindelse med deres tilblivelse, viser den stigende sammenblanding af historie og politik.
De første koldkrigsundersøgelser, som SR-regeringen bestilte, var udtryk for et behov for damage control eller syltekrukke snarere end et redskab i en politisk kamp, men ånden var ude af flasken, og både højre- og venstrefløj forsøgte at anvende historieforskningen som redskab til at forfølge egne politiske kæpheste.
De historiepolitiske fronter trækkes op
Redegørelserne blev også katalysator for, at borgerlige politikere for alvor engagerede sig i den debat, der foregik i aviser og dagblade. Kravet om et opgør med medløberne flyttede ind i folketingssalen. Ikke mindst Anders Fogh Rasmussens offentlige efterlysning af et opgør med medløberne må ses som en slags manifest for konfliktfortællingens tilhængere.
Kampen om historien tog for alvor fart efter årtusindeskiftet, terrorangrebet 11. september 2001 og VK-regeringens magtovertagelse. De historiepolitiske fronter blev trukket op, og Den Kolde Krig blev nu spundet ind i kampen mod terror, i regeringens (og DF's) kulturkamp mod centrum-venstre samt i den tilsigtede revision af dansk historiekultur.
Irakkrigen og den internationale aktivisme reaktiverede gamle fortællingskløfter. Det skyldes blandt andet, at Fogh Rasmussen kædede den ind i et større historiepolitisk opgør, der havde til formål at ændre grundlæggende antagelser i historiekulturen om dansk identitet og danske værdier samt Danmarks internationale position og mission.
I dag er Danmark en krigsnation
Med Fogh Rasmussens overtagelse af statsministerposten fik fortiden en mere fremtrædende plads end tidligere og blev utvetydigt mobiliseret som pejlemærke. Den Kolde Krig anvendtes nu med mere eksplicitte politiske og brugsorienterede formål.
Hvor den fungerede som et rationelt pejlemærke i 1990'ernes internationale missioner uden at foranledige større historiepolitisk diskussion, stod den langt stærkere som et slags kompas for godt og ondt i 2000'ernes 'kamp for demokrati og mod diktatur'. Alle partier brugte Den Kolde Krig som et historisk facit, der ikke kan modsiges, kun adlydes.
Konfliktfortællingen kom dog under pres i forbindelse med krigen mod terror. Dens lære om, at det var viljen til at sætte hårdt mod hårdt, der sikrede en entydig sejr til Vesten og medførte fred, frihed og demokrati, blev ikke realiseret, og den ideologiske brug af fortællingen blev derfor nedtonet.
Alligevel må den historiekulturelle revision, Fogh Rasmussen igangsatte, til en vis grad siges at være lykkedes. Danmark er i dag en krigsnation og er på sin vis vendt tilbage til en forståelse af sig selv som strategisk aktør og mellemmagt, der har ret og pligt til at engagere sig på verdensscenen med militære midler for at forsvare både sikkerhed, interesser og værdier.
\ Læs mere
Faglig debat diskuteres som politik og moral
Der skete samtidig en slags historiepolitisk transfer ind i den videnskabelige arena, der i 2000'erne fik en klarere historiepolitisk funktion: Historieskrivningen blev en del af kulturkampen, og historiske undersøgelser blev bestilt for at underbygge bestemte fortællinger med det formål at sikre fortalerne legitimitet til deres politiske og samfundsmæssige projekter og i sidste ende påvirke danskernes historiebevidsthed, identifikation og værdisæt.
Jo mere politiserede undersøgelserne blev, des mere kontroversielle blev både undersøgelserne og Den Kolde Krig som historisk periode. Tendensen har gjort grænserne mellem videnskab og politik endnu mere porøse, end de var i forvejen.
Dette er blevet næret af, at den politiske uenighed mellem de forskellige fortællinger og den faglige uenighed mellem forskellige koldkrigs-'skoler' blev blandet sammen i den offentlige debat. Den traditionalistiske tolkning smeltede sammen med den borgerlige, nationale konfliktfortælling, mens den dominerende postrevisionistiske tolkning knyttedes sammen med centrum-venstres internationalistiske konsensusfortælling og protestfortælling.
Dette er endnu en af grundene til, at debatten om Den Kolde Krig er så ophedet: Den faglige debat får ikke lov til kun at være faglig, men diskuteres som politik og moral. Det medfører i en række tilfælde et kommunikationssammenbrud, hvor debatten kører både i ring og af sporet, fordi faglige tolkninger accepteres eller afvises på baggrund af forestillinger om politiske præferencer.
Konfliktfortællingen har mistet pondus
I 2010'erne anes endnu et skifte, hvor kampen om historien stilner af igen. Der bliver ikke bestilt flere officielle redegørelser, historikerne får lov at passe sig selv, og brugen af Den Kolde Krig som ideologisk markør i udenrigspolitikken nedtones. Dette skyldes givetvis flere forhold, men i hvert fald to faktorer skiller sig ud.
Desuden har de borgerlige politikere og samfundsdebattører med Bent Jensens og CFK's værk langt om længe fået en officiel redegørelse, der er nytraditionalistisk og samtidig autoritativt underbygger konfliktfortællingen.
Den anden udslagsgivende faktor er, at den del af kulturkampen, der indeholdt en eksplicit koldkrigshistoriepolitisk dimension, blev skrinlagt, da Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik i 2009.
\ Læs mere
Oprustning og dialog er omvendt propertionelle
Ingen af Fogh Rasmussens efterfølgere, hverken Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, har udvist nogen interesse i at promovere et opgør om Danmark under Den Kolde Krig.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Til gengæld betyder den internationale udvikling efter den russiske anneksion af Krim i begyndelsen af 2014, krigen i Ukraine og konflikten mellem NATO og Rusland, hvor oprustningen er omvendt proportional med dialogen, at referencer til en kold krig 2.0 bliver stadigt hyppigere i dansk og international debat.
Journalister spørger i stigende grad, om vi er på vej tilbage til Den Kolde Krig, og mens det er svært at opdrive en dansk historiker, der vil svare ja til spørgsmålet, agerer flere politikerne, som om det er tilfældet. Det er dog som nævnt endnu for tidligt at fastslå nogen konsekvenser af denne udvikling.
