I Vadehavet vel omtrent 20 km syd for den dansk-tyske grænse ligger en lille grøn ø. Det lader sig let gøre at køre øen rundt på en enkelt dag, og så har man endda god tid.
Øen er i dag kendt for sine wellness-steder og er heller ikke et ukendt rejsemål for kunstnere eller forfattere, der ønsker ro til fordybelse.
Og ro er dér. Det er svært at forestille sig, at splid kan herske på dette idylliske sted. Dog må det være sket flere gange, at en elev fra den danske skole i hovedbyen er stoppet op og forundret kigget på monumentet i gågaden i begejstring rejst »zur Erinnerung an die Befreiung Föhrs von dänischer Herrschaft.«
Inden krigen var Før underlagt den danske konge
Den nordfrisiske ø Før er nemlig et sted, hvor nationaliteter er blevet udfordret. Det er en frisisk ø hidtil udelukkende beboet af nordfrisere – folket, der aldrig blev et folk, med et sprog, der er uddøende.
Inden krigen i 1864 var Før underlagt den danske konge. Det var der en del landområder, der var, der ikke er det mere, men et noget mærkværdigt træk ved Før og et par enkelte andre af de nordfrisiske øer, var, at de var administrativt delt.
Helt tilbage til 1200-tallet har Før været delt i en vestlig og en østlig del, men mere markant blev delingen, da Margrete I købte Vesterland-Før og øen Amrum og inkluderede områderne i Ribe Stift og dermed kongeriget Danmark, mens Østerland-Før forblev en del af hertugdømmet Slesvig.
Den danske del af Før var repræsenteret af Sofus Høgsbro
Før krigen i 1864 var Østerland-Før således, ligesom resten af hertugdømmet Slesvig, principielt stadig styret af en enevældig konge. Denne halvdel kunne stemme ved valgene til den slesvigske stænderforsamling, men forsamlingen var ikke besluttende, alene rådgivende, og pressecensuren eksisterede ligeledes principielt.
På Vesterland-Før rådede Rigsdagen og ytringsfriheden, som den – mere eller mindre begrænset – havde gjort det siden 1849. Når vesterlandsføringer stemte, stemte de på folketings- og landstingskandidater, der skulle repræsentere dem i København på lige fod med fynboer, vendelboer, bornholmere og alle andre dele af kongeriget.
Den danske del af Før var således under folketingskredsen Bredebro og fra 1858 og til afståelsen i 1864 repræsenteret af den fuldtro dansker, grundtvigianeren Sofus Høgsbro – en senere kæmpe i forfatningskampen.
Historien kunne være stoppet her
Efter 1864 ophørte det administrative skel på øen. Det hele var nu prøjsisk jord. Historien kunne for så vidt være stoppet her. Ved folkeafstemningen i februar 1920 stemte Rømø, der også havde været delt, i stort tal på tværs af skellet for dansk tilknytning.
Ved folkeafstemningen måneden efter stemte Sild, hvor det nordlige landskab List havde været dansk enklave, på samme vis for tysk tilknytning. Disse eksempler viser, at skel kan udjævnes. Men på Før stemte de vesterlandske kommuner Yttersum, Vitsum og Hedehusum for dansk tilknytning, mens Østerlandet stemte tysk.
Fortsat er Vesterland-Før det område af Nordfriesland, hvor det ellers uddøende nordfrisiske sprog har sin højborg.
Om der fortsat er et klart geografisk skel mellem dansk og tysk nationalitet på øen er formodentlig tvivlsomt, men eksemplet understreger, at mentale skel kan være stærke, og at historiens begivenheder flere generationer tilbage, end vi eller vore bedsteforældre kan huske, fortsat kan virke ind på menneskers forståelse af sig selv og andre med en stærk kraft – nok også stærkere, end vi regner med.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
