Morgenen efter jeg havde født min søn, stod jeg på hospitalets badeværelse og kiggede på en beholder fastgjort på væggen. På beholderen var trykt en række uigenkendelige tegn.
Tegnene mindede om bogstaver, men jeg kendte dem ikke, de gav ingen umiddelbar mening. Efter at have studeret dem nøje, konkluderede jeg, at teksten måtte være skrevet i det kyrilliske alfabet eller var fra et andet skriftsprog, jeg ikke kender til.
Det overraskede mig, at et dansk hospital brugte russiske produkter, men jeg konkluderede, at det nok var på grund af det udenlandske rengøringspersonale.
Hjernens superhurtige funktioner
Min hverdag drejer sig om bogstaver. Jeg forsker i skrifttypers læselighed, i hvordan de virker i forskellige læsesituationer, og i hvilke former der er nemmest at tyde. I min fritid designer jeg nye skrifttyper.
Det, jeg oplevede, da jeg med et ikke længere kunne læse, var derfor ekstra mærkeligt for mig, i forhold til hvad det i forvejen ville have været for alle mulige andre mennesker.
Fra min forskning ved jeg, at det endnu ikke er fuldt ud afdækket, hvad der sker i hjernen, når vi læser, men alt tyder på, at processen foregår nogenlunde som følger:
- Når en rutineret læser genkender et ord, sætter hjernen en række sideløbende mekanismer i gang. Én mekanisme fokuserer på detaljen, en anden på helheden.
- Når vi læser et givent ord, går detalje-mekanismen øjeblikkeligt i gang med en udelukkelsesoperation på de enkelte bogstaver i ordet.
- Hvis en rund form registreres i et bogstav, vil mekanismen udelukke, at det drejer sig om et bogstav i stil med v, x, w, eller z, ligesom manglende overlængde vil udelukke b og d, og manglende underlængder vil udelukke bogstaverne p og q.
- Efter en række udelukkelser vil mekanismen endelig have snævret mulighederne ind til et lille udvalg af bogstaver såsom o, e, og c. Et åbent område til højre og en tværbjælke gennem formen fortæller, at det korrekte bogstav ikke kan være andet end bogstavet e.
Den anden mekanisme, der fungerer parallelt med den første, er mere holistisk funderet:
Fokus er her på hele ord og stavelser. Ved hjælp af et mentalt leksikon af bogstavskombinationer baseret på erfaringer indsamlet igennem et læsende liv, vil hjernen hurtigt gennemgå de relevante muligheder og identificere det mest velegnede forslag.
Denne leksikale funktion er så effektiv, at vi stadig kan læse, selv når udvalgte bogstaver mangler eller har byttet plads i et ord.
Øjet har brug for periferi-hop
Læsning er dog mere og andet en blot ordgenkendelse. En anden vigtig funktion er relateret til vores opfattelse af sætninger og tekstafsnit. Under læsning bevæger øjet sig ikke - som det måske kunne forventes - langsomt hen over teksten, men hopper derudaf med ujævne bevægelser.
For at øjet kan vide, hvor den næste pause mellem hoppene skal placeres, inddrages det perifere synsfelt til højre i øjet. Mens vi med vores bevidsthed læser teksten i øjets fokus, arbejder det perifere område på højtryk med at analysere de følgende ord i teksten. På den måde kan øjet finde frem til det sted i teksten, hvor det vil være mest effektivt at placere den næste pause - og dermed fokus.
Min pludselige manglende evne til at læse og skrive har givet mig – som forsker – en enestående mulighed for på førstehånd at opleve de forskellige funktioner, der styrer læseprocessen.
Jeg har kunnet bekræfte tilstedeværelsen af de individuelle mekanismer og har på egen krop mærket, hvor vigtig hver eneste af disse mekanismer er, og hvor umuligt det er at læse, hvis bare én af mekanismerne er sat ud af drift.
Tryk på hjernen påvirkede øjnene
Det næste tegn på, at der var noget galt i min hjerne, kom ved morgenmadstid dagen efter fødslen.
Jeg ville indtelefonere min daglige bestilling til hospitalets køkken, men kunne pludselig ikke læse teksten på menukortet. Min umiddelbare reaktion var, at det måtte skyldes den stress, jeg havde været udsat for i forbindelse med fødslen.
Men da jeg senere på dagen følte mig mere afslappet, gik det op for mig, at problemet ikke var forsvundet. Jeg kunne stadig ikke læse. De mest simple ord lignede ren volapyk. Til min gru opdagede jeg, at jeg heller ikke kunne skrive. Jeg havde ikke bare mistet evnen til at stave - jeg havde fuldstændig glemt, hvordan man skriver de enkelte bogstaver i alfabetet.
Det viste sig, at jeg havde fået en svær svangerskabsforgiftning, der resulterede i et tryk i hjernen, og blandt meget andet påvirkede dette min visuelle cortex i en noget uheldig retning.
Senere opdagede jeg, at jeg også havde mistet en del af synet. Lægerne identificerede dette til at være det højre perifere synsfelt på begge øjne. Præcis det område der er så væsentligt for at kunne læse sætninger og længere tekststykker.
Design af ukendte objekter
Jeg kunne nu, for første gang som voksen, se på det latinske alfabet som rene former uden den mindste mening eller indhold. Det slog mig, at hvis denne tilstand skulle gå hen og blive permanent, ville jeg stadig være i stand til at designe skrifttyper.
Selv om jeg havde mistet evnen til at læse og forstå bogstavernes betydning, var min designfaglige viden om bogstavsformerne intakt. Jeg kunne bare ikke skrive dem. Trykket i hjernen havde påvirket mig sådan, at jeg ikke kunne genkende ord og bogstaver, men havde ikke ramt min evne til at opfatte former. Jeg kunne se objekterne, men kendte ikke deres navn og funktion.
Behøver begge mekanismer for at læse
Til min helt store glæde, begyndte tilstanden langsomt at normalisere sig. Den første antydning af, at dette ville ske, kom omkring en uge efter fødslen. Pludselig gik det op for mig, at jeg igen kendte bogstavernes navne.
Jeg var ovenud begejstret og kunne ikke vente med at genoptage min læsning. Det viste sig dog ikke at være helt ligetil. Jeg forsøgte at stave mig igennem et ord, men kendte ikke lydene, som de forskellige bogstavskombinationer skaber.
Detalje-mekanismen i hjernen var vendt tilbage, men den holistiske mekanisme, der genkender stavelser og ord, var stadig væk. Uden den kunne jeg intet læse.
Ordet var sæbe
Den holistiske funktion kom senere tilbage af flere omgange. Først kom ord-genkendelsen, senere kom stavelses-genkendelsen. Min evne til at læse sætninger og længere tekststykker lod til gengæld vente på sig.
Uden det perifere syn havde øjet ingen idé om, hvor det skulle fokusere næste gang, og jeg havde en følelse af at være tabt i et orgie af ord og bogstaver uden et fast holdepunkt. Til alt held kom også mit syn igen, og jeg læste efter noget tid atter normalt.
To uger efter fødslen kunne jeg endelig tage hjem fra hospitalet. Inden jeg tog af sted, kiggede jeg igen på beholderen på badeværelset. Med tydelige versaler stod fire velkendte bogstaver, som jeg havde skrevet og læst så mange gange før. De stod der klart og tydeligt og dannede et ord, der var mig yderst velkendt.
Ordet var SÆBE.
