Jeg er forsker, og jeg er stoppet med at læse forskningslitteratur. I hvert fald på den gammeldags måde – og i hvert fald det meste af tiden. I stedet for at læse stiller jeg spørgsmål til teksten.
Det er en ny måde at interagere med tekst på, og den gælder hele det landskab af faglitteratur, vi læser for at tilegne os ny viden: pensumtekster, rapporter, fagbøger, manualer, tekniske dokumenter og alt det materiale, der skal hjælpe os med at forstå noget, eller løse en opgave.
Det er denne form for målrettet, læringsorienteret læsning, jeg taler om her. Ikke læsning for oplevelsens skyld, ikke den langsomme fordybelse, hvor man lader sig opsluge af en tekst.
Ud over at bruge AI som støtte i skriveprocessen ser vi også, at stadig flere universitetsstuderende anvender det som dialogpartner for at forstå og arbejde med længere faglige tekster.
I forsknings- og uddannelsessektoren beskrives denne udvikling som et skift fra lineær læsning til dialogisk læsning, hvor teksten ikke længere konsumeres, men forhandles i samtale med et værktøj.
Det kan jeg genkende i mit arbejde som forsker.
I stedet for at kæmpe mig igennem materialet side for side uploader jeg nu teksterne til en stor sprogmodel og fører en samtale om indholdet.
Jeg spørger: »Hvad er deres metode? Hvordan adskiller den sig fra tidligere praksis? Hvad siger resultaterne om netop det aspekt, jeg arbejder med?« – og får svar på få sekunder.
Det, der før var en langsommelig læseproces, er blevet en hurtig dialog, hvor jeg kan fokusere min energi på de pointer, der betyder mest.
Som forsker i læsbarhed og typografi har jeg i mange år undersøgt, hvordan vi mennesker interagerer med tekst – både visuelt og kognitivt.
Jeg har oplevet, hvordan selv små ændringer i skriftdesign kan påvirke, hvor hurtigt og komfortabelt vi læser. Og jeg har også på egen krop mærket, hvad det betyder at miste evnen til at læse midlertidigt efter en neurologisk skade.
Alt dette gør det tydeligt for mig, at vi står midt i et historisk skift i, hvad det vil sige at læse.
Læsning er ikke længere altid en stille, lineær aktivitet, men en dialogisk proces, hvor læseren styrer, hvad der er vigtigt at udfolde.
Nye krav til skrivning
Når læsningen ændrer sig, må skrivningen følge med. Det gælder alle typer fagtekster, der skal overlevere viden. Hvis vi fremover bruger tekster som interaktive kilder, kræver det, at de er opbygget, så AI kan udtrække pointer og skabe overblik, uden at nuancerne går tabt.
Det handler om tydelige strukturer og eksplicitte sammenhænge.
Skal forlag og andre udgivere til at genoverveje deres formater, så de er optimeret til samtale med AI? Skal vi tænke i lagdelte tekster, hvor læseren kan vælge mellem en teknisk, en pædagogisk og en let tilgængelig forklaring af samme indhold?
Fordele og faldgruber
Fordelene er oplagte. Man får hurtigere adgang til komplekse tekster, man kan bruge sin tid mere målrettet, og samtidig åbnes der for en langt større inklusion af læsere med syns- eller læsevanskeligheder eller for dem, der læser på et andet sprog.
Men der er også betydelige svagheder. Vi risikerer at miste den langsomme, dybe læsning, hvor man opdager detaljer, der ikke fremgår af sammenfatningen.
Samtidig kan vi komme til at stole for meget på maskinens fortolkning af teksten – hvad sker der, hvis AI overser en nuance eller fordrejer et argument?
Og endelig truer en svækkelse af den kritiske sans, hvis vi ikke længere selv bruger tid med materialet.
At lære at være kritisk handler nemlig også om at tage sig tid til at arbejde sig gennem teksten. Det er i de øjeblikke, hvor vi ikke forstår, hvad forfatteren egentlig mener, at vi må stoppe op, læse igen og kæmpe os frem til en dybere forståelse.
Det er netop i denne proces, at vi opdager nuancerne, kompleksiteten og de skjulte forbehold i det skrevne. Hvis AI konstant udjævner det svære for os, risikerer vi at miste de erfaringer, der gør os til kritiske læsere og tænkere.
At læse med AI er som at få en guide, der hurtigt viser dig hovedattraktionerne i en ny by. Du sparer tid, men du opdager måske ikke den lille café i sidegaden, der kunne have ændret din ferie.
Fremtiden
Fremtidens læsning med AI kan give os en hidtil uset effektivitet og åbne døren til viden for langt flere mennesker.
Men samtidig må vi værne om den langsomme læsning, hvor vi selv kæmper med tekstens modstand.
Det er i spændingsfeltet mellem det hurtige overblik og fordybelsen, at vi både kan høste teknologiens fordele og bevare de kritiske evner, som er fundamentet for videnskab og dannelse.
Vi har set lignende skift før – bogtrykkerkunsten gjorde det muligt for flere at læse, internettet gjorde det muligt at finde viden på sekunder.
Nu gør AI det muligt at samtale med viden. Spørgsmålet er ikke, om vi skal tilpasse os – men hvordan, og hvilke dele af den gamle læseform vi vælger aktivt at holde fast i.
