De første australiere havde sofistikeret kultur og teknologi

Mennesket opstod i Afrika, men de tidligste spor af moderne mennesker uden for Afrika findes mange tusinde kilometer væk i Australien. I et lille klippeskjul i den tørre centrale del af det sydlige Australien har et hold arkæologer netop fundet spor, der radikalt ændrer forskernes syn på de første australiere.

»De kulturelle opfindelser, vi ser i Warratyi, rykker hele billedet af den oprindelige kultur. Den var ikke uforanderlig eller konservativ. Den var dynamisk. De lavede en masse interessante ting,« siger arkæologen Giles Hamm ved La Trobe University i Melbourne, Australien.

Hidtil har australske arkæologer tegnet et billede af, at de tidlige australiere – modsat de første stenaldermennesker i Europa - teknologisk og kulturelt var ret primitive. Den manglende opfindsomhed betød, at de først langt senere kunne indtage nye miljøer inde i landet væk fra kysten.

Nu viser 49.000 år gamle fund i et klippeskjul kaldet Warratyi i Flinders-bjergene nord for Adelaide, at mennesker indtog kontinentets tørre centrale del mindst 10.000 år tidligere end antaget. Og ikke bare det; arkæologerne finder også redskaber, pigmenter af okker og klæbemidler til at hæfte stenspidser på skafter, som også vidner om en sofistikeret kultur.

De gør også et dystert fund: dyreknogler fra en unge af den nu uddøde planteæder Diprotodon, som tilsammen kan vidne om, at menneskene ankom og hurtigt skyllede ind over et jomfrueligt kontinent, hvor jægerne i en årtusind lang ’blodrus’ stod bag en af historien største masseudryddelser, der gik ud over Australiens unikke fauna af store pungdyr.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Klippehule gemmer på overraskelse

Warratyi er en cirka 50 kvadratmeter stor hule i klippesiden over et lille vandløb og gennem de seneste 9 år har Giles Hamm arbejdet på at udgrave gulvet i hulen.

»Det var den sidste lokalitet, jeg udgravede under min ph.d., og jeg forventede ikke at finde noget ældre end 5-6.000 år. Men tror du lige, jeg spærrede øjnene op, da dateringer på 20.000 år kom tilbage?« siger Giles Hamm.

Lagene i klippeskjulet er kun 1 meter dybe, og derfor forventede ingen, at de var særlig gamle, men udgravningen skulle afsløre nydelige tæt sammenpressede lag, hvis alder bare steg, jo længere ned man kom: 10.000 år, 26.000 år, 34.000 år, 40.000 år og allernederst 49.000 år.

»Da jeg først så den dateringsserie, nægtede jeg at tro på det,« siger Giles Hamm.

Men ved hjælp af geologen Nigel A. Spooner ved University of Adelaide, Australien, og en ekstremt præcis dateringsmetode, hvor man bestemmer alderen af enkelte kvartskrystaller, blev stedets høje alder bekræftet.

Pilespidser, nåle og farvestoffer

Ned gennem lagene har forskerne fundet mere end 3 kg knogler og 4.000 levn, som peger på menneskelig aktivitet fra cirka 50.000 år siden og frem til for 10.000 år siden.

Der er mange flækker af stenredskaber inklusiv op mod 30.000 år gamle små geometriske stenspidser, der formentlig har været hæftet på et skæfte.

De små stenspidser kræver en avanceret redskabsteknologi, som forskerne nu flytter mere end 10.000 år længere tilbage for Australien.

Giles Hamm og kolleger finder også spor af urgammelt klæbemiddel, der bekræfter, at man har hæftet stenspidserne på skæfter.

Billedet af en avanceret kultur underbygges yderligere af fund af farvepigmenterne okker og gips, der traditionelt bruges til at male kroppen med henholdsvis hvide og røde farver.

Forskerne har længe tolket brugen af farvestoffer og ritualer som et centralt vidnesbyrd om fremkomsten af det moderne menneskes bevidsthed med vores højt udviklede forestillingsevne.

Okker-pigmenterne i de dybeste lag dateres til op mod 49.000 år gamle, mens gips-pigmenterne er en anelse yngre, men igen slår forskerne rekorden fra tidligere fund med næsten 10.000 år i hele Australien og Sydøstasien.

Et tredje vidnesbyrd for avanceret teknologi finder de blandt dyrelevnene - en mere end 38.000 år gammel spids nål formet fra lægbenet af en slags mini-kænguru kaldet wallaby. Nåle og redskaber af knogle og ben er forfinede teknologier, som igen er blandt hjørnestenene i menneskets historie.

Omelet af fortidskæmpe

Dyrelevnene omfatter desuden æggeskaller fra strudsefugle og knogler af pungdyr inklusiv knogle af en fortidig kæmpe kaldet Diprotodon. En tykhudet planteæder på størrelse med et næsehorn, som menneskene må have slagtet og spist i klippeskjulet.

»Det er interessant, at vi kan se, at det er en unge, der har været meget lettere at nedlægge end de næsehornsstore voksne,« siger Giles Hamm.

Han peger på, at knoglen er det første sikkert daterede fund, der knytter de uddøde fortidsdyr sammen med de tidlige australiere, og en kulstof-14 datering på mere end 46.000 år falder lige præcis sammen med den periode, hvor dyrene uddør.

»Det er ikke det endelige bevis for, at menneskene udryddede de store dyr, men det peger i den retning,« siger Giles Hamm.

Fuldt ud så avancerede som europæerne

Fra at arkæologerne længe har ment, at de første mennesker i Australien endnu ikke besad den fulde ’pakke’, der vidner om den indre kvalitet af det moderne menneske, vælter de nye fund med ét slag fuldstændig den opfattelse.

»De her fund viser, at det er et mere sofistikeret moderne menneske, der kommer til Australien, og de har muligvis udviklet de her ting tidligere end de mennesker, der splittede ud og gik til Europa,« siger Giles Hamm.

»De første australiere var kulturelt langt mere sofistikerede, end vi har antaget.«

Indtog Australien med ekspresfart

Den geografiske placering af Warratyi-hulen godt inde i den tørre del af Australien vidner også om, at menneskene har været tilpasningsdygtige og ikke mindst, at de har erobret meget større dele af kontinentet på få tusinde år end man troede.

De ældste arkæologiske fund med spor af mennesker er lige under 50.000 år, og indtil nu har ingen fundet spor af mennesker i den tørre centrale del ældre end 40.000 år. Derfor har man længe ment, at de første mennesker må have holdt sig ved kysten og først sent trængte ind i landets indre.

Men nu mener Hamm og kolleger, at tiden, fra de første ankommer via Indonesien, til de når Warratyi, er så kort, at de i stedet må have fulgt en mere direkte rute for eksempel via store floder fra Arnhem Land i Nordaustralien.

Det billede støtter palæoantropologen Michael Westaway ved Griffith University, Australien, som var med i et genom studie, der for nylig bekræftede at nulevende aboriginere er efterkommere af de første australiere. Til ABC News siger han:

»Vores DNA-studie peger på, at den centrale ørken ikke var en stor hindring for at folks vandring for 50.000 år siden, og det ser ud til at være det, Giles foreslår - at folk var i stand til at migrere sydpå hurtigt.«

Klimaet åbnede og lukkede adgangen til Warratyi

Den rute kan have været åben, da de ankom, for siden at blive spærret af sandørken. En vekslende mængde fund ned gennem hulegulvets jordlag vidner nemlig om, at klippeskjulet har været beboet til forskellige tider og området forladt i lange perioder.

Der sker blandt andet et dramatisk fald i genstande for omkring 35.000 år siden og frem til for 17.000 år siden, hvilket falder sammen med, at istiden går ind i sin barskeste periode, hvor landskabet er blevet meget tørt og tilsyneladende ubeboeligt.

Først efter klimaet blev mindre tørt, og vand igen flød neden for klippeskjulet, vendte menneskene atter endt tilbage.

Den lille hule har ifølge forskerne ikke været en permanent bolig, men snarere et sted, hvor 4-5 individer har holdt til i nogle uger måske som base for jagt. Eller måske vidner pigmenterne om, at stedet har været knyttet til ritualer og ceremonier, som menneskene er rejst til for at udføre i korte perioder.

Forskerne ved det ikke, men de er kun lige begyndt udforskningen, og ifølge Giles Hamm er der flere huler i området, hvor vores tidlige forfædre kan have levet.