Danske frihedskæmpere blev glemt
1000 danskere kæmpede for Danmarks frihed udenfor landets grænser under Anden Verdenskrig. Bagefter blev de glemt. Ny ph.d. afhandling afdækker de danske soldaters svære vilkår i udlandet

Danskere kæmpede side om side med allierede soldater under Anden Verdenskrig. Billederne i denne artikel viser amerikanske soldater.(Foto: Consiel Régional de Basse-Normandie/National Archives USA)

Kuglernes hvislende lyd går lige i ørene på den unge soldat. De flyver henover hovedet på ham i skyttegraven, hvor han ligger i sin grønne uniform og venter på at få chancen til at tømme sit gevær mod tyskerne. For Danmarks skyld.

Sådan er der ikke mange danskere, der tænker på danskeres indsats i Anden Verdenskrig efter at have læst i de eksisterende historiebøger om emnet. Cirka 1000 danskere deltog frivilligt i de voldsomme krigshandlinger ude i verden. Imens saboterede modstandsfolkene hjemme jernbanelinjer og trykte illegale blade, og efter krigen blev de helte i den danske befolkning. Men de frivillige i udlandet blev glemt.

»Det er slående, hvor lidt de fylder i vores kollektive erindring,« siger historiker Jakob Sørensen, som netop har forsvaret sin ph.d. afhandling om det hidtil uudforskede emne.

Hans undersøgelser viser, at danskerne udenfor grænserne kæmpede under svære vilkår på grund af samarbejdspolitikken i Danmark. Samtidig oplevede de, at deres fædreland blev betragtet som en stat, der mere eller mindre frivilligt arbejdede sammen med nazisternes Tyskland.

Indsats på lige fod

Fakta

VIDSTE DU

Krigsveteraner bragte Mors Dag til Danmark. De frivillige danskere som kæmpede i udlandet er samlet i foreningen De allierede danske våbenfæller.

Den blev stiftet allerede ved Første Verdenskrig, og foreningen fik i 1929 indført Mors Dag i Danmark. Inspirationen kom fra deres amerikanske soldaterkammerater.

Lige under 1000 danske statsborgere valgte at gå i brechen mod tyskerne. Ti procent var kvinder. De fleste boede allerede i udlandet, da Danmark blev besat, men en tredjedel flygtede efter tyskernes magtovertagelse til søs til London. Eller de rejste over Rusland til Canada for at melde sig som soldater. Hovedparten endte i den britiske hovedstad. Her meldte de sig til hæren og fik de samme opgaver, som deres engelske kammerater. »De var alt fra soldater, tolke til mekanikere og kom til at tjene i militæret på lige fod med engelske statsborgere. Det bekymrede ikke englænderne, at danskerne kom fra et land, der samarbejdede med tyskerne,« siger historikeren. Alligevel var der meget stor forskel på danske og engelske soldaters vilkår. Danskernes sociale netværk manglede. Ofte havde de ingen at bo hos, når de var på orlov, og som soldat på fjendens side havde man ikke mulighed for at skrive til familie og venner i det tyskbesatte Danmark.

Det Danske Råd i London forsøgte at gøre de frivillige danskeres liv mere normalt. De fandt frem til danske familier, soldaterne kunne have et hjem hos. Og de skaffede dem pennevenner og hjalp med fornødenheder som cigaretter og julegaver.

 

Modstandskamp for kaotisk

De frivillige meldte sig til krigstjeneste for at få det tyske militær ud af Danmark. Derudover er det svært at sige, hvad der drev dem. Jakob Sørensen fortæller, at der ikke var noget sted at gå hen i Danmark, hvis man ville yde modstand mod besættelsesmagten før 1943. Først på det tidspunkt kom der rigtig gang i modstandskampen. Derudover var modstandsbevægelsen en lukket klub.

I udlandet kom de danske frivillige til at udfylde lige så forskellige funktioner som britiske - fra flyvevåben til flåde. (Foto: Consiel Régional de Basse-Normandie/National Archives USA)

 

»Man skulle kende nogen i bevægelsen, som kunne godkende en. Så var det nemmere at rejse væk og melde sig til åben kamp, og der er langt mere ordnede forhold, når man kæmper i uniform,« siger forskeren.

Den åbne kamp var at foretrække for nogle. Livet som aktiv i modstandsbevægelsen var krævende på en anden måde end militærtjeneste. Man skulle for eksempel kunne holde til at bo 20-30 forskellige steder i løbet af et år hvis man var gået under jorden. Det krævede en helt speciel psyke.

Historikeren mener, at modstandsfolkene og de frivillige i udlandet viser, at de danskere, som var i stand til det, rent faktisk også valgte at kæmpe mod tyskerne.

Langt hjemme fra

De danskere som endte i London skulle have været samlet i dansk enhed i den britiske hær, der skulle hjælpe Danmark ud af tyskernes jerngreb. Men 1000 soldater var for lidt. »De ville befri Danmark og vise at danskere også bekæmpede Hitler. Men så godt som ingen af dem kom rent praktisk til at befri Danmark. I stedet kom de til at kæmpe alle mulige andre steder. For eksempel i Frankrig, Italien og så videre,« siger Jakob Sørensen.

I deres iver efter at komme i kamp mod besættelsesmagten underskrev de danske soldater en kontrakt uden afslutningsdato hos den britiske hær. Tyskerne trak sig fra Danmark i maj 1945, men Anden Verdenskrig fortsatte indtil sensommeren 1945 i Stillehavet. I en periode var der risiko for, at danskerne blev sendt til Asien. Det skete dog ikke, da Japan kapitulerede inden da.

Glemt kamp

Hjemme i Danmark opstod der i 1945 en enorm interesse i, hvad der var foregået i modstandsbevægelsen. Der var parader og hæder til ære for dem, som gjorde oprør indenfor grænser, og begivenhederne har sat sig fast i danskernes erindringer, fortæller Jakob Sørensen.

De udlandsfrivillige blev til gengæld ikke fejret. Årsagen er, at mange af dem ikke nåede hjem til festlighederne i befrielsesdagene, fordi de stadig var tjenestegørende i deres enheder rundt omkring, mens andre valgte at forblive udlandsdanskere. Forskeren fortæller, at samfundet erindrer modstandsfolkene ved at markere mærkedage som 9. april og 5.maj. Men der var ingen mærkedage, som markerede de frivilliges indsats ved fronten. Derfor blev krigsveteranerne overset.

De danskere som gik i åben krig mod tyskerne blev glemt efter befrielsen. (Foto: Consiel Régional de Basse-Normandie/National Archives USA)

 

Skuffede veteraner

»De frivillige kom ret hurtigt på kant med modstandsbevægelsen. Ingen ved vist præcist hvorfor, men de var måske ikke ligefrem benovet over modstandsfolkenes indsats,« siger historikeren.

 

At trykke illegale blade virkede ikke så krævende i de frivilliges øjne som at sætte livet på spil på en slagmark i Frankrig. Selvom soldaterveteranerne fik en medalje af kongen, så var de alligevel skuffede over den manglende anerkendelse.

Ti procent af de frivillige dansker i udlandet var kvinder. Amerikansk kvinde i Normandiet. (Foto: Consiel Régional de Basse-Normandie/National Archives USA)

Det har de været frem til i dag. Da forskeren for nogle år siden fortalte til en avis, at han skulle i gang med en ph.d. afhandling om de udlandsfrivillige, blev han ringet op af en ældre kvinde. Hun havde som 17-årig meldt sig til britisk tjeneste og sagde:

»Nu har jeg ventet 60 år på, at nogen vil skrive om det her.«

Jakob Sørensen undrer sig over, at der er udkommet så mange bøger om de 6.000 danskere i Frikorps Danmark, som frivilligt kæmpede ved fronten i fjendens sold. Mens der ikke er skrevet noget om dem, som havde et bemærkelsesværdigt mod til at flygte og trække i de allieredes uniform.

Om ph.d. afhandlingen og forskeren

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.