Dansk kultur kan påvirke storpolitik. Bare spørg i Estland, Letland og Litauen

9. november 1989 stimlede tusinder og atter tusinder af tyskere sammen ved den mur, der holdt Vestberlin adskilt fra Østberlin. Presset fik vagterne til at åbne grænseovergangene ved Berlinmuren, der havde delt byen i 28 år.

Det blev enden på den deling af Tyskland, der blev lavet efter 2. verdenskrig. Det bliver også opfattet som enden på den kolde krig, der havde domineret Europa lige så længe.

Tre små republikker ved Østersøen, der på det tidspunkt hed den estiske, lettiske og litauiske sovjetrepublik, fik en særlig rolle i de store forandringer. Og der var også et dansk bidrag i form af Dansk Kulturinstitut i Letlands største by Riga. Instituttet kan i år fejre 35 års jubilæum.

I dag er Estland, Letland og Litauen selvstændige lande og medlemmer af EU og NATO.

Den sikkerhed, som de fleste så som en permanent afløsning for den kolde krig i Europa, er dog blevet afløst af et nyt geopolitisk trusselsbillede efter Ruslands angreb på Ukraine i 2022.

Det giver anledning til at genbesøge historien om, hvordan Europa fandt en vej ud af den kolde krig.

Den viser, at små landes vilje til at handle i rette øjeblik kan gøre en forskel – og at udveksling af kultur er vigtigt at tage med i undersøgelserne af de storpolitiske forandringer.

Et dansk kulturinstitut i Sovjetunionens randstater

Vi skal tilbage til januar 1989, hvor en lille lettisk delegation rejste til København: Forfatteren Janis Peters, komponisten Raymond Paus og politikeren Nikolai Neiland. De kom ikke fra et selvstændigt Letland, men fra det Lettiske SSR, der var en del af Sovjetunionen.

Med sig havde de et særligt ønske: Kunne Danmark etablere et kulturcenter i Letland?

Ambassader og officielle politiske institutioner i de tre baltiske republikker kunne ikke komme på tale, for de var jo ikke selvstændige stater.

Derfor kunne oplevelsen af dansk kultur, dansk demokrati og mellemfolkelige møder i sådan et center være vigtigt for de baltiske folk, som ønskede et alternativ til det sovjetiske herredømme.

De tre lettiske rejsende i København havde en samlet folkebevægelse for selvstændighed i ryggen. Den havde forenet sig i Letland og de andre baltiske stater i 1988 i fornemmelsen af en mulighed for forandring.

Idéen om et kulturinstitut fik varm støtte i Danmark hos Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og Politikens chefredaktør Herbert Pundik.

Politiken startede en folkeindsamling og samlede på få måneder 1,8 millioner kroner ind til formålet. En anden støtte var Dansk Kulturinstitut, en selvstændig institution, hvis historie går tilbage til 1940 med et arbejde for at præsentere dansk kultur på en alsidig måde rundt om i verden.

Resultatet blev, at Dansk Kulturinstitut fik som opgave at være den eneste udenlandske institution i de baltiske republikker.

Som instituttets generalsekretær Per Himmelstrup skrev i 1990 i tidsskriftet Geografisk orientering, var det en »en kompliceret og ikke ufarlig virkelighed«, som tiltaget skulle passes ind i, men »for en gangs skyld har Danmark chancen for at være med i første runde – og for at komme med de rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt«.

Østersøen som et nyt nordisk middelhav

Det var altså historisk, da Dansk Kulturinstitut kunne åbne midt i Riga i august 1990.

Berlinmuren var ganske vist faldet, men Sovjetunionen stod stadig.

Den lettiske digter og diplomat Janis Peters har siden sagt, at »den danske tilstedeværelse i Letland og hele Baltikum gennem kulturinstituttet gjorde situationen i de baltiske republikker mere sikker, i det mindste en smule.«

Interessen for kulturudveksling var stor, og allerede i de første måneder gæstede danske kunstnere, undervisere og foreninger de baltiske lande.

Den første danske udstilling i Riga var med bornholmsk keramik.

Bornholm havde i det hele taget en stor betydning i udvekslingerne med de nye lande med kunstnertræf og udvekslinger. Og de flotteste bøger, man kunne få i Letland, var oversættelser af dansk litteratur som Peter Høegh og Hanne-Vibeke Holst.

»Åbningen af ​​Dansk Kulturinstitut i Baltikum var en ekstremt vigtig politisk gestus fra den danske regering, da det var tider, hvor ingen vestlig regering var klar til at tale med stats- og regeringsledere fra Baltikum,« sagde den tidligere lettiske kulturminister Kārina Pētersone i forbindelse med instituttets jubilæum, der netop er blevet fejret.

Selvstændighed og nordisk samarbejde

I Estland, Letland og Litauen fortsatte kampen for selvstændighed i mange afskygninger i den periode.

Det blev også kendt som ’den syngende revolution’, da store folkesangsstævner var vigtige samlingspunkter.

Selvom frihedskampen var ikkevoldelig, rykkede sovjetiske specialtropper ind i januar 1991 med flere dødsfald til følge.

Der skulle også et forfejlet militærkup til, inden Sovjetunionen var i så stor opløsning, at de baltiske republikker i august 1991 udråbte deres selvstændighed.

Med det samme støttede Danmark de tre nye stater, mens de store lande endnu tøvede. I december 1991 blev Sovjetunionen så endelig erklæret opløst.

Nu kom der ambassader og officielle institutioner til. Allerede i december 1990 havde Danmark givet lokaler til et Baltisk Informationskontor, hvilket ifølge Litauens første ambassadør i Danmark, Dalius Čekuolis, var »en visionær idé« og »et vigtigt middel i de baltiske staters diplomatiske bestræbelser på at fremskynde den internationale anerkendelse af deres genvundne uafhængighed«.

Et andet vigtigt træk var at etablere Østersørådet (Council of the Baltic Sea States) på dansk og tysk initiativ for at have et regionalt forum for samarbejde og sikkerhed i 1992.

Rusland var også med, men blev smidt ud af rådet i 2022 efter invasionen af Ukraine.

Nordisk Ministerråd startede også et kontor i hver af de baltiske stater for at inddrage dem i det nordiske samarbejde.

Kultur som kriseberedskab

Som følge af Ruslands invasion i Ukraine er der skabt en ny sikkerhedspolitisk situation. De baltiske lande er såkaldte frontlinjestater, hvor den russiske trussel er et vilkår. Danmark har i efteråret 2025 udsendt en kampbataljon til Letland som bidrag til sikringen af NATO’s østlige flanke.

Den geopolitiske trussel påvirker også kulturlivet. I 2024 afholdt Nordisk Ministerråd en stor nordisk-baltisk konference om beredskab i kultursektoren.

I det seneste år har der været workshops for militærfolk i beskyttelse af kulturarv og store øvelser i de baltiske hovedstæder har omfattet museerne.

For Dansk Kulturinstitut og de nordiske samarbejdsorganisationer har krigen betydet, at meget af det, man har bygget op og haft planer om i en udvidet nordisk-baltisk region, er brudt sammen.

Samtidig er der også kommet en ny vigtighed af at stå sammen i Østersø-regionen.

Derfor fylder kultur som kriseberedskab i det aktuelle arbejde. Men der kommer også en efterkrigstid, hvor der skal bygges op og skabes nye kulturelle forbindelser.

Her har Danmark en unik erfaring.