Forskere citerer hinandens forskning i videnskabelige artikler. Citeringer bliver talt op og brugt som en indikator på, hvor stor indflydelse forskningen har. Jo flere citeringer, jo større gennemslagskraft vurderes forskningen at have.
I Sverige bruges citeringer som en del af det såkaldte 'tællekantssystem', et system med forskningsmål, der kan tælles. Antal citeringer en forsker får er i Sverige med i vurderingen, når universitetsbevillinger skal fordeles.
Før eller siden vil også norske politikere eller myndigheder spørge, om det er muligt at måle kvalitet ved at tælle citeringer, mener Gunnar Sivertsen, som forsker i videnskabelig publicering ved Nordisk institut for studier af innovation, forskning og uddannelse (NIFU).
»Den seneste Forskningsmeldingen (Forskningsrapport, red.) efterlyser forskningskvalitet, den afgående minister har efterlyst det samme offentligt, og nu arbejder et udvalg med spørgsmålet om, hvorvidt finansieringssystemet for universiteter og højskoler fremmer kvaliteten,« siger han.
Men der findes en del indvendinger mod at bruge antal citeringer som et mål for kvalitet. De seneste kommer frem i en ny, svensk ph.d.-afhandling, som har undersøgt citeringskultur blandt forskere.
Citeringer er ikke altid velovervejede
En af grundene til, at forskeren Gustaf Nelhans konkluderer, at citeringshyppighed ikke er et godt kvalitetsmål, er, at årsagerne, til at en forsker citerer et bestemt studie, kan være mange.
Nogle gange er citeringen ikke specielt velovervejet, beretter Gustaf Nelhans. Citeringer kan blive foretaget nærmest bare af vane, fordi enkelte forskningsstudier bliver såkaldte stående referencer, som alle citerer.
Afhandlingen går så langt som til at sige, at nogle citeringer ganske enkelt er rent slendrian, ifølge en pressemeddelelse fra Göteborgs Universitet, hvor Gustaf Nelhans har lavet sin ph.d. i videnskabsteori.
Desuden sker det, at en forsker citerer en anden for at drage vedkommendes konklusioner i tvivl eller for at argumentere mod dem.
Pointen er, at man ikke altid ved, hvorfor citeringerne er taget med, og at de derfor ikke er et direkte kvalitetsmål, mener den svenske forsker.
Gennemslagskraft ikke ensbetydende med kvalitet
Gunnar Sivertsen er helt enig i, at citeringshyppighed ikke kan bruges som et direkte mål for kvalitet i forskningen. De, der forsker i dette på et internationalt niveau, er enige i dette, fortæller han.
Han genkender imidlertid ikke helt de beskrivelser, som Gustaf Nelhans giver af citeringspraksis blandt forskere.
»Inden for naturvidenskaben, hvor man måler citeringshyppighed mest, er det ikke så ofte negative citeringer, altså at man argumenterer mod den forskning, man citerer.«
»Men det med vanecitering kan godt passe – at man måske gentager referencer, som andre forskere før har brugt. Vi kender godt til, at der er en sneboldeffekt: Hvis du først bliver citeret meget, så stiger citeringerne gerne derefter. Men det er fortsat sådan, at de fleste forskere er omhyggelige med at udvælge referencer fra det, de læser,« siger han.
»Man kan sige, at der muligvis er nogle mærkelige mekanismer bag, hvordan citeringspraksis foregår, men det ér fortsat et holdbart mål for gennemslagskraft.«
Misforstår politikerne, hvad en citering betyder?
Nordisk institut for studier af innovation, forskning og uddannelse (NIFU), hvor Gunnar Sivertsen forsker, udgiver årligt en rapport med blandt andet statistik over, hvor meget norsk forskning citeres. Dette begrundes med, at tallene er indikatorer på forskningens indflydelse.
NIFU-rapporterne bidrager til det grundlag, som politikerne tager beslutninger ud fra, når der for eksempel uddeles bevillinger. Gunnar Sivertsen tror ikke, at politikerne misforstår ved at opfatte det som om, der skal sættes lighedstegn mellem indflydelse og kvalitet i forskningen.
»I Indikatorrapporten og andre steder, siger NIFU, at citeringer udtrykker 'indflydelse', ikke 'kvalitet'. Jeg tror ikke, at politikerne hidtil har fordelt ressourcer på grundlag af misforståelser om, hvad citeringer betyder.«
Sverige indførte citeringshyppighed som et mål for kvalitet i 2008.
»Derfor er problemstillingen ekstra vigtig i Sverige, og den nye ph.d.-afhandling bør nok ses som et svar på dette,« siger Gunnar Sivertsen.
Belgien er det eneste land i Europa, der bruger citeringer på samme måde som i Sverige. I Sverige bestemte regeringen i fjor, at de skal vurdere, om der skal bruges fagfællevurdering i stedet for citeringer til at vurdere kvaliteten af universitetsforskningen.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
