CBS-professor: ‘Grøn kapitalisme’ er ikke nok

Grøn vækst, virksomhedernes sociale ansvar og forvaltningen af bæredygtighed er i dag en del af erhvervslivets ordforråd - i Danmark og andre steder i verden.

Konkurrencen og priserne for bæredygtighed sætter spot på 'det gode arbejde', som visse virksomheder gør for at adressere sociale og miljømæssige anliggender på både lokalt og globalt plan.

Mange store virksomheder publicerer regelmæssigt bæredygtighedsrapporter, som dokumenterer deres forpligtigelse og indsats for en bedre fremtid, mens de på samme tid forsikrer investorerne om, at de vil se positive økonomiske resultater.

Virksomhederne kræver også, at deres leverandører (som ofte befinder sig i det globale syd) forbedrer deres sociale og miljømæssige praksis.

Har vi med det for øje behov for forskellige eller flere regulatoriske indgreb og aktivisme for at tvinge virksomhederne til forbedre deres praksis yderligere?

På baggrund af 20 års forskning - helt fra bunden og videre op - viser min nye bog 'Business, Power and Sustainability' i detaljer, hvordan forvaltningen af bæredygtighed er blevet 'big business'.

Virksomhederne udnytter deres miljøindsats

Der foregår en enorm ressourceoverførsel i bæredygtighedens navn via de globale værdikæder - fra det globale syd til det globale nord - fra producenter til globale købere og forbrugere og fra arbejdskraft til kapital.

De globale købere finder nye måder at tvinge miljømæssig værdi fra deres leverandører, så de selv kan tjene flere penge, uden at det har en egentlig effekt på bæredygtigheden.

Den gradvise mainstreaming af bæredygtighed, som understøtter den grønne kapitalisme, er drevet af omkostningsbesparelser og økoeffektivitet, der leverer en 'business case' til anvendelse af miljøforbedringer.

Miljøeffektivitetsprocesser, som faldende energi- og vandforbrug, optimering af emballage og mere genanvendelse, fører ofte til en reduktion af driftnettoomkostningerne og sætter fokus på bundlinjen - hvilket i dag er endnu mere afgørende i kølvandet på den økonomiske afmatning i slutningen af ​​2000'erne.

Virksomheder som Ikea og Walmart har indført en række afgørende omkostningsbesparende foranstaltninger i forhold til energi, forbrug, emballering og transport i deres operationer, mens de præsenterer dem som eksempler på deres 'dedikerede bæredygtighedsindsats'.

LÆS OGSÅ: Forskere advarer: Samfundsøkonomien smadrer vores planet

Det globale syd betaler prisen

De førende virksomheder i de globale værdikæder stiller nye miljøkrav til deres leverandører, blandt andet anmodninger om yderligere information om leverandøromkostningsstrukturen og processerne.

Det gør køberne - når det er muligt - i stand til at tvinge indkøbspriserne endnu længere ned, især i det globale syd. Når leverandørernes overskudsgrad falder, har det negativ effekt på deres økonomiske bæredygtighed.

Det kan også få negativ reboundeffekt på den sociale bæredygtighed ved for eksempel at reducere arbejdsomkostningerne eller forværre arbejdsvilkårene for at inddrive de ekstra miljøomkostninger.

Grøn kapitalisme er ikke videre interesseret i at tackle klimaforandringerne

Men gør virksomhederne ikke i det mindste en forskel ved at adressere de globale bæredygtighedsudfordringer?

Jeg argumenterer for, at bæredygtighedsforvaltningen arbejder for grøn kapital, men at den egentlig ikke adresserer de miljømæssige udfordringer.

Klimaforandringerne, den voldsomme og omsiggribende afskovning flere steder på koden, tabet af biodiversitet og havforsuringen indikerer, at de nuværende forretningsskikke ikke slår til, at de nuværende reguleringsinstrumenter kommer til kort, og at den sociale aktivisme og bevægelse stadig har lang vej at gå.

Grøn kapitalisme prioriterer ikke at tackle produktion og forbrug

Men grøn kapitalisme prioriterer ikke at tackle den stigende produktion og det stadig større forbrug.

Fokus er i stedet rettet mod, hvordan teknologien og nye forretningsmodeller kan forbedre effektiviteten af ​​ressourceforbruget i stedet for at mindske den samlede effekt på Jorden og biosfæren.

En mere effektiv udvinding og anvendelse af naturressourcerne fører desuden ofte til lavere priser, hvilket kan forlænge og endda øge brugen af fossile brændstoffer og udvindingshastigheden af ​​naturressourcer.

For selv om det globale nords økonomier muligvis er ved at 'dematerialisere' sig, så bliver brugen af energi og materialer faktisk bare flyttet til det globale syd i stedet for at falde samlet set.

Hvis vi virkelig skal se ændringer, skal vi bryde med ekspansionens logik

Sagt med andre ord, mens grøn kapital akkumuleringsstrategierne, som optimerer ressourceforbruget, hjælper til at mindske produktionens relative energi- og materialeintensitet, adresserer de ikke de overordnede, økologiske grænser for vækst, fordi de er baseret på logikken om kontinuerlig ekspansion.

Teknologiske og organisatoriske løsninger, som at mindske energiomkostningerne, forbedre emballagematerialerne, minimere transportafstandene samt skabe grønne akkreditiver, kan gøre en positiv forskel på, hvor meget energi og hvor mange ressoucer vi bruger på at producere en produktenhed.

Men det resulterer ikke nødvendigvis i samlede reduktioner, hvis produktionen og forbruget bliver ved med at stige.

LÆS OGSÅ: Hvad gør vi med klimakrisen? Borgerløn kan være en løsning til at sænke forbruget - og farten på hamsterhjulet

Fra Antropocæn til Kapitalocæn

Selv om der er behov for trinvise forandringer, er det ikke tilstrækkeligt uden en systemisk genovervejelse af forholdet mellem kapitalisme og natur.

Menneskelige aktiviteter har stor indflydelse på Jorden og dens biosfære - faktisk så stor - at geologerne har defineret en ny æra, Antropocæn, for at afspejle fænomenet.

Andre har dog sat spørgsmålstegn ved dette fokus på menneskeheden som en udifferentieret helhed i termen Antropocæn, og de foreslår et andet koncept som forklaring på det samme: Kapitalocæn - kapitalismens epoke, som en måde at organisere naturen.

Det betyder, at vi ikke kan opnå ideen om 'bæredygtig udvikling’ i sammenhæng med grøn kapitalisme, medmindre vi genovervejer den nuværende organisation af den globale økonomi, reformerer de økonomiske og politiske institutioner, der styrer den, og udtænker nye former for styring og kollektiv handling.

Så længe bæredygtighed hovedsageligt bliver brugt som et markedsførings- og strategisk værktøj, et middel til kapital- og formueakkumulation, som er underlagt økonomisk vækst - vil effektivitetsoverskuddet fortsat blive investeret i yderligere udvidelse af produktion og forbrug og omdannet til profit for det globale plutokrati, hvilket i sidste ende forværrer den globale bæredygtighedskrise.

Hvad er alternativet?

Alternative ideer, modeller og praksis til den moderne udgave af grøn kapitalisme er allerede begyndt at dukke op.

Visse tilgange foreslår fokus på de såkaldte 'Planetary boundaries' (planetære grænser, red.) for menneskeligt liv på Jorden velstand uden vækst eller modvækst.

Der findes et utal af eksempler på, hvordan de alternative økonomimodeller fungerer, samt hvor de fungerer - især i kombination med fællesskabsdeltagelse, union og social aktivisme, decentralisering, kooperative organisationsformer samt radikal og demokratisk miljømæssig eksperimentering.

De er alle stadig græsrodsbevægelser, der blegner i sammenligning med den skade, som kapitalismen har påført naturen, selv i dens grønne forklædning.

Viser vejen mod retfærdig bæredygtighed

Idémæssigt leverer de nuværende diskussioner om retfærdig bæredygtighed afgørende indsigt.

I bogen Just Sustainabilities: Development in an Unequal World, argumenterer professor of Urban and Environmental Politics and Planning ved Tufts University Julian Ageyman og kolleger for behovet for på retfærdig vis at sikre en bedre livskvalitet for alle, nu og i fremtiden, samt for at leve indenfor økosystemernes grænser.

De forslår, at vejen mod retfærdig bæredygtighed skal tackle ulighed - fordi det er er en drivkraft bag konkurrencedygtigt forbrug og fører til mindre tillid blandt forskellige samfund, hvilket vanskeliggør offentlig aktion.

De opfordrer også til fokus på forbedret livskvalitet og velfærd snarere end vækst; for en samfundsøkonomi og øget offentlig forbrug; for at omtænke nuværende og fremtidige generationers behov, for et tilstrækkelighedsparadigme snarere end maksimering af forbruget.

Etisk forbrug er ikke nok

Det er stadig vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad vi køber, og hvordan det blev produceret, men vi kan ikke købe os vej til en bæredygtig fremtid.

Nødvendigheden af vækst og forbrug er en del af problemet - og kan derfor ikke være løsningen.

Selv om ideerne om reformer og gradvise forandringer - blandt andet dem, jeg diskuterer i 'Business, Power and Sustainability', er vigtige - har vi også behov for en mere radikal social og økonomisk omstilling og for at skabe plads til alternativerne.

Derfor er det så vigtigt at forstå den magtdynamik, som ligger til grund for grøn kapitalisme, da den indikerer, hvor og hvordan offentlige aktører og civilsamfundet kan lægge pres på for at opnå reformer og mere radikale ændringer.

Denne viden kan afsløre den grønne kapitalismes akilleshæl og forsyne regeringen og civilsamfundet med de våben, som er nødvendige for at opnå retfærdig bæredygtighed.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Cirkulær økonomi: Vejen til et bæredygtigt forbrug?

LÆS OGSÅ: Forsker: Vækst er ikke længere vejen til succes