Atatürk: Jagten på modernitet og kampen for overlevelse

På magtens højeste niveau var det i begyndelsen af århundredet en sultan, Mahmut II (1808-1839), der var rigets leder, mens det knap hundrede år senere var en præsident, der var leder af resterne af det tid- ligere så enorme rige, nemlig Mustafa Kemal Atatürk (præsident 1923-1938).

I samme periode blev Europa hærget af to traumatiske storkrige, Napoleonskrigene og FørsteVerdenskrig, hvis efterdønninger rystede Det Osmanniske Rige i sin grundvold og afstedkom gennemgribende forandringer for stat og samfund.

Osmannerne led mange nederlag til intern uro

Fra begyndelsen af det 19. århundrede forsøgte den osmanniske stat at tilpasse sig de nye internationale styrkeforhold.

Osmannerne havde ikke længere de fornødne militære, teknologiske og økonomiske midler til at forsvare deres omfattende territorier over for angreb og udefrakommende indblanding.

Ikke overraskende skabte de mange krigsnederlag og territoriale tab intern uro og destabilisering i Osmannerriget og en betydelig svækkelse, først og fremmest over for det ekspanderende russiske rige.

En række strukturer forandrede sig i takt med de territoriale tab. Efter europæisk mønster begyndte osmannerne at lave om på deres militære struktur, statsinstitutioner, love og tankemåde. Staten forsøgte sig med centraliseringer i et forsøg på at styrke sin kontrol over provinserne.

Rigets overlevelse kom til at afhænge af europæiske stormagter

Det bureaukratiske apparat blev omdannet og udbygget. I 1826 blev det ældgamle og traditionelt meget indflydelsesrige og konservative militærkorps, janitsharerne, udryddet.

Målet var, at det skulle erstattes af en anden form for militær efter europæisk mønster, og man begyndte nu at uddanne officerer efter europæiske forskrifter.

Der skulle dog gå flere årtier, før det nye militære apparat kom på plads, og i mangel af et velfungerende militær måtte Osmannerriget forsøge at forsvare sig ad diplomatiets vej ved hjælp af sine statsmænds strategiske og taktiske evner snarere end ved sværdets vold og magt.

Det betød, at Osmannerrigets overlevelse i høj grad kom til at afhænge af europæiske stormagters velvilje, interesser og kalkuler.

Men det betød samtidig, at Osmannerriget begyndte at gennemføre store politiske, uddannelsesmæssige, juridiske, økonomiske og institutionelle reformer.

Der blev skabt en ny elite

Denne proces skabte en ny politisk og intellektuel elite, uddannet efter europæisk mønster, oplært inden for europæisk sprog og videnskab og med et vist kendskab til europæiske ideer og værdier, som der herefter blev gjort brug af i de mere og mere desperate forsøg på at sikre den osmanniske stats overlevelse.

Mens moderniseringsbestræbelser siden Sultan Selim III's regeringstid (1789-1807) er blevet karakteriseret som reorganisering (Tanzimat) og reformering (Islahat), har forskningen i det moderne Tyrkiet generelt betegnet Atatürk- perioden som en revolutionsperiode, omend der har været uenighed og tvivl om, hvad den korrekte betegnelse var.

Opfattelsen har længe været 'revolutionært brud'

Afhængigt af deres samtids forståelsesrammer har historikerne siden Atatürk derfor skiftevis brugt begreberne inkılap (revolution/transformation/reform), ihtilal (revolution) og devrim (revolution) som betegnelse for det kemalistiske reformprogram.

Men der har også været indvendinger imod disse betegnelser. Især Erik Jan Zürcher har sat spørgsmålstegn ved, om overgangen fra Osmannerriget til Republikken Tyrkiet under Atatürk nu også var en revolution.

Mens den fremherskende opfattelse længe har været, at der var tale om et revolutionært brud, har nyere forskning fremhævet en række dybtgående elementer af kontinuitet i overgangen fra Osmannerriget til Republikken Tyrkiet.

Zürcher medgiver imidlertid, at Atatürk-perioden er kendetegnet ved radikal reform og forandringer, hvoriblandt Mustafa Kemals grundlæggelse af den tyrkiske republikanske stat i 1923 står som den mest markante.

Reformvenlige kemalister havde ikke andre muligheder

Det centrale spørgsmål er her, hvad det kemalistiske reformprojekts radikale metode skyldtes, og hvilken virkning metoden har haft.

Den dominerende forklaring er, at den skyldtes modsætningsforholdet mellem det traditionelle og det moderne, mellem 'Vesten' og 'islam'. Påstanden er, at da de to størrelser grundlæggende ikke kan virke sammen, vil et møde mellem dem uundgåeligt føre til konflikt og opgør.

I forlængelse heraf har man udlagt reformprocessen som en grundlæggende kamp mellem de oplyste og reformvenlige kemalister på den ene side og de 'formørkede' bagstræberiske kræfter på den anden.

Angiveligt skulle de sidste have forsøgt at sabotere Tyrkiets fremskridt og modernisering ved enhver given lejlighed. Derfor, fremføres det, havde de reformvenlige kemalister ikke andre muligheder end at følge en uforsonlig linje i deres opgør med disse 'reaktionære' kræfter.

Atatürk var motiveret af visionen om et moderne Tyrkiet

Ifølge denne tolkning skyldtes kemalisternes radikale metode altså snarere de reformfjendtlige gruppers modstand end kemalisternes radikale indstilling som sådan.

Ifølge denne forklaringsmodel var den kemalistiske radikalitet således blot en modforanstaltning i en situation, hvor Atatürk primært var motiveret af visionen om et moderne og civiliseret Tyrkiet.

Men på grund af islams og de islamiske reaktionære gruppers afvisning af og uforsonlige indstilling til reform og fremskridt blev han tvunget han til at følge en radikal reformkurs.

Ud fra et historisk perspektiv var der derfor intet overraskende i, at den tyrkiske elite i 1923 efter Uafhængighedskrigen fortsatte den intensive vestliggørelsesproces, som havde præget Osmannerriget siden begyndelsen af det 19. århundrede.

Flere af Kemals reformer var blevet foreslået før

I indhold var Atatürks reformprojekt grundlæggende en fortsættelse af en eksisterende vestligt orienteret osmannisk reformproces.

Og de fleste af Mustafa Kemals reformer, inklusive tyrkisk nationalisme, sekularisme og en republikansk styreform, var blevet foreslået af andre osmannere før Mustafa Kemal.

I reformprocessens lange historiske linjer skilte kemalisterne sig imidlertid ud ved deres kompromisløse fremgangsmåde. Kemalisterne hyldede en radikal reformmodel, der skulle komme til at kendetegnes ved:

1. en fornægtelse af den tyrkiske befolknings traditionelle kultur til fordel for en udpræget enhedskulturel opfattelse, ifølge hvilken der kun eksisterede én civilisation, nemlig den vestlige, som Tyrkiet også måtte tilslutte sig
2. reformer iværksat ‘fra oven’ af en vestligt farvet politisk og intellektuel elite
3. reformernes europæiske oprindelse
4. reformernes implementering ved tvang

Skyldes modstanden kemalisterne?

Det vil derfor være mere relevant og konstruktivt at spørge, hvorfor kemalisterne valgte at skabe reformer på en anden måde end de tidligere osmanniske reformatorer? Hvorfor skete der en radikalisering af reformprocessen under Atatürks lederskab?

I stedet for 'hvorfor reform?' er spørgsmålet altså 'hvorfor den kemalistiske reformmetode?'

I stedet for at analysere de enkelte reformer som sådan sættes det kemalistiske regimes fremgangsmåde i reformarbejdet altså i centrum: Hvilke faktorer gjorde sig gældende for kemalisternes lancering af en radikal reform som eneste mulige fremgangsmåde?

Skyldtes kemalisternes kompromisløse enten-eller-metode modstanden fra de såkaldte 'reaktionære' kræfter i det tyrkiske samfund, sådan som den ortodokse historiefortælling hævder?

Bonden er folkets herre

I forlængelse af den ovenfor skitserede problematik omkring det kemalistiske regimes reformpolitik og retorik sættes der i bogens anden del analytisk fokus på implementeringen og virkningen af inkılap (revolution/transformation/reform).

Hvad betød den kompromisløse fremgangsmåde for reformarbejdets muligheder og modtagelse i lokalsamfundene? Har fremgangsmåden fungeret i overensstemmelse med kemalisternes opstillede mål?

Hvad mente især bønderne, der udgjorde over 75 % af Tyrkiets daværende befolkning, og som kemalisterne gjorde til et centralt element i deres reformretorik under parolen 'bonden er folkets herre'?

Hvilket forhold var der mellem kemalisternes reformretorik, deres praktiske iværksættelse af reformer og almenbefolkningens reaktioner? Hvilken betydning fik især realpolitiske og magtrelaterede hensyn for radikaliseringen af reformprocessen i Tyrkiet under Atatürks lederskab?

Hvilke faktorer og begrænsninger gjorde sig gældende for reformernes implementering og virkning? Har radikaliteten ved inkılap været skadelig for reformprocessen? Og hvorfor blev nogle af kemalisternes mest yderliggående reformer med tiden enten glemt eller opgivet?

Atatürks officielle udtalelser opfattet meget bogstaveligt

Atatürks reformprojekt er som nævnt blevet fastholdt i en Øst-Vest-mod-stilling, altså som et udslag af en dialektisk kamp mellem 'Islam' og 'Vesten'.

Atatürk fremsatte selv denne udlægning af forholdet mellem det eksisterende tyrkiske samfund og det samfund, han ønskede at skabe, og modstillingen blev efterfølgende en fast bestanddel af kemalisternes retorik og cementeret i det tyrkiske historiefag og uddannelsessystem.

Udlægningen vandt også bred tilslutning blandt vestlige forskere. Generelt har forskerne tilsyneladende opfattet Atatürks officielle udtalelser fra præsidentperioden meget bogstaveligt, også selvom de ofte er internt modstridende.

Det gælder især Atatürks italesættelse af en civilisatorisk og kulturel revolution efter vestligt forbillede som sit mål – og en fuldstændig transformation af det tyrkiske samfund som den primære motivation for sit reformprojekt.

Kemalistere ønskede at modernisere det tyrkiske samfund

Der er dog også i Atatürk-forskningen enkelte eksempler på forskning, der tager mere kritisk stilling til Atatürks reformprojekt ved blandt andet at problematisere kemalisternes oprigtighed med hensyn til reformerne, deres elitistiske indstilling og omfanget af reformernes virkning.

Værd at nævne er især historikeren Mete Tunçay og sociologen Şerif Mardin. Ifølge Mardin ønskede kemalisterne reelt at modernisere det tyrkiske samfund, men ved deres uforsonlighed kom de til at skabe en afgrund mellem eliten og almenbefolkningen.

Tunçay påpeger, at kemalisterne især fejlede ved ikke at kunne fremsætte bæredygtige alternativer til de strukturer, de destruerede.

Og idealerne i den kemalistiske retorik om realiseringen af en almenfolkelig og demokratisk reform – hvordan hang de sammen med den radikale og autoritære metode i selve reformarbejdet? Et alvorligt modsætningsforhold synes at have gjort sig gældende her.

Skal der drastiske midler til?

Mens kemalisterne plæderede for en inkluderende, almenfolkelig og dybtgående reformering, der følgelig ville kræve en inklusion af befolkningens bredere lag i det forestående reformprojekt, fulgte de i praksis en radikal reformmetode, der fremstod elitistisk, autoritær og ekskluderende over for størstedelen af befolkningen.

Emnet berører en meget gammel politisk og filosofisk problemstilling om mulighedsbetingelserne for at skabe grundlæggende reformer af et samfund: Hvad skal der til for at realisere en grundlæggende reform? Hvilke midler kan tages i brug?

Hvor langt kan man nå med den sokratiske metode – gennem fredelig dialog og overbevisende argumentation? Skal der mere drastiske midler til såsom anvendelse af tvang og vold?

Skal det gøres, som allerede Platon foreslog, med reformer fra oven som et eliteprojekt iværksat af filosofkongen, eller som foreslået af de franske jakobinere med Maximilien Robespierre i spidsen, der anså 'terror' såvel som dyd for nødvendige redskaber, når man ville skabe grundlæggende forandringer i et samfund?

Atatürks reformprojekt underlagt mere realpolitiske hensyn

Den Franske Revolutions eksempel er af særlig interesse her, fordi Atatürk ved flere lejligheder under sin præsidentperiode sammenlignede sin 'revolution', inkılap, med den franske. Han gjorde ligeledes gældende, at inkılap ville overgå Den Franske Revolution.

Som sådan kan inkılaps endemål om total transformation af det tyrkiske samfund efter vestligt mønster ses som en utopi på linje med de jakobinske idealer, som Robespierre formulerede.

Bogens hypotese er, at radikaliseringen af reformprocessen under Atatürks præsidentperiode var enuadskillelig del af den politiske udvikling og den kritiske tilstand, som det nye regime og den republikanske stat på daværende tidsperiode befandt sig i.

Derfor må Atatürks reformprojekt have været underlagt andre og mere realpolitiske hensyn, end man typisk hører om.

Inkılap tillægges et mere idealistisk og ideologisk indhold

Ifølge den fremherskende udlægning af historien tillægges Atatürks inkılap et mere idealistisk og ideologisk indhold, og der er både i den folkelige opfattelse og i forskningen en tendens til at reducere en yderst kompleks historisk periode til spørgsmålet om en relativt forsimplet kamp mellem de gode kemalistiske reformister og de onde 'reaktionære' kræfter.

Min påstand er imidlertid, at det ikke blot er forsimplet at anskue kemalisternes reformpolitik og handlinger ud fra et altoverskyggende ideal om vestlig civilisation.

Det er også forsimplet at beskrive kritikerne og modstanderne af Atatürks reformprojekt som monolitiske størrelser.

Heller ikke ud fra en analyseteknisk synsvinkel ser det ud til at være særlig frugtbart at reducere modstanden ude i samfundet til den ideologisk farvede fællesbetegnelse 'de reaktionære'.

Vestlig modernitet blev centrum i vedvarende politisk kamp

Hvis bogens grundantagelse er korrekt, betyder det, at det kemalistiske regime ofrede en mere konsensuspræget og bæredygtig reformproces til fordel for statsorienterede og realpolitiske interesser.

Ikke blot blev der sat en stopper for de omfattende diskussioner, forhandlinger og tolkninger omkring reform og modernitet, som havde gjort sig gældende i det senosmanniske samfund.

Det kemalistiske regimes så udprægede politiske brug af vestlige reformmetoder og kulturelle udtryk til at fremme sine magtpolitiske interesser bevirkede også, at hele spørgsmålet om vestlig modernitet blev centrum i en vedvarende politisk kamp.

Politiske særinteresser, positioneringer, stridigheder og fjendskaber blev dermed uløseligt sammenvævet med kultur, religion og modernitet.