Arkæolog: Lad nyopdaget nazi-ubåd blive på bunden af Skagerrak

2. maj 1945 beordrede den kuldsejlede nazi-regering, at alle ubåde i tyske havne sejlede til baserne i Norge.

To dage senere sluttede den nye tyske ubåd U-3523 – en af flådens mest avancerede både – sig til missionen.

For at nå frem til destinationen skulle ubådene passere Skagerrak, farvandet mellem Norge og Danmark, hvor Storbritanniens Royal Air Force lå i vente.

Flere ubåde forliste, og en af dem var U-3523, der blev ramt af et Liberator-bombefly.

I mere end 70 år lå U-3523 på havbunden, indtil Sea War Museum Jutland 13. april i år fandt fartøjet i forbindelse med det løbende arbejde med at finde og kortlægge vrag i Nordsøen.

Ubådsvraget er af kæmpe interesse for både historikere og amatørhistorikere; ikke mindst for endelig at lægge rygterne om, at U-3523 fragtede fremtrædende nazister til Argentina, til hvile.

Tre store udfordringer

Desværre er det ikke realistisk at forsøge at hæve ubåden.

De største udfordringer i forbindelse med ubådsvrag som U-3523 er:

• Korrekt identifikation
• Undersøge, om vraget skal betragtes som et gravminde
• Beskyttelse og bevaring af vragene fremover

Ubådsvragene fra slutningen af 2. Verdenskrig er de sværeste at matche med historiske registreringer.

Den ellers omhyggelige registrering af den tyske Kriegsmarine (den nazistiske flåde) under anden verdenskrig blev gradvist mindre udførlig for til sidst at stoppe i løbet af krigens sidste uger.

De allierede styrkers registreringer har hjulpet med at slå fast, at det unikke fund på havbunden under Skagerrak rent faktisk er U-3523.

Farvandet, hvor vraget af U-3523 blev fundet, var i stor stil mål for Royal Air Force angrebene, fordi det britiske luftvåben vidste, at de nyproducerede fartøjer ville forsøge at flygte til Norge gennem Skagerrak.

Sea War Museum Jutland i Thyborøn finder ubåd fra 2. Verdenskrig. (Video: YouTube)

Identifikationen

De detaljerede sonarskanninger af vraget viser, at der uden tvivl er tale om en ubåd type XXI.

U-3523 var den eneste ubåd, der forsvandt i Skagerrak, og som ikke er gjort rede for.

Ubådstypen XXI bød på banebrydende teknologi, der gjorde bådene til meget farlige våben.

Det skyldtes især batteriet, som gjorde ubådene i stand til at sejle neddykket i længere tid samt holde sig neddykket i flere dage og genoplade batterierne, mens den stadig lå få meter under vandoverfladen.

Royal Air Forces mål var at afværge, at XXI-ubådene nåede til havs for at sænke allierede skibe, og det lykkedes også det britiske luftvåben at forhindre, at det skete.

Gravminde for 58 værnepligtige

Nu da ubåden er identificeret, ved vi, at U-3523 er gravminde for 58 tyske værnepligtige.

Derfor bør vi enten lad vraget ligge i fred eller hæve det og begrave mændene på land.

Tyskland mistede mere end 800 ubåde i løbet af de to verdenskrige; adskillige er blevet fundet i de seneste år.

Det er håbløst at forsøge at hæve dem alle, og derfor er den eneste reelle mulighed at lade dem ligge, hvor de er.

Ifølge international lov tilhører alle maritime vrag staten, og det betyder, at de altid tilhører den tyske stat; også selv om de ligger i danske farvande.

Danmark har dog pligt til at beskytte vraget, især hvis Tyskland beder Danmark om at gøre det.

Skibsvrag trues af gravrøvere

Hundredevis af skibsvrag fra krigstiden som U-3523 bliver verden over truet af metaltyve og gravrøvere.

Den britiske krydser HMS Exeter, som sank i det Javanesiske Hav 1. maj 1942, er i dag helt fjernet fra havbunden – plyndret for skrotværdien.

Også de sunkne skibe fra Jyllandsslaget i 1916 er sidenhen blevet plyndret for værdier.

Det er blot to eksempler, der bør stå som en advarsel om de organiserede kriminelle, der målrettet går efter skibsvrag for at tjene på det metal, de kan finde.

Tyskland og Storbritannien baner i øjeblikket vejen for brugen af satellitovervågning for at afsløre mistænkelig aktivitet ved skibsvragene.

Satellitovervågning er en omkostningseffektiv måde at sikre kulturarven fra kriminel aktivitet og vil sandsynligvis blive en almindelig udbredt præventiv foranstaltning indenfor de kommende år.

Bjærgning er astronomisk dyrt

Bjærgningsomkostningerne udgør kun en brøkdel af, hvad det vil koste at bevare og udstille et jernobjekt, der har ligget i vand i så mange år.

Kraner og lastepramme koster flere hundredetusind kroner om dagen, og når fartøjet først er hævet, stiger omkostningerne astronomisk, i takt med at båden begynder at ruste.

Derfor skal man ikke tage for let på et eventuelt forsøg på at hæve U-3523-ubåden; i næsten alle tilfælde har bjærgningen af ubåde været økonomisk ruinerende.

Det sås eksempelvis med en anden ubåd, U-534, der sank til havets bund tæt ved U-3523.

Hele besætningen blev evakueret, så det er ikke et gravminde.

Rygterne om værdifulde nazi-skatte fik den danske, velhavende forretningsmand Karsten Ree til angiveligt at bruge mere end 20 millioner kroner på at hæve ubåden; en formentlig uprofitabel mission.

Ubåden indeholdt intet udover de sædvanlige instrumenter og proviant.

Royal Submarine Museum i Storbritannien stødte på tilsvarende problemer, da man bjærgede Holland 1-ubåden i 1982. De langsigtede omkostninger for bevarelse var meget højere end antaget, efter den første rustbekæmpelse slog fejl.

Ubåden blev placeret i en tank fyldt med en alkalisk natriumcarbonatopløsning i fire år, indtil de ætsende klorid-ioner var væk. Derefter blev ubåden overført til en specielbygget udstillingsbygning for at beskytte den.

De bekostelige bjærgninger af ubådene leverer ikke meget ny viden om livet på havet i løbet af 2. Verdenskrig.

Men hver gang, vi finder endnu et forsvundet fartøj, er det som at lægge en brik i et stor puslespil, der giver et mere tydeligt billede af ubådenes krigshistorie.

Og det er arkæologiens sande formål.

Innes McCartney modtager støtte fra Leverhulme Trust. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

2.000 år gammelt skelet fundet på berømt skibsvrag