Antropologer: Vi skal tænke på teknologi på nye måder

Når vi taler om teknologi i hverdagslivet, tænker vi som regel på teknologier som de ting, maskiner eller opfindelser, som omgiver os, og som vi bruger til dagligt. Vi tænker sjældent på de systemer, infrastrukturer og menneskelige handlinger og forestillinger, som muliggør teknologien.

Tag nu for eksempel bilen. Hvad ville bilen være, hvis ikke det var for de veje, som de kører på – eller de færdselsregler, som muliggør, at vi overhovedet kan have biltrafik på vejene?

Eller den moderne drøm om (auto)mobilitet og frihed? Eller den internationale bilindustri, som knytter tyske designere sammen med kinesiske fabriksarbejdere og danske containerskibe?

Efter over 100 år med biler har vi et samfund og en verden, som biler er en integreret del af – alt for integreret og afhængigt af biler, vil mange mene. Biler, samfund og menneskelige relationer skal ses som integrerede 'socio-tekniske systemer'.

Forskning skal 'menneskeliggøre' teknologi

I forhold til nye teknologier som mobiltelefoner og computere – og snart måske droner, selvkørende biler og 'intelligente' køleskabe – har vi brug for at tænke teknologier på samme måde, som socio-tekniske systemer.

Hvilke systemer, infrastrukturer og menneskelige handlinger og forestillinger skal der egentligt til, for at teknologierne virker, og at de virker sådan, som vi gerne vil have dem til at virke, også i forhold til vores sociale værdier, såsom demokrati, medbestemmelse og ligestilling?

Hvad kan vi lære af den menneskelige brug af teknologi forskellige steder i verden, i forskellige tider og forskellige situationer?

Netop disse spørgsmål samler et forskningsnetværk for antropologer, som er ansat ved forskellige danske forskningsinstitutioner, universiteter, rådgiverfirmaer og teknologivirksomheder.

Hvad betyder den fjerde revolution for os?

Antropologer arbejder i dag indenfor mange forskellige teknologiske domæner: Fra sundhed og medicinsk teknologi til bioteknologi, energi, miljø og klima, medier og telekommunikation, robotter, algoritmer og kunstig intelligens.

Vi hører tit om 'den fjerde industrielle revolution', hvor vor digitale, fysiske og biologiske teknologier smelter sammen gennem datasystemer, kunstig intelligens og det såkaldte 'tingenes Internet'.

\ Læs mere

Internet of Things: Når ting ser, hører, føler og udspionerer dig

Men hvad betyder det? Kræver det ikke netop nye forståelser af teknologi, såsom de antropologiske, hvor teknologier er socio-tekniske systemer?

Det forsøger Forskningsnetværket for antropologi og teknologi at finde svar på. Netværket har lige afholdt sit første forskningsseminar på Aarhus Universitet. Her er tre eksempler på, hvordan vi kan gentænke vores teknologiforståelse ud fra en antropologisk tilgang:

1. Naturen er en del af teknologien

Professor Kirsten Hastrup fra Københavns Universitet minder os om, at teknologi er andet end moderne teknologi og mekanik, og at ingeniørkunst omfatter andre end mennesker.

Hun har i de seneste år arbejdet i Thule-regionen i det nordvestlige Grønland, hvor livet er præget af klimaforandringer. Landskabet og teknologien i de arktiske områder har forandret sig gennem århundreder, hvilket fremgår af Knud Rasmussens og andre forskeres og opdagelsesrejsendes historiske beretninger.

I det nordlige Arktis bliver det tydeligt, at det ikke kun er menneskelige ingeniører, som bygger og arbejder på at arrangere vores verden og landskaber, så de ser ud, som de gør.

Små alkefugle er 'økologiske ingeniører', som former landskabet ved at bygge reder og kolonier, producere gødning og selv være næring for andre medlemmer af økosystemet.

Adgangen til materialer som drivtømmer og jern fra meteoritter har været ude af menneskers hænder. Naturen er med andre ord en del af teknologien, og vi må brede vores blik ud for at forstå den teknologiske udvikling.

\ Læs mere

Global opvarmning giver Thules befolkning nye muligheder

2. Teknologier er altid kropsliggjorte og materielle

En af de første antropologer, som fik øje på teknologiske systemer og teknologiers kulturelle forskellighed, var franskmanden Marcel Mauss. Han er bedst kendt for sit berømte Essay om Gaven (1922/23), men i 1934 skrev han i 'Kroppens teknikker', at menneskers første teknologi er vores kroppe.

Den måde vi fører vores kroppe på, den måde vi løber, svømmer og går på, er kollektive og kulturelle. Marcel Mauss deltog i 1. Verdenskrig, og her fik han syn for forskellige kropsliggjorte teknologier.

Han bruger det at grave med en spade som eksempel. De engelske tropper vidste ganske enkelt ikke, hvordan man graver med franske spader – med det resultat, at 8.000 spader måtte udskiftes, når de franske og engelske divisioner blev udskiftet.

Marianne Lien, professor i antropologi ved Universitetet i Oslo, giver som et eksempel billedet af rytteren, som ikke kun skal beherske hesten og seletøjet, men også sin egen krop, mens der sker en sammensmeltning mellem menneske, genstande og dyr.

Teknologier er altså noget, hvis brug vi skal kropsliggøre og lære. Når vi forestiller os automatiseret industriel produktion af flere og flere ting og processer, overser vi ofte, hvordan tekniske færdigheder er kropsliggjorte, og hvor svært det er at efterligne den menneskelige krops kunnen og bevægelser.

3. Ny teknologi kan fastholde traditionelle normer

Professor Jennifer Robertson fra University of Michigan arbejder med etnografiske beskrivelser af livet med robotter i. Her indgår robotter i den samfundsmæssige orden, især i familien som institution og som hjørnesten for det japanske samfund.

En af de mere folkekære robotter i Japan er sælhunden Paro, som også er solgt til danske plejehjem. Den bliver passet og plejet som et medlem af familien.

I Japan er alle mennesker en del af en koseki, et hushold, som var samfundets primære enhed i kejsertiden. Alle koseki er opført i et koseki-register – og selvfølgeligt fik Paros skaber også registreret Paro som del af sit hushold.

Med robotfremstødet i de sidste år i Japan er der skabt en ny familieform: Inobe-familien, det vil sige innovationsfamilien. Den består af to udearbejdende forældre og børn, som bliver passet og undervist af en robot, som også står for husholdningen.

Dermed er robotter med til at understøtte det, som Jennifer Robertson kalder retro-familien, nemlig den traditionelle, etnisk japanske familieform.

Robotterne gør nemlig arbejdsmigration overflødig, så der ikke som i andre asiatiske lande er brug for hushjælp fra andre lande.

Det er en interessant pointe, at ny teknologi på den måde ikke revolutionerer samfundet, sådan som vi ofte forestiller os, men tværtimod bidrager til at fastholde traditionelle værdier og hierarkier.

\ Læs mere

Robotterne kommer – måske

\ Læs mere

Robotter skal redde det traditionelle Japan

Det næste forskningsseminar i forskningsnetværket for antropologi og teknologi finder sted 24.-25. september 2018 ved Københavns Universitet, hvor temaet er tilpasning af teknologi til hverdagslivet.