»Den var dybt hjerteskærende. Jeg kunne næsten ikke holde det ud!«
Ordene kommer fra en berørt Jill Byrnit, som er cand.psych. og ph.d. i primatologi og antropologisk psykologi – en titel, hun har eneret på i Danmark.
Jill Byrnit måtte blinke en lille tåre væk efter at have set filmen ‘Abernes Planet: Oprindelsen’, som har premiere i landets biografer i dag.
Ingen rigtige aber i filmen
De fotorealistiske aber, skabt med samme teknologi der blev brugt i filmen ‘Avatar’, var så livagtige, at selv Jill Byrnit gjorde store øjne, da hun hørte, at ikke en eneste abe i filmen er ægte.
Hun har forsket i forskellene i social viden hos mennesket og vores nærmeste slægtninge, menneskeaberne, og hun roser filmen for at være researchtung og virkelighedstro.
I hvert fald hvad angår abernes adfærd og fremstillingen af, hvordan vi holder og bruger forsøgsdyr.
»Den var langt mere realistisk og etisk kompleks, end jeg havde forestillet mig. For mig var det næsten som at se et dokumentarprogram, der handler om dyr i fangenskab. Og abernes livagtighed var med til at plage mig« siger Jill Byrnit.
Menneskeaber rører os
Men Jill Byrnits reaktion skyldes ikke kun, at hun kender og holder af aber.
\ Fakta
Om Abernes Planet: Oprindelsen Filmen handler om en forsker, som i sin søgen efter en kur mod farens Alzheimers sygdom fremstiller et stof, der viser sig at øge intelligensen markant hos forskernes forsøgsaber. Men i takt med den større intelligens, udvikler aberne også en menneskelig bevidsthed om deres egen situation. Det fører til et opgør, hvor menneskets position er truet. Og spørgsmålet, om vi er gået for langt i vores stræben efter at ændre på naturens gang, runger højlydt.
Hun forklarer, at vi som mennesker har særligt nemt ved at blive følelsesmæssigt påvirket af chimpanser, fordi menneskeaber er så tæt beslægtede med os, at vi lettere kan genkende deres kropssprog, deres kompleksitet og følelser, end vi kan med andre dyr.
Som i begyndelsen af filmen, hvor Cæsar, den abe som spiller hovedrollen, vokser op i et almindeligt hjem og på mange måder minder om et menneske. Et scenarie, som Jill Byrnit genkender.
»Jeg har kendskab til aber, som er vokset op i hjemmet hos en forsker – og de er en underlig hybrid. De opfører sig ikke karakteristisk for deres art. En normal chimpanse ville jo splitte hjemmet ad og ikke kunne styre sig. Men der holder Cæsar jo igen. Og det er relativt realistisk,« siger Jill Byrnit.
Stærkt urealistiske scenarier
Jill Byrnit køber dog ikke selve idéen om, at man en dag vil kunne udvikle abers intelligens så markant, at de ville kunne udfordre mennesket. Og selv hvis aber var mere intelligente, mener hun ikke, de ville begynde at leve, tænke og opføre sig som mennesker.
Ifølge hende er det en typisk antagelse, som skyldes, at vi mennesker er tilbøjelige til at overføre vores egen måde at se verden på til andre.
»På det punkt var filmen stærkt urealistisk. Eksempelvis når Cæsar gør sig tanker, som betyder noget for mennesker, men ikke for en chimpanse. For eksempel, da han spørger ’Hvem er min far?’ Det ville en chimpanse aldrig spørge om. Chimpanser er dybt polygame og parrer sig på kryds og tværs, så selv dens mor ville nok ikke engang vide, hvem faren var!« siger Jill Byrnit.
Tale er fysisk umuligt
En anden pointe, som Jill Byrnit kritiserer, er, at aben Cæsar pludselig kan tale.
»Som om, at nu er han blevet så intelligent, at han kan det ypperste, mennesket kan, hvilket jeg i øvrigt ikke mener, det at tale er. Uanset intelligensniveauet kan chimpanser slet ikke lære at tale, de er ikke fysisk i stand til det. Man har prøvet, men det gik ikke,« siger Jill Byrnit.
Har dyr følelser?
Den var uhyggeligt livagtig. Til tider længtes jeg næsten efter de gamle film, hvor intet ligner noget som helst!
Jill Byrnit, primatolog
Alligevel synes Jill Byrnit, filmen er vigtig og lærerig og giver et kritisk indblik i, hvordan forsøgsdyr bliver behandlet.
Hun lægger vægt på, at filmen stiller nogle svære og modige spørgsmål om dyrenes følelser og bevidsthed, som hun ikke havde forventet af en stor Hollywoodfilm.
»Jeg mener, man skal være lidt af en ignorant i dag, hvis man påstår, dyr ikke har følelser. Pattedyr har masser af følelser. Spørgsmålet er mere, hvor bevidste de er. En fisk ved måske ikke, den er i fangenskab, hvis akvariet er stort nok. Men et menneske i fangenskab ved, at det er fanget. Det samme med en chimpanse. Den er ligesom de fleste dyr så forhippet på frihed, at den vil smadre ruder for at komme ud. I virkelighedens verden ser man, dyr gør ubegribelige ting for deres frihed,« forklarer Jill Byrnit.
Mennesket har magten
Men filmen er ifølge hende mere end en kritik af den måde, vi behandler forsøgsdyr. Den viser, hvordan vi mennesker har herredømmet over dyrene, og at det kun er vores egen etik, der sætter grænser for, hvad vi kan gøre med dem.
»Problemet er, at vi har brug for dyr til forsøg. Vil vi undvære det? Nej, nok ikke. Hvis vi ikke brugte dem, havde vi eksempelvis aldrig udviklet penicillinen. Men det gør det ikke etisk i orden i forhold til dyrene,« siger Jill Byrnit.
